Det ligner, hvad der langt senere kom til at hedde sublimering. Eller er der snarere tale om en slags forskydning, fra kvinde til bog? I hvert fald: Den franske forfatter Stendhal forelsker sig i den underskønne italienerinde Matilde Dembrowski, men helt uden udsigter. Hun lige akkurat tåler ham, dvs. giver ham adgang til sin salon, men kun på betingelse af, at han ikke siger et ord om kærlighed. Nogle år senere ? vi er i begyndelsen af 1820?erne ? følger så den første udgave af hans bog ?Om kærligheden?. Her er alt det, han ikke fik sagt, et afløb for opdæmmede følelser, en monoman hengiven sig til emnet, endda med salontonens blanding af vid, flirt og sval ironi overtrukket med en glasur af forfængelighed.

»I en loge«, skriver Stendhal, »møder Albéric en kvinde smukkere end hans elskede; med forlov vil jeg tilføje en matematisk vurdering: det vil sige en kvinde, hvis ansigtstræk lover tre enheder lykke i stedet for to (jeg forudsætter at fuldkommen skønhed giver en lykkemængde udtrykt ved tallet fire)«.

Sådan er stilen, »med forlov« og idet »jeg forudsætter«. Men stilen er også det nøjeregnende, »tre enheder« og »udtrykt ved tallet fire«. Stendhal er kendsgerningernes forfatter, essayist og videnskabsmand frem for digter. Vi får altså kærligheden på en snorlige række i koncise, afmålt doserede tekststykker.

Der er f.eks. kærlighedens faser, syv i alt, fra ?Beundring? over ?Tvivl? og ?Forhåbning?, inden kærligheden for alvor rodfæster sig. Eller med Stendhal ? to gange »krystalliserer« sig. Det sidste er en psykologisk iagttagelse udtrykt ved hjælp af et billede: Når en gren ribbet for blade kastes ned i en af Salzburgs dybe miner og tre måneder senere hentes op igen, vil den være dækket af tindrende krystalliseringer, »et utal af foranderlige og blændende diamanter«. Det er det samme med kærligheden, den så at sige overfører krystalliseringens forskønnende pragt til den elskede. Som antydet i to faser, for den første krystallisering, forelskelsens tusind overdrivelser, afløses af tvivl, dvs. en opvågnen fra forundringens narkose. Herefter følger så krystalliseringens anden fase.

Teksternes rationalitet, de åndrigt udtænkte faser og kategorier, er essayistik i oplysningssporet fra Montesquieu og vores egen dansk-norske Holberg. Kærlighed med encyklopædisk nøjagtighed. Det samme kan man sige om det vittige, stilens elegante og let bidende karakter. Oplysningen er sjældent kedelig. Hertil kommer så litteratur- og digtsporet, som Stendhal af alle kræfter forsøger at undslippe ved at hengive sig til ? som han skriver ? »videnskabens gnavenhed«. Man forstår straks, at det ikke lykkes. Eller som han skriver et andet sted: »Jeg gør mig alle tænkelige anstrengelser for at være tør. Jeg vil pålægge mit hjerte tavshed, skønt det mener at have meget at sige. Jeg skælver altid for kun at have skrevet et suk, når jeg mener at have optegnet en sandhed«.

Bogen er i øvrigt en rodebunke, eller på skønneste og mest poetiske vis et slaggebjerg af sammenstyrtede kategorier. Kærlighedens typer og faser har Stendhal skrevet sig igennem i løbet af de første 60-70 sider. Så følger mere psykologiske betragtninger, bl.a. om kvinders følelsesliv og den spændte omgang mellem kønnene. Til eksempel: »Blikket er det dydige koketteris store våben. Man kan sige alt med et blik, men man kan også altid benægte et blik, for det kan ikke gentages bogstaveligt«.

Herefter er han igen i kategorisk storform, kærligheden bestemt på baggrund af klima og temperament, der løber over i mere traktatagtige tekster som en art klimateoriens samfundsmæssige følger (?Om ægteskabet?, ?Om det, man kalder dyd?). Endelig er der det løse, aforistiske sentenser uden for nummer, men skærende pointerne i det foregående. F.eks. de stadige udfald mod det affekterede både som psykologi og litterær stil: »Kun et stort sind tør have en enkel stil; det er derfor, Rousseau har så megen retorik i ?Den ny Héloïse?, hvilket gør den ulæselig, når man er tredive«.

Rodebunke og slaggebjerg. Og et sammensurium af genrer. Foruden de nævnte: anekdoten, sladderen, eksemplet, vitsen. Og dagbogsoptegnelsen, fodnoten. Vævet ind i det alt sammen eller anbragt i en af bjergets indre krybegange er han der selv, den forelskede Stendhal, foruden genstanden for hans kærlighed, skjult bag skiftende navne og snart i Berlin, Rom, Venedig, så i Ravenna, Dresden, Napoli, den dobbeltkrystalliserede, men stadig lige uindtagelige Mme. Dembrowski. Det er et litterært maskespil, salonen værdigt, der fuldender sublimeringen, men også truer med at overdøve den med den elskendes suk. Herlig ? sitrende, pirrende ? dobbelthed, på en prik svarende til stilens blanding af nøjeregnende kategori og poetisk raptus.

Det er et forbløffende moderne, nærmest samtidigt europæisk hovedværk, det sejt kæmpende Basilisk her har udgivet. Godt introduceret af Horace Engdahl, forrygende veloplagt oversat af Karsten Sand Iversen.