Hvordan vækker man en total junkie, som ligger halvt i koma? Nytter det, at kæresten hvisker ham i øret, at hun elsker ham, og at han skal vågne? Nejnej: »Fortæl ham at du har coke og amfetamin og noget andet lort, og at hvis han ikke snart vågner, så får han ikke noget af det«.

Det er Steso, der ligger lig. Og det er hans ven Svend, der her belærer Stesos kæreste. Men da hun får et grineanfald, udfører han selv operationen og »giver sig til at hviske til Steso om, at William S. Burroughs har ringet og lagt en besked i baren om, at han har ribbet et farmaceutisk centrallager i Mexico, og han håber Steso snart kommer over og besøger ham, så de kan gøre vigtige ting sammen«.

Steso, med det borgerlige navn Thomas, vågner. Denne gang. Men i en alder af 29 tager han den afsluttende overdosis, forældrene finder ham i lotusstilling med kanylen ud af underarmen, sikre tegn på rigor mortis og åbne, opadvendte håndflader.

Vi skriver 1994 og er nået til tredje og sidste del af Jacob Ejersbos imponerende gruppe-, narko- og Aalborgroman. Den del, hvor alle trådene samles omkring Stesos begravelse. Da han ligger i sin etværelses og præsten allerede er godt i gang, kommer Maria alt for sent op ad kirkegulvet med en vældig krans, der har guldskrift på silkebåndene: God tur, Steso. Kærligst Maria, Hossein og David.

---

Hossein er iransk flygtning, krigsveteran, lånehaj og lejlighedsvis narkokurer; han går med revolver, og bruger den; og så taler han et pragtfuldt perkerdansk (»... er der ingenting hjerne inde i din hoved?«). Maria er i romanens første del pusherfrau, også kaldet narkotæve, for pusheren Asger. Men Maria går ud af romanen som frue til Hossein, og sammen har de fået lille David.

Der er håb for Maria, hvilket ikke kan siges om så særligt mange i 'Nordkraft', uanset om de nu er dørmænd, civilbetjente, rockere, kontroljunkier, pushere, dealere eller for den sags skyld tandlæger, indretningsarkitekter, rækkehusbeboere eller gode gamle lsd-vrag og hippier af forældregenerationen.

Velkommen til Helvede, der købes billetter på Café 1000Fryd, sex og stoffer sælges ved udgangen, skorstenene på Nordkraft oser over forlystelserne, og fortiden indhenter selv de stærkeste. Om det så er de to aggressive rottweilere, Tjalfe og Tripper (ikke narko-, men junkiehunde), så ender de med skud for panden.

For resten er der også døde grise med, vi lever jo i et land fyldt med svin: Asger, pusheren, øver sig i at tatovere en død pattegris, idet han tænker på at udvikle sin karriere. Men det lugter ikke så godt efter nogle dage med sådan en farvestrålende flæskesteg på spisebordet; og Asger tager idéen om tatovørvirksomhed lidt op til nyvurdering, da en rocker giver ham den faktuelle oplysning, at hvis han bevæger sig ind på tatoveringsmarkedet, får han knæskallen knust.

---

Første del af 'Nordkraft' - Junkiehunde - er jegfortalt af Maria. Anden del - Broen - har den hjemvendte sømand Allan som jegfortæller, mens tredje del er overladt til en mere olympisk stemme.

Jakob Ejersbo har en ubesværet, medrivende fortællestil, som tillader ham at gå ind og ud af køn og kroppe, at sætte scener op i nervepirrende dramatik og at forløse diskussioner i tænksomme pointer, som for resten navnlig leveres af vor ven Steso, som stjæler alt, hvad stjæles kan, men også er miljøets vilde vismand, en forsker i blandingsmisbrug, en trækkerdreng af nærmest aristokratisk tilsnit.

Steso har læst litteraturen og taget stilling: »Du er klar over, at Kerouac var en psykopat, der slog sig på beat og alkohol og åndelig tåge, fordi han var for ANGST til at klare skærene som småborger? Og Burroughs er blot endnu en amerikansk mytoman, som prøver at fremføre sine tvangstanker med intellektuel europæisk finesse?«.

Ejersbo er sig sin litterære familie bevidst og lægger ligefrem titlerne frem på siderne. James Lee Burke er ikke glemt. Hvad der til gengæld er glemt her og der, er begrænsningens kunst. Selv om samtlige 423 sider faktisk er spændstigt underholdende, så er der for mange scener, som ligner hinanden. Kill your darlings ville jeg sige, og skære 50-100 sider ud.

Men det korte af det lange er ikke desto mindre, at 'Nordkraft' er skrevet med et sådant greb om skriften, at den kan komme til at stå som 2000-årenes 'Hærværk' (der jo for resten også er for lang).

---

Det er ingen hyldest til narkomiljøet, Jakob Ejersbo har skrevet, det kan man roligt sige. Men det er heller ikke et opgør med miljøet. Romanen er så medrivende og sært opmuntrende, fordi den finder sproglig opfindsomhed og fandenivoldsk overlevelseskraft frem helt nede ved eksistensens nulpunkter.

Og 'Nordkraft' har varme tilovers også for forældrene, som sad dér med deres røgelse og urtete og blomsterkærlighed og slet ikke var fremmede for at ryge en bønne. Særlig sjov er Marias far, et hallucineret lsd-vrag, som hjælper datteren gennem en kold tyrker ved at tage hende med til en gang natgolf: Man stiller sig op i mulm og mørke med en kølle, en stor pose kugler og udsigt til et dejligt oplyst drivhus, som man skyder til måls efter. Klir glasgård, fascinerende sportsgren.

Unge, gamle, fordærvede og forhåbningsfulde: De er mennesker alle sammen, og hvert menneske bærer i sig menneskehedens fulde muligheder. Selv Steso.