Lyt til artiklen
Under læsningen af Josefine Klougarts ’Om mørke’ greb jeg mig selv i at sidde og stryge desperat forelsket hen over siderne med fingerspidserne, at kærtegne dem, som var de hud.
Både siderne med ord og de indsatte gråhvide ark, som er forfatterens egen fotografiske kunst og ligner stof, der foldes, marmor, skraveringer, krakeleringer, regn, nuancer af gråt, lyse negativer, for nu at beskrive dem med nogle af de ord, som også findes i teksten.
