Det er en lidt kompliceret digtsamling, Lone Hørslev Rasmussen (f. 1974) debuterer med. 'TAK', som den hedder, tager sig umiddelbart ud som en debut helt efter bogen: Knap fyrre digte af cirka en sides længde, fordelt i fem afsnit, med kærligheden som dominerende tema og et 'jeg' som digterens foretrukne talerør. Men digtene er dristigere og mere usædvanlige end denne nødtørftige beskrivelse lader ane. Tematikken er sammensat, ofte også i det enkelte digt: Døden, erotikken og erindringen griber ind i hinanden. Optikken flimrer mellem en distancerende, let ironi, en slags iscenesat følelsesforskrækkelse, og så en diskret understrøm af sorg og smerte. Rytmisk er der god fremdrift i Hørslevs vers; det skyldes blandt andet de dynamiske liniebrud, som kontrasterer korte og længere vers, og som giver et fint skævt modspil til den ligefremme, mundtligt prægede syntaks.