Tredive år efter at de unge gav fingeren til alt, hvad der kunne opfattes som borgerligt, går tegneren Klara og tørster efter en tilværelse, der ikke bare består af endeløse middagsselskaber.

Hun elsker sin tjekkede marketingkæreste Svenni, der altid er så sikker på alting.

Men hun bryder sig ikke om at være sammen med hans venner.

Litteratur og druk
I romanen 'Dem i kælderen' tegner den unge islandske forfatter Audur Jónsdóttir et portræt af 68-generationens børn på det tidspunkt, hvor de er blevet voksne og skal til at leve med konsekvenserne af deres barndom.

Og den har i Klaras tilfælde mildest talt været turbulent.

Hun er datter af forældre, der skrev digte, forskede i litteratur og drak, så børnene måtte dukke sig, når forældrene skændtes.

At passe på
Barndommens store, uhåndgribelige skurk hed Klamydia, og når hun kom på banen, skreg mor og kørte familiens Fiat Uno ud i en rivende elv.

Alligevel synes den voksne Klara bedre om sin skøre hippiefamilie end om det pæne og behagelige liv med Svenni.
Eller rettere: hun synes, hun skal passe på sin familie, når den nu ikke kan passe på sig selv.

Klara er nemlig et typisk alkoholikerbarn, hvis medfølelse strømmer ud over alle bredder, uden at hun egentlig kan mærke sig selv. Og som flere af romanens personer mener hun, at vejen ud af følelsesmæssigt kaos må bestå i at få et barn selv - en strategi, som dog ikke ser ud til at virke for hendes søster og veninde, der begge svigter deres børn til fordel for alkohol og stoffer.

Absurditet
Audur Jónsdóttir fortæller Klaras historie i to spor, der flettes ind i hinanden: et nutidsplan, hvor Svenni har to venner til middag, og et erindringsplan, hvor Klara går ud i alle afkroge af sin families og nære venindes historie, mens hun af alle kræfter forsøger at undgå at deltage i middagen, der udvikler sig mere og mere absurd.

Absurditeten leveres dels af Klaras familie, der konstant ringer eller dukker op og hiver i hende fra alle sider, dels af den ubehagelige underbo Bardi, der bor i husets lidt for symbolske kælderetage med sin svedige undertrøje og sine pornofilm.

Bardi, der selv har råbt og skreget med sin kæreste, før hun begik selvmord, vil gerne klage over, at overboerne larmer! Men er det mon larmen, der optager ham, eller Klara, som han har en sær evne til at gennemskue?

Den nye generations længsel
Romanens styrke ligger i personskildringerne og de mange rammende detaljer, som Audur Jónsdóttir kan hæfte på de ofte ekstreme situationer, som romanens lille flok almindelige islændinge kommer ud for. Man føler virkelig, at man lærer en familie at kende på godt og ondt, og man udfordres til at tage stilling til vanskelige spørgsmål som:

Kan - og bør - man klippe navlestrengen over til sin familie? Skal man rette blikket mod sig selv eller verden, hvis man vil komme sig over sin opvækst? Hvor meget medfølelse er egentlig passende?

Alt i alt er 'Dem i kælderen' en ret god samtidsroman, der giver et vedkommende og indfølt blik på de familiedramaer, der opstår, når tressernes frigørelse støder sammen med den nye generations længsel efter et liv, hvor problemerne aldrig bliver større end overtrækket på bankkontoen.