Vi kender alle sammen Jørgen Leths stemme.

Med Martin Buchs parodi fra ’Rytteriet’ er den blevet dansk folkeeje, og det er næsten svært ikke at høre en parodisk overtone med, når man læser et Leth-digt som dette:

»Det er et hårdkogt æg/ jeg piller skallen af det/ jeg spiser det/ jeg kan godt lide æg/ jeg spiser æg hver dag«.

Dette er Jørgen Leth i en æggeskal: hårdkogt, dokumentarisk, nøgtern, fri for adjektiver, føleri og metaforer. Men nu kan man følge Leths digteriske stemme fra dens første til de seneste kvæk i ’Samlede digte’, som Gyldendal udgiver i anledning af Leths 75-års dag.

Og kender man kun til ’Rytteriet’s Jørgen Leth, vil man blive forbavset over, hvordan den lyder i begge ender: metafor- og adjektivrig i starten, humoristisk og selvironisk i slutningen.

Stemmen
I de tidlige 1960’ere er den unge Leths poetiske univers nærmest surrealistisk drømmeagtigt og fuldt af originale metaforer og ordfusioner:

»Wolfgang Amadeus/ viger kolibridrilsk i tropemønstre/ fri under det hvælvede erindringsmøde/ på Europas sommerbænke« eller »Din nål/ i mig/ trækker/ længslens/ kinesertråd/ igennem blodets/ månekronede årer«. Wow!

Men man fornemmer fra starten også det legende, det jazzede. Digtene fra de sene 60’ere og 70’erne tager skridtet fuldt ud i leg med bogstaver og typografi, så vi indimellem nærmer os dada eller de tre små kinesere på Højbro Plads.

LÆS OGSÅ Jørgen Leth: Betonfeministisk ministerkritik er ubehagelig

Tonen, Leth er blevet kendt for, klinger rent igennem med ’Sportsdigte’ fra 1967:

»Jeg,/ er dygtig til at køre på cykel/ jeg har succes som cykelrytter/ jeg har lært meget af at køre på cykel/ jeg, er blevet dygtigere til at være menneske/ af at køre på cykel/ jeg, har måske mere at lære«.

Her er der i den grad sparet på ord, herunder adjektiver og metaforer, og vi hører den nøgterne, patosfri, portrætterende, dokumentariske Leth-tone, vi også kender fra hans film.

Blikket
Hvis Leths stemme er den ene hjørnesten i hans værk, er hans blik den anden. Det handler om at se.

Den feministiske kritik har ment, at hans blik var for meget pik. Men det er ikke det bemestrende, sexistiske, der er karakteristisk for Leths blik, det er det refleksive. Helt symptomatisk er et vers som »Jeg ser en kvinde som jeg ser«. Eller »Sådan går du nu som jeg ser dig gå«.

Leth ser sig selv se og viser os sit blik. I den selvbiografi, der kaldte bål og brand over ham, så han sig selv betragte kokkens (unge sorte) datter med den hvide koloniherres ejerblik. Han viste os dette blik, han blottede det for os, og det kunne have givet grobund for videre analytisk refleksion, men blev i stedet mødt med ureflekteret fordømmelse.

LÆS OGSÅLeths erobringer gør sig godt i nye digte

I ’Mit Kumladigt’ (1967) flytter Leth blikket fra kvinden til sig selv ved at rykke naivistisk rundt på ordene, som var de klodser.

Så vi bevæger os fra »Der sad en pige bag persienner i Kumla./ Jeg så hende engang jeg drak mit øl i Kumla« til »Jeg sad engang bag persienner i Kumla./ Jeg kunne se Jørgen Leth. Han sad og drak en øl«. Og det er sgu ret morsomt, samtidig med at det er ret filosofisk og ikke uden potentialer til patriarkatskritik.

Selvironi
I den seneste samling, ’Hvad er det nu det hedder’, mærker man sporene af den feministiske hetz: »Men han er ikke en mand/ der hader kvinder/ Han er en mand der elsker/ kvinder men det er forbudt«.

Æstetikeren er blevet gammel og dårligt gående, og så er æsteticisme og tungrøvethed pludselig svære at skelne fra hinanden, som det fremgår af nogle herlige ’gådigte’ med indslag af både vrøvlevers og Kierkegaards diapsalmata.

LÆS OGSÅ Amerikanere vil lave dokumentar om Jørgen Leth

Det er svært ikke at falde for selvironien i den aldrende digters selvportræt:

»Min store montblanc kuglepen/ Mit blå-gul-hvide silketørklæde/ hvormed jeg signalerer/ at her kommer en digter/ en digter som kan li kvalitet/ og som lever på første klasse/ som spiser godt/ men tænker dårligt«.

Mere digter end filmmager
Det er en gave at kunne holde et helt digterisk livsværk i sin ene hule hånd, og der ligger stor læselyst i at kunne springe frem og tilbage mellem den metaforisk drømmende, den naivistisk legende og den nøgternt dokumentaristiske Leth.

For mig at se og høre er Leth en større digter end filmmager.

Hvor hans filmunivers alt andet lige er og bliver domineret af en distanceret æsteticisme, der let kommer til at virke selvhøjtidelig, er der flere vilde og sprælske og legesyge dæmoner på spil, når Leth bygger billeder med ordene.

FACEBOOKBliv ven med Politiken