Kong Christian den Anden havde en viv, han havde en hustru, der hed Elisabeth. Dorrit Willumsens nye, forrygende roman har en stærk, gennemarbejdet historie. 'Bruden fra Gent' er prydet med et portræt af Elisabeth, og hvor ser hun sart ud, men også tålmodig og afventende.

Og det sidste får hun god brug for, for den danske konge ville meget hellere have haft hendes smukke storesøster. Og ikke nok med det, han vil også meget hellere beholde den elskerinde, Dyveke, som allerede er ham så dyrebar.

Elisabeth får det ikke nemt. Det trækker også fra, at hun er et barn på fjorten år, da hun ankommer søsyg til Danmark. Hun er en temmelig skrøbelig kvinde, og det bliver ikke bedre, da hun senere bliver gravid med kongens barn. Der bliver talt om, hvor smal og bleg hun er: »Hun er så sart som en sjælden blomst«. »En hvid blomst, der hænger med hovedet«.

Elisabeth har adskillige odds imod sig, da hun kastes ud i de langvarige og tunge magtkampe, som de europæiske kongehuse ofte har mæsket sig i. Optakten giver i koncentrat, hvilke kræfter hun er oppe imod.

---

Romanen har en mageløst vittig og næsten glubsk start, der viser Dorrit Willumsen for fulde omdrejninger med hendes forheksede sans for luksus og overdådighed og pragt. Skønhed og ynde er Dorrit Willumsen-temaer, her opløftet til en brusende herlighed, der samtidig er en lille smule fordærvet.

Samtidig kan læseren se, hvilken rolle Elisabeth er tiltænkt i kongehusenes kabale og farfaren, kejser Maximilians plan. Lige så tilsyneladende sart Elisabeth er, lige så vellystigt går Maximilian i ét med magtens væsen.

Det er Maximilian, der har haft 1.500 mynder »ligesom han husker de kvinder, han har holdt fast eller skubbet fra sig«. Han er en pragtfuld kyniker, en mand, som det er værd både at elske og hade.

Maximilian har engang elsket Rosina: »Han var 18 år og så forelsket, som han aldrig skulle blive igen. Men der var ingen penge i Rosina. Hun var bare en hofdame af kød og blod«.

Det er godt nok synd for Maximilian, men det er heller ikke værst at modtage et brev fra kusinen, der tigger ham om at redde sig, for hun er belejret af bejlere, der både er brutale, blodtørstige og alt for gamle. Maximilian ved, at han har noget at byde på, for han har strålende, blonde lokker. »Selv når han svedte, lignede han en engel«.

---

Det er kosteligt beskrevet af Dorrit Willumsen og er ren udlevering af den mandlige magtvilje. Maximilian er på én gang beregnende og åben i sit forhold til kvinderne, men der er selvfølgelig andre måder at gå til forholdet mellem kønnene på. Nogle mænd går den blide vej til damerne, mens kvinderne omvendt må lære sig den politiske kærlighed.

Og det kommer hun til, Elisabeth, både at fatte den ene og den anden slags kærlighed. Hun ender med at elske sin mand, og hun kommer også til at forsvare ham ude i Europa, da de er blevet drevet i landflygtighed. Hun fører sig frem som en dronning, veltalende og værdig, men bagefter ved hun, at det har været nytteløst.

En rådsherre siger endda ligeud, at hun er dygtig, men ikke klog. For ude i Europa ønsker de ikke at genindsætte kong Christian som regent. Willumsen har meget sprog for den underliggende træthed og udmattelse hos Elisabeth.

---

Romanen skal læses for sin malstrøm af følelser, sin malende elegance, men også for sin benhårde nøgternhed. Og den ene sætning til slut, som sammenfatter hele romanen. Bare én sætning, læs den!

Dorrit Willumsen har før taget historiske personer og aftvunget dem nutidig betydning og relevans, som det bl.a. er sket i portrættet af 'Marie', om Madame Tussauds liv, eller i 'Bang', om forfatteren Herman Bang, og nu også i 'Bruden fra Gent'.

Ikke mindst romanen om Herman Bang deler tema med dagens bog: Blandingen af både sarthed og dygtighed. 'Bang' rummer lysende sætninger, mens 'Bruden fra Gent' har en synlig, dramatisk historie.

Man skal stå tidligt op, for eksempel en dag i 1514, hvis man vil udøve det gamle erhverv som hustru.