Man kan blive helt udmattet af begejstringsudråb - men ved det underfulde møde med Ursula Andkjær Olsens fjerde digtbog 'Ægteskabet mellem vejen og udvejen' er der absolut ingen barmhjertig udvej, det er brutalt og nådesløst, blodet flyder hidsigt, og superlativerne sprutter ud. For så vidt er titlens henvisning til William Blakes afsindigt fyrige 'The Marriage of Heaven and Hell' (ca. 1790) kun alt for velbegrundet; det var jo her Blake - lang tid før Nietzsche - skrev, at »Ondskab er det aktive, der kommer af energi«, hvorimod godhed er runden af en slap og passiv fornuft, og »Forsigtig fornuft er en rig, grim, gammel pebermø, opvartet af manglende evner«. Musikalsk filosofi Samme svagt diabolske spændstighed svæver og danser gennem Andkjærs lyriske og prosalyriske og parafilosofiske ægteskab. Værket er (schopenhauersk) spændt ud mellem musik og filosofi som dets to store poler, men det har sin auditive egenart ved i helt overvældende grad at være gennemsyret af en Ursula Andkjær Olsen-stemme og diktion, der klinger fuldkommen original og egenartet durk igennem dagens lyriske landskab herhjemme - og som i dagens anledning satirisk og bidsk skambider udvalgte sound-bites fra reklamens og det politiskes verden, i slægt med Thomas Bobergs nylige 'Livsstil', men måske nok med større stilistisk underfundighed og finesse. Kærlighedens rundkørsler Digtbogens centrale metaforiske arkitektur er naturligvis knyttet til den rumlige forestilling om veje: rundkørsler, udveje, omveje, sidegader, gyder, stræder, motorveje med brummende meget mere. Men samtidig er denne central-model konfronteret med en syntaktisk strategi, der intenst findyrker afbrydelsen, punktummet, pausen, selvkorrektionen, omvendingen. Det indebærer, at værket - i øvrigt virtuost - hoster og harker og musicerer sig gennem alle vejenes flydende og konkrete fletværk, parret med en konstant opbremsning og serie af drilske motorstop. Overalt møder man en art eufemistisk omskrivning af kærlighedslivets, ægteskabets og skilsmissens ved gud bøvlede og vidunderlige stier og rundkørsler, f.eks. i den voldsomt heksende 'Sangenes sang' side198-204, hvor der bl.a. står: »Min mundskænk! Min/ mundskænk på dine/ mælkeveje i dine sortladenskaber/ lad mig dø!// Min milepæl! Mit galskab!// Kom!«. Her taler sibyllen og vølven, oraklet i Delfi og Homers sirener i munden på hinanden. Politisk agenda Men ikke mindst er der et tydeligt politisk engagement; vi er milevidt fra 70'ernes indignerede og frelste socialrealisme, men vi er til gengæld meget tæt på en fiffig vrede over alt det ukristelige vås og alt det forlorne og hykleriske sludder, som dagens politikere og reklamefolk i en lind strøm byder os; her er Andkjær Olsen en adræt sprogrevser, ikke ved at løfte pegefingeren, men ved f.eks. at gribe ind og manipulere med udsagnet, som her: »Bag den selvsvingende ligusterhæk er der plads til alle, undtagen dem, der ikke er plads til«, eller: »Forbrugere i alle lande!// Forever!«, eller: »I vil måske hellere have Saddam tilbage? (Anders Fogh Rasmussen)// Hen ad landevej'n/Saddamdadadajm.// Jeg vil hellere have/ en jordbæris«, eller i form af reklamesatire: »Nye udveje! Nu endnu/ nemmere at finde nu/ lige til at/ falde i«. Rørende og rasende Og så er der også en gennemgående parafilosofisk leg med filosofiens store figurer og bestemte af deres mest berømte vendinger, værker og begreber, f.eks. Kants kategoriske imperativ, Wittgensteins 'Tractatus', Heideggers 'Lichtung', Pascals 'Pensées' etc. Ikke som namedropping eller pynt, men som en poetisk tanke, der slynger sig ind gennem og mildt eller vredt desavouerer og spiller på filosofiens tankefigurer og vokabularier. Der er næsten uendeligt meget mere, men det må stoppe her. 'Ægteskabet mellem vejen og udvejen' er en blændende og rørende og rasende og dybt original digtbog, det er stort at der skrives sådan på (og imod) dansk i disse dage.