Åh, hvad vil det sige at være fri? Fri til at gøre noget eller fri for noget andet?

Lone Hørslev bakser i sin tredje roman, ’Sorg og camping’ (hvis titel er hentet fra et digt af Per Højholt), med at undersøge frihedens problem, helt konkret iværksat ved, at vi gennem fri, indirekte tale og med en diskret alvidende fortæller som guide på roterende skift i 13 afsnit følger fem mennesker en enkelt Bloomsday i provinsens Udkantsdanmark, lørdag 30. november 1985.

LÆS OGSÅHot digterinde laver poesipop

Teknisk: Hørslevs prosa er som vanlig fyldt med VERSALER og kursiv for at indgive det hele talesprogets rytme, ligesom prosaen glider af sted i kraft af en endeløs indsættelse af og’er.

Madame Marianne
Scenen er sat med en på skift bedrøvet, hårdkogt og finurlig gentagelse af Flauberts ’Madame Bovary’, hende Emma, der sad fast i provinsens hængedynd, og hvor Flaubert satte sig for at skildre den mest banale, hverdagslige almindelighed, som tænkes kan og kunne.

Marianne (35) er gift med kedelige købmand Jørgen (38), Jørgen Jørgen Jyde, sammen har de uhyggeligt artige Ida og Mette; Jørgens aspirerende forfatterbror Thomas (30) er viet til islandske Gunnhildur (32), og i købmandsbutikken arbejder Jannie (26), der passer sin ledt manipulerende, syge mor.

Alle er de som sagesløse fluer, der hænger fast i tykt klister, og som enten resigneret, desperat, fortvivlet eller trodsigt er dunkelt klar over fangenskabets lænker.

Hørslev er mindst lige så desillusioneret, rå og klarsynet, som Flaubert var det, men ikke desto mindre opnås der en høj grad af empati, ved at vi kryber ind i hvert menneskes hjertekammer og følger dets rørelser set indefra.

Det indre perspektiv styrkes tillige, fordi Hørslev giver os fem drømme. Alle drømmer, undtagen Thomas, der beskrives som en prætentiøs, latterlig og studentikos klaphat – og drømmene involverer hver gang is, vand, vold og sex, alle hånde fantasier om drukning, om fælder, om overgreb og desperation og død.

Uden for drømmene fanges en kat i en musefælde, og sådan er det hele vejen igennem.

City Slang til festen
Men det begynder med en efterlysning.

Det er lørdag, Gunnhildur har været væk siden onsdag – og samme aften skal Jørgens fødselsdag fejres med en lille fest i hjemmet oven på den købmandsbutik, der er ved at opgive ånden, efter at det nye indkøbscenter er etableret nærved.

’Festen’ hedder det afsnit, og hilsenen til Vinterbergs dogmefilm er på sin plads. Men efter festen sker der noget nyt for Gunnhildur og måske også for Jannie, mens alle de øvrige bliver hængende på campingpladsen.

For nu. Og ak, ak, ak; i moradset finder vi den mest trivielle utroskab, kedsomhed, ugengældt kærlighed, kvæstede drømme, naive illusioner, banal og ofte unødvendig ængstelse og bekymring, hård udnyttelse og fæl kynisme – alle de elementer, den danske hverdagsvirkelighed i midten af 80’erne, og i dag, er gjort af.

LÆS ANMELDELSEFraskilt forfatter skriver onde digte

Men også en stor, duvende komik – den træske mellemleder Laurits Lauerbæk (sic) kalder patetisk de kvinder, han er sin viv utro med, »panter«, phony om noget, lige indtil en af »panterne« for alvor tager affære og viser kløer.

Og så er der heftig, smuk prosa med turbulente billeder, hør for eksempel dette: »Og ud på den nu meget mørke, næsten stålgrå himmel hvor skyerne kaster sig ind over hinanden som nervøse og snavsede får, der leger med hinanden i mørke«.

Og der er en.... ja, en tro på litteraturens fjerlette, rivende kraft.

Idet Marianne læser Søren Ulrik Thomsens ’City Slang’, som hun fik af Gunnhildur, sker der ting: »Efter hun havde læst digtene (i sommer i campingvognen), havde hun ikke lukket et øje. Hun havde grædt og tænkt skrækkelige tanker. Hun var vred og i oprør fordi en tilfældig bog skulle pege fingre ad hende (...) og Marianne græd og kunne hverken se klart eller tænke«.

Hverdagens musefælder
’Sorg og Camping’ viser en Lone Hørslev, der har bevæget sig nogle skridt væk fra den melodramatiske og underfulde selvbiografisme, der spurtede gennem skilsmissedigtene ’Jeg ved ikke om den slags tanker er normale’ (2009).

Samtidig giver Hørslev os her et pragtfuldt råt og retro-skarpt snapshot af danskerne, alle os camperende fluer i hverdagens musefælder – men hvor fængselslivet samtidig skriger på muligheden for flugt og frihed.

’Sorg og camping’ synes at hviske: Styrt ud og lev.