Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Joyce Ravid
Foto: Joyce Ravid

Intens. Nicole Krauss har skrevet en flerstrenget fortælling om erindringens byrde og fortryllelse, og hvor et gammelt skrivebord spiller en særlig rolle.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Brooklynforfatters nye bog bør læses to gange

Nicole Krauss’ nye roman skildrer indadvendte mennesker og smerten ved at omgås dem.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er mange måder at forholde sig til sin egen fortid på, og ikke mindst erindringen om den.

Man kan fortrænge den, skjule den for andre, bruge den ved at forvandle den til fortællinger. Man kan skaffe sig ritualer, der holder den i skak, eller ikoner, der fastholder den.

Det sidste er, ud over alt det andet, et meget konkret omdrejningspunkt i Nicole Krauss’ roman ’Det store hus’.

LÆS INTERVIEW

Et gammelt kæmpemæssigt skrivebord – fuldt af skuffer, hvoraf en er aflåst, og nøglen mangler(!) – skifter hænder flere gange i romanen, inden den retmæssige ejer til allersidst genser det. Inden da befinder det sig i London hos to af de fem jegfortællere, der beretter om deres eget eller deres nærmestes liv.

Fantasifuld roman-idé
Den indledende stemme tilhører Nadia, en forfatter, der låner skrivebordet af en fjern ven, den chilenske Daniel Varsky, der er på vej fra London til Chile.

Her forsvinder han under Pinochets regime, og Nadia fortsætter med at arbejde ved bordet, indtil Leah Weisz meget senere gør krav på det ved at udgive sig for Varskys datter. Den uberoende forfatter, der aldrig har kunnet binde sig rigtigt, begynder at tvivle på hele sit arbejde og sin eksistens og rejser til Israel, hvor Leah og skrivebordet angiveligt nu befinder sig.

Dette kan lyde som en noget fantasifuld roman-idé, men Krauss får den til at virke med sin intense skildring af de indadvendte personer bag skrivebordet, hvis engagement i tilværelsen er undgående og nervøst.

Eller hun lader andre fortællere skildre samlivet med dem.

Forskellige fortællere
Den jegfortæller i romanen, der er den mest originale i romanen, tilhører en israelsk far, der aldrig har kunnet forlige sig med sønnen Gov.

Han fortæller med udgangspunkt i sin kones død om et livslangt drama med en Gov som det lidende offer. Faderen føler sig indsat i rollen som den brutale realist, mens moderen støtter sønnens opdyrkede offerrolle som bekymret beskytter.

Faderens selvransagelse og møde med den voksne Gov i forbindelse med begravelsen er en intens beretning om familieroller.

Også fortælleren Arthur Bender forholder sig til indadvendtheden. Han har lært at respektere sin kones tilbagetrukne isolation bag det ildevarslende skrivebord, som hun har haft før Nadia.

Hun er også forfatter og før det flygtning fra Nürnberg, men de væsentligste dele af sin fortid skjuler hun. Indtil hun som gammel og dement kommer til at afsløre, hvad hendes indre aflåste skuffe indeholder.

Skrivebordets retmæssige ejer
Den fjerde fortællerstemme tilhører Isabel, en sky amerikansk studerende på studieophold i Oxford.

Hun forelsker sig i Joav, der bor i London i en tæt relation med søsteren Leah. Deres far er Weisz, der lever af at samle gamle møbler, i sin tid stjålet af nazisterne, og sælge dem til efterkommere af de berøvede, der ønsker en hank for erindringen.

Søskendeparret er totalt taget til fange af fortiden og den dominerende far, skrivebordets retmæssige ejer, hvis stemme taler til sidst.

Tabets fragmenter
Den ekvilibristiske roman former sig som en langsom afdækning af disse skæbner.

Man skal faktisk læse bogen to gange for at få et fuldt syn på forløbet og forbindelseslinjerne. Men det gør man gerne, for forfatteren spinder mange lag rundt om sine personer i den flerstrengede fortælling om erindringens lammende byrde og store fortryllelse.

Titlen, ’Det store hus’, henviser til Kongernes Bog om templet i Jerusalem, der blev brændt, og i videre forstand til erindringens forsøg på at sætte tabets fragmenter sammen.

Isabel går rundt i Freuds lejlighed i London, hvor hans arbejdsværelse er nøje genskabt. Det er et virkeligt hus, man kan gå igennem, men det er også »en tur gennem det metaforiske hus, som sindet er«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ønsket om at bevare i form af ting, eller fortrænge dem, skjule dem, tager mange udtryk i denne inciterende roman. Den afdækker forholdet mellem tab og erindring, parforhold, hvor man ikke kender den anden, og hvor respekten for grænser ikke kan overskrides af frygt for at invalidere den anden

Romanen rykker i de detaljerede skildringer

Indadvendthedens problem er meget interessant skildret, eksempelvis udmønter det sig hos kvinderne i afvisningen af at få et barn af frygt for at komme til at skade det.

Livet ved skrivebordet bliver en tilflugtsmulighed for disse kvinder, en vej væk fra den trusselsfyldte intimitet. Deres mænd lærer at leve med det, eller også går de deres vej over for dét, de oplever som knusende ligegyldighed. Man bliver holdt godt i ånde af newyorkerforfatteren Nicole Krauss, hvis melankolske tone afsætter sig som en uro hos læseren. Skrivebordet som romanmotor er for så vidt ikke vigtigt, selv om det fungerer som magtfuldt symbol.

Det er i de detaljerede skildringer af levet og ikke mindst ulevet liv, den smukt oversatte roman virkelig rykker.

FACEBOOK

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden