Tag den ting og lad den vandre/ fra den ene til de andre.

Formlen er god, både i sangleg og fortælling.

Sidst Peter Adolphsen brugte den, var det med en brummende sten, der blandt andet vandrede fra DDR til Vesten og gav anledning til at rejse og vælte en del mure.

Denne gang er det en håndfuld molekyler, han har puttet i sin fortællemaskine.

Historien begynder forfra
Vi begynder den lange rejse, noget før Johannes V. Jensen begyndte sin, nemlig i ældre tertiærtid.

En lille hest ender sine dage og bliver sammen med andet forhenværende liv til olie. 55 millioner år senere kommer den op af jorden i USA, hvor den bliver til benzin. Lige akkurat den dråbe, der får fortællingen til at flyde, bliver forbrændt i en Pinto, der var et livsfarligt køretøj i 1970'erne.

Dråben kommer da også til at koste et liv, dog ikke på den måde, Ford-fabrikkerne fik en ballade for, som vi også lige vender. Dråben bliver til ganske almindelig udstødningsgas, der på helt normal vis sætter sig i en lunge, hvor den får liv i en kræftcelle.

Og så kan hele historien sådan set begynde forfra.

Tør leksikonlyrik
Der er tale om en del genbrug.

På sin vej passerer dråben en oliearbejder, der stammer fra Baku i Sovjetunionens dage og nu er emigreret til Guds eget land. Dér har vi det gode gamle øst-vest-motiv.

Det gode nye i denne bog er dens operationer helt ude på grænsen mellem liv og død. »Biologisk kan der ikke skelnes mellem levende og dødt; overgangen er et kontinuum«, skriver Peter Adolphsen.

Jeg ved ikke, om det passer. Men jeg kan se, at det passer på hans fortællestil: så vanvittig overpræcis i detaljen, at man i lange passager knap ved, om teksten er levende eller død. Det er, sært nok, på den grænse, Adolphsen får sin fortællemaskine til at vibrere bedst. Men den vil ikke tage skade af, at han næste gang finder en ny formel at køre på.

Med sin tørre leksikonlyrik kan den mand nemlig noget, der var stort allerede i forrige bog, 'Brummstein', og kan ende med at blive endnu større.