En mand, men ikke hvilken som helst mand, selveste Wolfgang Amadeus Mozart, ligger og er ved at dø.

Han ved det selv. Han har for mange af de slette safter i sin krop, siger lægen, der står bøjet over ham. Og han beslutter, at de slette safter skal ud af Mozarts krop. Og det sker ved åreladning, en behandling, som blev benyttet ved næsten alle sygdomme i ældre tid.

Der stikkes eller skæres i ham, det gør ondt, konstaterer patienten, og så glider han væk. Men kun for at vågne op igen et helt andet sted, nemlig i et rummeligt gemak - han tænker gemak i stedet for værelse eller rum - og han ligger på en blød nærmest vuggende madras.

Og lidt efter lidt må han konstatere, at alt er meget anderledes, end det plejer. Og det er ikke så underligt, for han er blevet flyttet op i vor tid. Han registrerer, at næsten alt er forandret, men han konstaterer også, at hans musik stadig lever.

Ikke at det egentlig overrasker ham, men alligevel er det hele meget underligt. Blandt andet kommer musikken ud af nogle små dåser - meget sært!

Jo, Wolfgang er havnet i en anden tid, og da han slipper ud af hospitalet, skal han til at erobre denne nye, underlige verden. Han spiller i en jazzklub, der hedder det samme som en vældig populær jazzklub i forne tider i København, nemlig Blue Notes. Alt her er også anderledes, men musikken lever stadig væk.

Mozart flyder ud af den hjemlige højtaler
Romanen handler om, hvordan Wolfgang kommer overens både med sig selv og den nye verden, som han skal til at orientere sig i, og han og denne nye, men efter Mozarts skøn ikke synderlig fagre verden har nogle gevaldig sammenstød.

Alligevel forsoner han sig med den, for han får at vide, at fremtiden tilhører ham!

Og det kom den da også til at passe. Mozarts musik høres stadigvæk - anmelderen boede engang på et hotel i Wien, hvor Mozart ifølge hotellets reklamefolder også havde om ikke boet, men dog var kommet, og hans musik flød derfor non-stop ud af hotellets højtalere. Det var næsten for meget.

'Hr. Mozart vågner op' er en venlig, finurlig roman, som anmelderen havde nogle ret gode timer med. Der er ikke tale om stor, endsige dyb romankunst, men om en let og fornøjelig og fordøjelig litterær anretning.

Og én ting er sikker: Både mens man læser og efter læsningen flyder der Mozartmusik ud af den hjemlige højtaler.

Man kan slet ikke lade være med at sætte den på eller i en af de maskiner, som får romanens hr. Mozart både til at spærre øjne og ører op.

FACEBOOKBliv ven med Politiken