'Fire dage i marts' føjer sig til som en af Jens Christian Grøndahls bedste bøger.

Ingrid Dreyer er i Stockholm på forretningsrejse, da hun bliver ringet op fra Station City i København.

Hendes 14-årige søn er anholdt for grov vold mod en indvandrerdreng. Hvad gør man? Ingrid haster hjem, mens farfar tager hånd om sønnen.

På vej i toget har hun god tid til at lade sit liv passere revy.

Hvor gik det galt? Har hun været en dårlig mor – og moderskabet rent ud en skuffelse? Hendes kontakt med den mutte teenagesøn, der har gang i alt muligt rod, er ikke så tæt, som hun ønsker.

Iturevne forhold
Jens Christian Grøndahl udvider denne gang sin analyse af kærlighedens vilkår og erindringens stadige overlejring af nutiden med en undersøgelse af forældreskabet.

Med sit indlevede kvindeportræt føjer romanen ’Fire dage i marts’ sig til forfatterskabets bedste bøger.

Den 48-årige arkitekt Ingrid forlod otte år tidligere sin mand Anders, da hun traf en anden, gift og ældre mand, hvis hemmelige elskerinde hun har været siden da.

Hun ville have rene linjer på sin egen bane, og det er hun ikke den eneste, der har villet.

Romanen skildrer en lang række iturevne forhold og lige så mange svigtede børn.

Smertepunktet
Den rejser indirekte spørgsmålet om, hvor meget man som voksent menneske og forælder kan forfølge sine egne mål uden at skade sine børn.

Det er smertepunktet, romanen kredser om.

Noget entydigt svar giver romanen ikke. Men alle er på hver sin måde ofre for den familiedannelse, der fremstår som mere eller mindre umulig.

Et levn fra gamle dage eller en damebladsidyl – vi har bare ikke fundet ud af at erstatte den med noget andet.

Mormoderen Ada forlod i sin tid sin kedelige advokatmand og den nordjyske tilværelse for at slå sig løs i København som forfatter.

Hendes datter Berthe blev anbragt på kostskole med en livslang ulykkelig kærlighed til sin mor som resultat.

Hemmeligt barn
Den gamle Ada er skildret som en karikatur af Karen Blixen – Adas storhedstid i 1950’erne varede kun kort, men manererne har hun opretholdt.

Berthes selvrealiseringsprojekt udspiller sig en generation senere, da hun opdager, at hendes mand, litteraturkritikeren Norman Dreyer, har et hemmeligholdt barn.

Så hun damper af og lever det søde liv i Rom.

Hendes datter Ingrid går rundt som en fremmed og for sig selv i Helsingør-huset hos sin far, som hun ikke kan få sig selv til at kalde andet end Norman Dreyer. Hun vænner sig til at være alene, ensom.

Gentaget mønster
Som midaldrende og under indtryk af sin halvkriminelle søn, der er uden for hendes rækkevidde, må Ingrid spørge sig selv, om hun har gentaget sin mors og mormors selvoptagede mønster.

Selv om hun lagde ud med at ville noget andet – som et godt barn af dårlige forældre.

På den anden side har vi så de opofrende forældre.

Dem, hvor børnene behandles som prinser og prinsesser.

De benhårde vilkår
Eksmanden Anders nærmest fedter for sin søn, synes Ingrid. Og på telefonsvareren i hans nye familie i Stockholm nævnes børnene først.

Det er jo dem, forældrene bor hos »som en lykkelig barndoms opvartende kustoder«. Curling-forældrene og deres »rørstrømske og selvbefamlende knælen for det lille menneskebarns ukrænkelige, nuttede suverænitet« spiddes lige så meget som de hensynsløse voksne, hvor børnene er tilovers, når forældrene med et snuptag river en familie ned og hensætter børnene i en vrede og forurettelse, der aldrig forlader dem.

Sådan fremstår forældreskabets benhårde vilkår.

Røntgenblik
Grøndahl har et røntgenblik på sine personer, som han giver liv i de fire martsdage, romanen strækker sig over, og i de lange erindringspassager, der tilføres stemning fra billeder af Rom, Nordjylland, Helsingør og København.

Hans elegante og besnærende stil er ofte betegnet med ord som ’døsig melankoli’.

Besnærende er den, men der er intet døsigt over stilen, intet bedøvet over den selvransagelse, han lader sin hovedperson gennemgå.

Eminent
Den stofmættede roman er fuld af træfsikre formuleringer og knivskarpe, urovækkende iagttagelser af moderne familieliv og den sårbare forældre-barn-relation.

Af elskerinderollen, og oplevelsen af alder som en erkendelse af, at den bedste tid har været der.

Med portrættet af Ingrid Dreyer og hendes kvaler som både mor og datter kombinerer Jens Christian Grøndahl sin eminente stemningskunst med et yderst vedkommende og nutidigt konfliktstof.