Den danske forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky (født 1974) er uddannet fra Forfatterskolen i 1998, men ellers er hendes vej til romandebuten ’Den stjålne vej’ ikke helt sædvanlig.

Fem år senere blev hun sprogofficer i russisk og arbejdede ved ambassaden i Moskva, inden hun blev udsendt til Afghanistan, først som soldat, siden som rådgiver for Udenrigsministeriet.

Det er sine Afghanistan-erfaringer fra arbejdet med afghanske kvinder, hun trækker på i bogen ’Kvindernes krig’ fra 2010, og ligeledes nu i debutromanen ’Den stjålne vej’. Bortset fra et enkelt sted er det afghanerne selv, der har synsvinklen.

Ung kone på 13 år
Malika er en veluddannet lærerinde, der i al hemmelighed lærer kvinder at læse, skrive og sy i den dansk-britiske soldaterlejr.

Hendes mand er forretningsmand og har gang i en del med sin transport af varer. Og så har han til den stolte Malikas store fortrydelse taget en ung kone nummer to. Hun er bare 13 år, selv er han 53.

Om natten må Malika ligge og høre på lydene fra det andet soveværelse. Det lyder mest som voldtægt, og helst vil den 13-årige unge kone lege med gadedrengen Javeed, der af og til skjuler sig i deres have.

Javeed er blevet voldtaget af en politimand på et politicheckpoint. Han kan ikke komme sig over sin skam, men den handlekraftige Malika øjner chancen for at få hans sag frem som eksempel på de udbredte drengevoldtægter gennem sine forbindelser til soldaternes lejr.

Forskellige sider af det afghanske samfund
Romanpersonerne, som vi møder i efteråret 2008, repræsenterer forskellige sider af det afghanske samfund. Malika lider under det gammeldags ægteskabsmønster og kvindeundertrykkelsen, som også andre romaner har beskæftiget sig med.

Den voldtagne gadedreng er uden fremtidsudsigter og lokkes af en Talebanleders venlighed. Han finder et fællesskab i gruppen og bliver dygtig til at grave vejsidebomber ned.

Og så er der ingeniøren Khan, der leder et vejbyggeri mellem byerne Kandahar og Gereshk. Han er både en tro muslim og en fremskridtets mand og en torn i øjet på Taleban, der ikke vil have noget så moderne som en asfalteret vej.

Det fandtes jo ikke på Profetens tid, og i det hele taget skal man ikke som Khan samarbejde med de vantro vesterlændinge. Khan bliver taget til fange og holdes indespærret i 32 grufulde dage i gruppens lejr.

Forfatteren har mødt denne Khan, hvis historie hun fortæller med stor indlevelse i romanen.

Det lykkedes ham på mirakuløs vis at slippe fri, fordi han kunne argumentere for sin sag ud fra Koranen, som han kender meget bedre end talebanerne. De turde simpelthen ikke skære halsen over på en så rettroende muslim og Korankyndig.

Tabuiseret voldtægt af drenge
Malika og de andre kvindeportrætter er skrevet, så de kan repræsentere forskellige sider af kvindeundertrykkelsen. Her er der også plads til humor, som når en afghansk kvindelig læge uddeler de forbudte p-piller.

Malika kommer dem i andenhustruens mad – hun vil ikke have, at det 13-årige barn bliver gravid. Der er bare det, at manden spiser kvindernes rester ... I det hele taget gør kvinderne brug af »års træning i at lyve og finde på udveje«, som det hedder.

Med Javeed-skikkelsen sætter forfatteren fokus på et aspekt, jeg ikke har været klar over. Som hun skriver i romanens efterord:

»Voldtægt af drengebørn er uhyggeligt udbredt i det sydlige Afghanistan, og deres skæbner er en tabuiseret og stærkt overset del af Afghanistans sår – måske endnu mere, end de undertrykte kvinder er det«.

Kønsroller og seksualitet
Romanen peger på en udbredt og brutal homoseksuel praksis, der både gennemsyrer politiet og Taleban. Talebanernes afholdenhed i forhold til kvinder og homoseksuel praksis er et kært emne, når der skal fortælles vitser.

En af dem lyder: »Når fuglene flyver over Kandahar, dækker de deres numser med den ene vinge«. Man får grundigt syn på, hvad der sker med kønsroller og seksualitet i en kultur, hvor mænd og kvinder lever så adskilt, nærmest i hver sin verden.

Derudover tematiseres den endeløse korruption i alle samfundets forgreninger.

Noget på hjerte
Det er ikke en roman, der bidrager til tiltroen til det afghanske samfunds muligheder, på trods af at Anne-Cathrine Riebnitzsky i efterordet bedyrer, at det »faktisk var godt på vej med fremskridt«, eksempelvis hvad angår kvinder, der nu kan vælges til lokalråd og provinsråd (dog i et meget begrænset omfang).

Hun mener, at vi svigter dem ved at forlade dem.

Romanen er således et indlæg i debatten. Den er illustrativ, budskaberne er klare, og fortællingen føres effektivt frem.

Forfatteren har virkelig noget på hjerte i sin skildring af et så pilråddent samfund, der skaber så store menneskelige lidelser, at man har svært ved at se for sig, hvad det overhovedet kan ende med.

FACEBOOKBliv ven med Politiken