Kong Christian den Anden havde en viv, han havde en hustru, der hed Elisabeth. Dorrit Willumsens nye, forrygende roman har en stærk, gennemarbejdet historie. 'Bruden fra Gent' er prydet med et portræt af Elisabeth, og hvor ser hun sart ud, men også tålmodig og afventende. Og det sidste får hun god brug for, for den danske konge ville meget hellere have haft hendes smukke storesøster. Og ikke nok med det, han vil også meget hellere beholde den elskerinde, Dyveke, som allerede er ham så dyrebar. Elisabeth får det ikke nemt. Det trækker også fra, at hun er et barn på fjorten år, da hun ankommer søsyg til Danmark. Hun er en temmelig skrøbelig kvinde, og det bliver ikke bedre, da hun senere bliver gravid med kongens barn. Der bliver talt om, hvor smal og bleg hun er: »Hun er så sart som en sjælden blomst«. »En hvid blomst, der hænger med hovedet«. Elisabeth har adskillige odds imod sig, da hun kastes ud i de langvarige og tunge magtkampe, som de europæiske kongehuse ofte har mæsket sig i. Optakten giver i koncentrat, hvilke kræfter hun er oppe imod.