På dødslejet opløses ikke blot immunforsvaret, men også den kritiske sans.

Derfor ender mange ellers tænksomme mennesker med at give efter for religiøs sentimentalitet og bukker under for følelsernes forvirring.

Præster har altid haft en joker i ærmet, som de kan smide på bordet til allersidst: Vi ved alle, vi skal dø, men ingen ved, hvad der sker derefter - og religionerne tilbyder oven i købet en rituel afskedsceremoni.

Den eksistentielle grundtvivl er alle kirkers trumf. Man må jo hellere være på den sikre side af Perleporten, ikke?

Den sidste bastion
Heldigvis udløser dysten med døden også en sjælden grad af klarhed hos enkelte; dem, der er stærke nok i fornuften. Den britiskamerikanske essayist Christopher Hitchens, der døde sidste år af spiserørskræft, har posthumt fået udgivet en serie berusende livsbekræftende tekster om sin kamp mod kroppens nedbrydning.

Essaysamlingen 'Mortality' er et forførende, velskrevet og sjældent afklaret dødsskrift, der hylder livet før hjertestoppet. Bogen er et ekvilibristisk værk, der i sagens natur ikke fuldendes, men alligevel forløses som et galgenhumoristisk afskedsbrev, der ikke vil formulde foreløbig.

LÆS OGSÅVerdens førende Rasmus Modsat var hudløst ærlig

Christopher Hitchens, der blev verdenskendt for sin ætsende polemik mod alskens hellige og fundamentalistiske prædikanter, udkæmpede sit måske vigtigste slag til allersidst - med sit eget liv som indsats i det, han kalder for 'Tumorville'.

Han brugte sine sidste kræfter, udmarvet af kræft, til at konfrontere forestillingen om, at religiøsitet kan lindre smerte og give sjælefred. Som en kamptrænet krigskorrespondent fra dødsfronten beretter han tilbage til os levende, at forstanden er vores sidste håb.

Hitchens beskriver, hvordan han lod sig bruge som forsøgsdyr i et genetisk dna-forskningsprojekt, som næppe ville have kunnet reddet ham selv, men måske andre efter ham med tilsvarende kræftformer - men som symbolsk blev bremset af det formørkede forbud mod stamcelleforskning i USA, hvor han boede.

I konkret forstand bliver troen dermed, i form af den religiøst motiverede modstand mod fri og uhildet videnskab, en årsag til døden og netop ikke genopstandelse.

Med det sidste åndedræt
Udgivelsen af 'Mortality', som består af essays, som Hitchens fik trykt i magasinet Vanity Fair, er på bizar vis et vidnesbyrd om, at han rent faktisk lykkedes med at ytre sig kompromisløst til det sidste.

Næsten kvalt i sit eget slim og frarøvet sin bralrende røst, skriver Hitchens: »Hvad håber jeg på? Hvis ikke en kur, så en pause i sygdommen. Og hvad ønsker jeg mig tilbage? I den smukkeste forening af sprogets to enkleste ord: freedom of speech«.

LÆS OGSÅSump. Vesten kan ikke løbe fra ansvaret i Irak

På selve dagen, da det stod klart, at han havde fremskreden cancer, mandede Hitchens sig fandenivoldsk op efter et hurtigt hospitalsbesøg og gennemførte aftenens to arrangementer: først som gæst hos Jon Stewart i 'The Daily Show' og dernæst i en forfattersamtale med vennen og åndsfællen Salman Rushdie.

Før hver seance måtte han ud for at brække sig.

Gennem en imponerende skribentkarriere kastede han sig ind i alle verbale slagsmål, han overhovedet kunne komme i nærheden af, og helst mod de mest magtfulde.

I bogen ærgrer Hitchens sig dybt over ikke at få lov til at skrive nekrologerne over to af hans største fjender, som altså nu endte med at overleve ham: USA's tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, som Hitchens hudflettede som en krigsforbryder, og Joseph Ratzinger alias pave Benedikt XVI.

Hitchens frygtede mest af alt at ende sine dage som en ydmyget og rablende tosse, der i et anfald af irrationalitet skulle begynde at ytre religiøse besværgelser. At hjernen ville bryde sammen før kroppen, og han pludselig skulle begynde at vrøvle løs om Gud, Fanden og hans pumpestok.

Skræmmeeksemplet er den tyske filosof Friedrich Nietzsche, som angiveligt fik syfilis under sit allerførste samleje - og sidenhen måtte kæmpe med tiltagende sindssyge og mareridtsforestillinger. Sammenligningen er ikke en, han selv har fundet på, skønt han virker smigret.

Guddommelig gengældelse
Nietzsches modstandere har gennem tiderne forsøgt at afskrive de ateistiske tanker som en gal mands værk.

På samme måde oplevede Hitchens, at kristne prædikanter ihærdigt arbejdede på at portrættere ham som en sindsforvirret idiot, der skrev bestselleren 'God is Not Great' under vilde hallucinationer. De mest hadske korsriddere frydede sig ligefrem over, at han havde fået kræft i halsen som en guddommelig dødsstraf for blasfemiske ytringer.

Videnskaben vil vide, at Hitchens' daglige cocktail af cigaretter og et voldsomt og livsfortærende sprutindtag - altid Johnnie Walker Black Label, fordi det er den bedste whiskey, der kan købes i alle de konfliktzoner, som han livet igennem opsøgte som skribent og reporter - er en mere ædruelig årsag til spiserørskræft.

Hitchens beviser i 'Mortality', at han formåede at holde hovedet klart til det allersidste - trods tømmermænd og evig skrivekløe.

LÆS OGSÅFri os fra det guddommelige

Hitchens, der blev 62 år, formår at trumfe kirkernes djævelske joker. Han slutter i en note i bogens skitseagtige slutkapitel med et typisk svirp: »Hvis jeg konverterer, er det, fordi det er bedre, at en troende dør, end at en ateist gør det«.

Kristne og andre troende har store biblioteker af bøger, der kan gives i forbindelse med skelsættende livsbegivenheder, såsom børnebibler til barnedåb. Ateister og fritænkere har færre værker at vælge imellem.

Hitchens 'Mortality' er et fremragende bud på en gavebog til fortvivlede mennesker, der bekæmpes af smerte og sygdom, og som har brug for at blive styrket i fornuften.

Køb den, læs den - inden oversættelsen - og giv den væk til en, du holder af, inden det er for sent.