Spørgsmålet, hvorfor læse Klaus Rifbjergs ’Amagerdigte’, lader sig foreløbig let besvare.

Det skal man, fordi alle mennesker har et barndommens amager, eller hvad Johannes V. Jensens kaldte »min sjæls ø«, og en stærk længsel efter at genopleve stedet, hvor den maksimale sanselighed mødtes med et topmål af følsomhed.

Hos Rifbjerg er fremstillingen så enkel, at den i 1965 kunne forarge som anti-poesi, men også få læsere, der ellers ikke anede, hvad digte skulle gøre godt for, til at se en mening med galskaben. Og det sidste kan den stadig, tror jeg.

Beatles og Sverige
Rifbjerg har tidligere udpeget både Beatles’ tekster fra begyndelsen af 60’erne og den såkaldte ’ny-enkelhed’ i svensk poesi som påvirkninger.

Ligesom den tidligere omtalte Jensen, der er en inspiration så mange steder i forfatterskabet, også kan spores i Amagerdigtenes broer, tobakslugt, hundrede egennavnes besnærende klange og længslen efter voksen uafhængighed.

I dag virker det kun endnu mere indlysende, at Amagerdigtene er et sådant bølgeskvulp mellem tresserpoppens Scylla og højpandethedens Charybdis.

Digtenes afdæmpede stemmeføring, den konkret sansede verden – havelåger, flyvemaskiner, river, broer – og de korte fortællende forløb ligner ikke så meget et ønske om at gokke den moderne verden oven i hovedet som et forsøg på at skaffe digtningen inden for den almindelige erfarings rækkevidde, uden at trivialisere den.

Derfor står ’Amagerdigte’ også i forhold til 60’ernes interesse for dokumentargenren. De knytter en tråd bagud til filmens neorealisme og en anden fremad til den nye bølge i fransk film. De foregriber Jørgen Leths sportsdigte og Dan Turèlls jazzede prosodi i ’Vangede billeder’ og gennem byen på kryds og tværs.

Og så har de et åndedræt hen ad den dagligsprogsnære amerikanske digtning i 50’erne og 60’erne, som Rifbjerg godt kan have snuset til, da han var derovre, uden ligefrem at have inhaleret.

Dobbeltperspektiv
Dertil kommer de indre linjer, der løber i bundter til og især fra Amagerdigtene.

Der er alle motiverne, hospitalet f.eks., med dets bløde gaze og skarpe instrumenter. Lågerne, bommene, portene, der markerer den bratte overgang mellem barn og voksen, mellem liv og død. Den allestedsnærværende, men dog som regel lidt fjerne krig, der genlyder i forfatterskabet som en svag brummen fra propelflyverne eller som rystelser i det underjordiske.

Kældre, vaskekældre, viktualiekældre med vandet stående »snogesort til æblehylderne«. Og så ikke mindst døden, der er på spil overalt, i de samme kældre, bag de samme hospitalsporte og i flyvemaskinernes snurrende melodi.

Mest nærliggende er det at fremhæve selve barndommen og rejsen tilbage til den, Rifbjergs navnkundige evne til tilsyneladende helt uden mellemværker at sanse det for evigt tabte og generobre sin sjæls ø. Også det er jo en gentagen proces i forfatterskabet, over ’Tak for turen’ (1975) til den detaljenære genopførelse af ’Huset’ (2000) på Ingolfs Allé.

I ’Amagerdigte’ sker det i glidende overgange mellem det voksne og det erindrede jeg. »Med misantropisk saglighed/ opsamlede jeg som barn/ døde fugle«, indleder voksenjeget. Hvorefter barnets jordstolte perspektiv åbner hele den mangfoldige kriblende og krablende verden for læseren. Også det uden mellemværker, uden fortrængninger.

Perspektivet er altså dobbelt, den voksne kunstner spejler sig i eller lærer af barnet. Det er imidlertid ikke hele historien, Rifbjerg mytologiserer nok barndommen, men det er ikke nogen romantisk myte. Barnet er ikke Gud.

Afbrydelse og afstand
At det guddommelige og religiøse spiller med, gør digtene i øvrigt ingen hemmelighed af. Der er hele den kristne jordfæstelse til og med genopstandelsen i kanariefugledigtet, der overtrumfes eller dubleres af digtets både saglige og salige naturdyrkelse: »Fuglen var levende igen/ på en ny og interessant måde«.

Der er også påskefrisen, de fem digte fra ’Palmesøndag’ til ’Anden påskedag’, hvor genopstandelsens under erstattes af et tændrør, der med liturgisk præcision skrues fast i forbrændingsmotoren.

For nylig har man talt om en religiøs længsel hos Johannes V. Jensen med sjælens ø som metaforisk sigtepunkt. Kan man tale om noget lignende i Rifbjergs ’Amagerdigte’?

Det kan man nok, men af en anden slags. Når det kommer til stykket, omfatter den nemlig ikke barndommens forjættede ø. Hverken lorteøen Amager, dvs. den prosaiske verden med dens skrotbunker og tømmerpladser, eller barnets lysfølsomme pupiller og ubegrænsede modtagelighed.

Der er grunde til at læse Rifbjergs ’Amagerdigte’, der ikke først og fremmest har med nostalgi og bittersød selvspejling at gøre. Den særlige digteriske erfaring – epifanien, som det hedder i en senere bogtitel – opstår i den bevidst markerede afstand mellem dengang og nu. Og i digterjegets afbrydelser og saglige noteringer.

Begge dele er selvfølgelig et paradoks. At fjerne sig for at komme tættest muligt på; at afbryde for at knytte forbindelser. Men er det egentlig så mystisk, er det ikke præcis sådan, tingene fungerer? Når de altså fungerer.

Alting er til stede altid
I hvert fald er det lige så konkret som alt muligt andet i Amagerdigtene og gentaget så mange gange, at man til sidst ikke hører det. Det ligger i de utallige illusionsbrud, bedst som øen som ved et Guds eller naturens under er ved at stige op af havet.

Ingen behøver at være i tvivl, her skrives, og det skabte ligger dér, i det skrevne og ikke alle mulige andre steder: »Jeg vil gerne fortælle«, »har siden gerne villet sætte/ dette på papiret«, »Hvis jeg kunne/ ville jeg skrive en vals«, »Jeg har altid villet skrive/ om John Tranum«.

Det ligger desuden i de korte afrundinger, der sætter en parentes om det beskrevne, lukker døren i og fører os væk fra sjælens ønskeø: »Det har tit slået mig senere/ hvor meget af sin børnelærdom/ man fortrænger«. Eller med en salut på én gang fra aviskronikken, der optræder i digtet, og i et spring ud af digtet: ’Evigheden er her og nu’.

Endelig ligger det i perspektivet og i stiltonen. Digterjeget flyver hen over øen, i helikopter, i flyvemaskine. Han observerer, han er saglig. Og frem for alt: Han »bor et andet sted nu«.

Også det er, hvad Klaus Rifbjerg eller jeget i hans digte altid eller med korte mellemrum har gjort. Trukket sig tilbage for i sval distance til verden at blive ét med den. I tillid til, at den er der på tværs af tid og afstande, aldrig længere end en digtlinje væk. Her som et ekko syvogtyve år længere fremme i forfatterskabet, i digtet ’Vinden har lagt sig’:

Alting er til stede altid

selv om det ikke er der

synligt for øjet

eller inden for hørevidde

Også derfor skal man læse Klaus Rifbjergs ’Amagerdigte’.