Det newyorker-jødiske miljø er et bed, hvor der gror mange frodige fortællevækster, fra Woody Allen til Paul Auster.

Nu er der skudt en ny blomst op, den 31-årige Nicole Krauss, der introduceres på dansk med 'Kærlighedens historie'. Det er hendes anden roman.

Ligesom Jonathan Safran Foer bruger hun et barn som undersøgende og igangsættende nøgleperson, og ligesom ham ynder hun sjove typografiske krumspring på siderne.

Foer er i øvrigt hendes mand, og hun hader, at man taler om det, så det vil jeg straks holde op med.

Ensom teenager
Den barnlige nøgleperson i 'Kærlighedens historie' er den fjortenårige Alma Singer, hvis mor er litteraturoversætter, ensom efter den elskede fars død for syv år siden og bedre værd end at lade visne ubemærket foran computeren.

Alma vil gerne finde en ny mand til hende.

Alma har også en excentrisk og gudsøgende lillebror, kaldet Bird efter sit forsøg på at flyve ved at springe ud ad vinduet fra 2. sal. Det lykkedes ikke så godt.

Venter på døden
I den anden ende af bogens persongalleri finder vi en anden nøgle-, eller skulle man sige låseperson, den gamle pensionerede låsesmed Leopold Gursky.

Han har hele det tyvende århundredes lidelseshistorie med sig i bagagen: flygtet fra nazisterne i det besatte Polen, mistet venner og familie, opgivet sine litterære drømme.

Nu vegeterer han i sin lille rodede lejlighed, venter på døden, men sørger dog for at gå ud i byen og lave små scener med jævne mellemrum: spilde kaffe på kaffebaren, brokke sig over skoene i en skobutik, bare for at nogen i det mindste skal have set ham den dag, han eventuelt skal dø.

En bog som hovedperson
Hvordan Krauss får alle historierne til at hænge sammen - og der er endnu flere i bogen - det ville være synd at røbe. Men man kan sige så meget, som at romanens egentlige hovedperson er en bog, der netop hedder 'Kærlighedens historie'.

Bøger har deres skæbne, siger et gammelt ord, og for en gangs skyld er det ikke det, der står i bogen, men alt det, som bogen har været igennem, der rummer forklaringen på det hele og udgør plottets bærende struktur.

Det er ikke nogen specielt bemærkelsesværdig bog, som de indstrøede tekstprøver viser, men den er mageløst vigtig for de implicerede personer, og alle de unge kvinder, der forekommer i den, hedder Alma.

Så er den første flig måske løftet ... og da Bird i sin længsel efter at gøre en god gerning er slumpet til at knytte den sidste tråd, sidder man tilbage, godt underholdt og lidt rørt.

Claus Bechs oversættelse er en fornøjelse, simpelthen.