Annonce
Annonce
Annonce
Skønlitteratur 21. jun. 2012 KL. 23.38

Ujævn krimimester ræser tilbage i topform

Den britiske krimiforfatter Robert Goddard er stadig tidens mest sofistikerede plotmager.

Anmeldelse Ulven fra Beograd

Politiken synes
Politiken synes
Info Oversat af Claus Bech. Gyldendal, 352 sider, 299,95 kroner
Forfatter Robert Goddard
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Den engelske kirurg og overlæge Edward Hammond er netop den forgyldte og velhavende læge, du vil elske at hade, hvis du i forvejen har det svært med den medicinske overklasse i hvide klorduftende kitler, spejl i panden som opslået vesir og et stetoskop som adeligt våbenskjold.

Han har nemlig det hele af luksus, lækkerier og masser af dyr fritid, siden han blev skilt fra konen Kate for tretten år siden.

Skilt er en underdrivelse.

Hun blev brutalt skudt ned på en parkeringsplads med sine indkøbsposer fyldt op med ferskrøget laks og fransk foie gras til sin nye elsker. Seksuelt sprælske Kate havde fundet en anden og var flyttet fra Edward, som elskede hende dumt og uklogt, men også patetisk og kolerisk.

Lægeløfte over for liv
Og så havde han i øvrigt lige skaffet en serbisk general og senere krigsforbyder en levertransplantation.

For rigtig mange penge, samt muligvis drikkepenge i form af en akut blyforgiftning for konen Kate, som altså knalder ved siden af og vil skilles.

Det påstår i hvert fald krigsforbryderens datter her i 2009, hvor hendes fængslede far i Haag står til ansvar for krigsforbrydelser i det, der engang hed Jugoslavien. Og hvis denne kontrakt mellem patient og læge om en påstået kynisk likvidering ikke skal komme for en dag, skal den gode doktor kontakte en bogholder i London, som ved, hvor vor serbiske sadist har gemt sine millioner af dollar.

»Ulven fra Beograd«, som han kaldes, denne Dragan Gazi.

LÆS ANMELDELSEVerdensberømt krimiforfatter skriver fortsat på rutinen

Robert Goddards nye spændingsroman hedder på dansk ’Ulven fra Beograd’, men kunne lige så godt hedde bødlen fra selvsamme by, som vor overmåde skvattede antihelt Hammond nu må tage til for at se sandheden i øjnene.

Fik han den utro kone likvideret? Ja, hvor meget kan en læge klistre sig til sit lægeløfte om altid at redde liv, i stedet for at levere et lig?

Episk læsning
Robert Goddard er efter en håndfuld ujævne og jævne krimier tilbage med fuld styrke og skrue.

Han er vitterlig stadigvæk tidens største og mest sofistikerede plotmager, og med ’Ulven fra Beograd’ har han med bravur skabt en menneskejagt – det vi i faget kalder for en ’chaser’ – der er på højde med genrens nestor i så henseende, den divine Eric Ambler.

For en gang skyld er Goddard ikke kun som vanligt værd at læse i farten.

Altså læst episk energisk på plottets hæsblæsende speed og intrigens hurtige tempo, der næppe tåler langsommelighedens nøgterne sollys, den normale virkeligheds kausale sammenhæng.

Munding i mol
Han er igen ikke kun en virtuos udi det topgearede, irrationelt uforudsigelige og aldrig forventelige.

Goddard er her også en populær formidler af væsentlige og interessante historiske og etiske problemstillinger, skildret i spændende gevandter med spektakulær realisme. Med en alvor, som i modsætning til de sidste fra Goddards hånd mere har en munding i mol og ganske dyster frem for en nuttet udgang med happy end og ris over brudeparret.

LÆS OGSÅGoddard bruger for mange sider på ingenting

Så spænd sikkerhedsbæltet, kvit nattesøvnen og regn ikke med, at godhedens lykkelige katapultsæde fungerer!

FACEBOOKBliv ven med Politiken