Et fast indslag i offentligheden har i en årrække været kravet fra selvbestaltede historiske standretter om bodsgang og syndsbekendelser.

Bekendelser, fra gamle venstrefløjsfolk for deres uhyggelige, men også outrerede holdninger til demokrati og parlamentarisme tilbage i 1970’erne.

Set i det lys er det interessant, at Jens Christian Grøndahl nu stiller op og tilfredsstiller efterspørgslen på undskyldninger på baggrund af et synspunkt, der fortsat nyder stor opbakning især på højrefløjen, nemlig at det var rigtigt at invadere Irak med det formål at indføre demokrati i landet.

Det mente Grøndahl for fire år siden, som en af de eneste danske forfattere, og det beklager han nu både i interview og i sin nye essaysamling med titlen ’Tre skridt tilbage’. Tabet af menneskeliv har været alt for stort, besættelsesmagternes tilsidesættelse af krigskonventionerne kan ikke forsvares, og udsigterne for landet ligger så uendelig langt fra de fremtidsperspektiver, der blev tegnet før krigen.

Toleddet forklaring
Det er altså i anledning af et selvpålagt forklaringsproblem, at Grøndahl træder ikke bare ét, men hele tre skridt tilbage for at forstå, hvad der egentlig skete. For fire år siden udtalte han sig »med hovedet i fuld vigør, begravet i en tågedannelse af generaliserende forestillinger om demokratiet«, fortæller han. Nu forsøger han i tre interessante og velskrevne essays at opløse og analysere denne skytåge af forestillinger.

Miseren giver en god essayistisk situation, hvor forfatteren på en gang er involveret og på afstand af sig selv. Grøndahl gav sit besyv til Irak-invasionen, men er nu ikke i stand til at sige præcis, hvorfor han købte »sangen om at demokratisere Mellemøsten med magt«. Men han forsøger det, og det er netop hvad essaygenren går ud på.

Grøndahls forklaring på, hvorfor han tog fejl – og lad os medgive, at det var dét, han gjorde – er toleddet. Det første led er udviklingspsykologisk og baserer sig på tanken om, at ungdommens skråsikkerhed forgår med alderen. Det led er knap så interessant som det andet, der går ud på at analysere den tid, hvori Grøndahls grundlæggende politiske synspunkter blev støbt, nemlig i tiden omkring Murens og Jerntæppets fald, hvor demokratitanken vejrede morgenluft, og Europa som begreb blev et fashionabelt samlingspunkt for intellektuelle og andet godtfolk.

Den ærlige fejltagelse
Grøndahl tegner et fint stemningsbillede af denne historiske situation, som endnu er så tæt på, at den for mange ikke er historie endnu. På afstand ser han, hvordan den stærke opstemthed affødte en ny naivitet i forhold til demokratiets udbredelsesmuligheder – og et nyt snæversyn i forhold til verden uden for Europa, hvor historiske kræfter trak i helt andre retninger. Det var dér, den skytåge af forestillinger dannede sig, som førte til Grøndahls velsignelse af Irakkrigen.

Stemningsbilledet, som Grøndahl tegner, er med til at give essaysamlingen en relevans, der rækker langt ud over den personlige selvransagelse. Det lægger op til nøjere revision af en hel række af synspunkter, som Grøndahl deler med mange generationsfæller, og som de fik grundlagt i tiden omkring 1989. Denne generation udgør ikke nogen ringe magtfaktor i verden af i dag, og alene af den grund må man håbe på, at Grøndahls nye essaysamling vil blive læst og vække til eftertanke.

Man kan endvidere håbe på, at ’Tre skridt tilbage’ vil føre til en genopdagelse af en kategori, som har fristet en kummerlig tilværelse i den danske debat: den ærlige fejltagelse.

En god gerning
Der er en lang tradition for, at intellektuelle tager fejl og ender med at have historien imod sig i stort og småt. Det er vilkåret for dem, der giver deres mening til kende om aktuelle begivenheder.

Men i stedet for altid at tilskrive deres fejltrin enten dumhed, uærlighed eller opportunisme – de tre kategorier, som man oftest tyr til – kunne man så ikke forsøge at holde den mulighed åben, at der kunne være tale om noget så banalt som en ærlig fejltagelse?

Hvis Grøndahls beklagelse kunne skabe opmærksomhed om den simple kendsgerning, at den ærlige fejltagelse findes, ville den gøre en vældig god gerning for det danske debatklima.