Hun har format, 'Den stille pige'. Selvfølgelig.

Bogen er stor og generøs, vild og kogende, den har punch og sprog og mere humor, end Høeg plejer at have.

Men det vil jeg ikke citeres for i løs vægt, for bogen er samtidig salvelsesfuld og politisk korrekt, den er gabende gennemtænkt og fyldt med gamle numre, den strømmer ikke og skaber ikke kontakt, fordi den hele tiden taler om nærvær og dybde på en fraværende, overfladisk og toptrænet måde.

Bristefærdig af visdomsord
Det er Høeg over Høeg, og her kommer tre citater:

»Det guddommelige har en forkærlighed for saunaer«. »Udvejsløsheden er i d-moll«. »Talent er evnen til at vælge fra«.

Sådan er bogen fra ende til anden: bristefærdig af visdomsord. Der er ikke en side uden ti mystifistiske sandheder. I superstørrelse. Peter Høeg formulerer sig som en kirkefader, der råber i ørkenen.

Historien det mindste af det hele
Historien er det mindste af det hele.

Den handler om en verdensberømt cirkusklovn, Kasper Krone, der har en formidabel hørelse og en lige så formidabel skattegæld.

På grund af sidstnævnte er han på flugt fra frygtelige myndigheder, men han er også på jagt. For en af hans tidligere elever, Klara Maria alias 'Den stille pige', er blevet bortført sammen med nogle andre børn, hvis fælles træk er enorme åndelige evner: de kan vistnok både udløse og forudse naturkatastrofer.

Operareplikker
Pigen skal findes, og København udsættes både for jordskælv og oversvømmelse under Kasper Krones kombinerede flugt og jagt.

Undervejs dukker fantastiske kvinder og forskrækkelige mænd op fra Krones fortid og/eller underbevidsthed, krøblinge, trekæmpere og abbedisser vælter ind og ud af siderne med gestus som kæmpekraner og replikker som i en opera.

Den centrale diva hedder Stine, hun er gådens, kærlighedens og altings løsning, hun er Kaspers plat og krone, hun er den stille piges alt andet end stille ... arh, det siger jeg ikke.

Det er jo en spændingshistorie, og muligvis findes der læsere, som kan følge med i den.

Gab!
Selv har jeg stavet mig frem som en muldvarp i middagssol: grundigt forvirret, men med skam at melde også ret søvnig. Måske kan jeg undskylde min åndelige armod med afsæt i de tre visdomsord, jeg indledte med at citere.

De guddommelige saunaer. Citatet fortsætter sådan her:

»Hos Gurdieff i Le Prieuré havde der været dampbad. Tre saunaer i Vallemoseklostret. Russisk badstue i forbindelse med Nevskijkirken i Bredgade. Hos shamanerne svedehytter«.

Og sådan er det altså hele vejen igennem! Der må være tusind eksempler på denne samlermani, denne remsende neurose, Peter Høegs hoved er som en søgemaskine, der ikke kan nævne persille, uden at vi skal have samtlige sorter, ikke en døgninstitution for børn uden totalt overblik over døgninstitutionssituationen i København, ikke en kirkeklokke uden byens bimlen som søgt på Google.

Og så står det alt sammen i en toneart, jf. udvejsløshedens d-moll. Selvmordets toneart er f-moll, mens en prægtig sportsdykkerske f.eks. har en »væsenskerne« i E-dur.

Det skyldes, må vi forstå, heltens overvættes hørelse, som sært nok er skruet på det klassiske dur-mol systems elementære harmonilære.

Påklistretheder
Kasper Krone er sådan en slags omvandrende veltempereret klaver, og heraf følger - fordi tekstens fortælleposition er nogenlunde det, man vel kalder dækket direkte tale - at alt sådan noget med klang og tonearter er lagt ned over alting som et overlappende metafor-system.

Men et meget simpelt system, hvor ord som 'stemning' eller 'at mærke' f.eks. bare udskiftes med ordet 'klang':

»Der var en særlig klang omkring drab«; eller hørelse: »Han hørte hendes medfølelse«. Det bibringer ikke rigtig noget ekstra, alt det høreri, det er en underligt påklistret viljeshandling fra skribenten, noget som teksten ikke selv har bedt om.

Og Høeg, som jo ellers er en sprogelsker, er pludselig sært spartansk: Han nøjes med at være namedroppende og overfladisk på et felt - musikkens sprog og høresansen som verdensopfattelse - der jo har enorme muligheder og er udforsket af pragtfulde musikere, også på skrift.

Skurren
Ak, jeg fristes til at citere en berømt udenlandsk dirigent på Det Kongelige Teater, som midt i en korprøve standsede musikken og råbte: »Soprraanernes fisser er urene!«. Det synes jeg også, at Peter Høegs er. Det skurrer.

Men »talent er at vælge fra«, som sagt og citeret. Der kan sikkert være noget om snakken, hvis man vrider udsagnet lidt og tænker i koncentration, fokusering, formsans og selve valgets plat og Kasper krone: fra og til. Kain og Abel. Op og ned. Yin og Yang. Krone og Øre.

Bogen er et veritabelt vækstcenter for denne form for visdom, den gungrer og buldrer med aforismer lige ud af den store selvhjælpsbog. Men paradoksalt nok er bogens problem i dén grad, at der ikke er valgt fra. Alverdens viden er banket ind på siderne, som er et sandt risikosamfund af informationer ordnet efter et system, der er kendt fra en hel anden aforisme: Kunsten at kede er at tage det hele med.

Spild i en prædikensamling
Ærgerligt. Peter Høegs gigantiske talent forspildes i en prædikensamling forklædt som roman.

Bogens allerførste sætning viser både, hvad han faktisk kan, og hvad han kvæler sin kunnen med:

»FruHerre har stemt ethvert menneske i en toneart, og Kasper kunne høre den«. På sin vis en flot sætning, ikke sandt, men hende FruHerre er jo næsten ikke til at bære, navnlig ikke når hun viser sig at være bærer af bogens ubønhørlige politiske korrekthed. Det vrimler med passager som denne her:

»Kasper kunne høre hendes medfølelse, med børn og voksne. Som så ofte før mærkede han længslen efter at leve i en verden, der i højere grad var administreret af kvinder«.

Dybde på en overfladisk måde
Jo tak. Lad os alle bede til FruHerre.

Det gør de hele tiden i bogen. På sådan en new age-agtig måde, mens de konkrete orakler er store mænd, lidt Augustin her, lidt Bach og Beethoven dér, og så gamle danske Martinus.

Koden er som Da Vinci: dybde på en overfladisk måde. Sådan set meget tidstypisk og akkurat hvad airport-markedet efterspørger, hvilket ikke er Peter Høegs mindste paradoks.

For i egen bevidsthed er han sikkert aldeles på tværs af tiden og markedet og lufthavnskulturen. Men han rammer den jo lige, hvor lysten sidder, købelysten i afgangshallen.

Man kan også sige det sådan, at her i 'Den stille pige' går de tre foregående bøger op i en højere enhed: 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' plus 'De måske egnede' plus 'Kvinden og aben' giver 'Den stille pige'.

Store ører og små øjne
Høegs genre er gennem ti års åndelig træning gået hen og blevet den kvindeligt guddommelige thriller, FruHerres eget evangelium fortalt som spændingsroman, hvor spændingen bare er er så øredøvende, at læseren forlader bønnemødet og tungetalen.

Man behøver ingen store ører for at høre 'Den stille pige', for den larmer. Men Kasper Krone, hovedpersonen, han har altsåstore ører:

»Uden for Nevskij-kirken blev han stående et øjeblik, nød Bronikovs portræt af Alexander Nevskij, tog en dyb indånding, bad en bøn, og lyttede til kirken. Til dens disciplin. Dens medfølelse. Dens stædighed. Dens dybe viden om, at erfaringer af det guddommelige kræver træning«.

Man skal høre meget, før ørerne falder af, men ikke ret meget, før øjnene falder i.