Hvilke muligheder, det giver for en forfatter at operere med en hel egn som hovedperson, ved vi fra sydstatsforfatteren William Faulkner og hans fiktive Yoknapatawpha County.

På mere hjemlige kanter har vi Marie Bregendahl og hendes Sødalen. Og nu Ida Jessen med sit himmerlandske Hvium, ligeledes en noget bortgemt egn, hvis landskab, vejrlig og blandede miljø omslutter en række vidt forskellige mennesker, der indfanges midt i deres livs mest dramatiske perioder i hendes eminent sikre realisme.

I alle tre Hvium-romaner – ’Den der lyver’ (2001), ’Det første jeg tænker på’ (2006) og nu ’Børnene’ – ankommer en person udefra.

I den første er det lægen, der løber vild i det lille bysamfund og sig selv.

I den anden er det københavnerveninden, der kommer tæt på præstens sorg over at miste et lille barn, kørt over af en flugtbilist.

I den nye roman er det sundhedsplejersken Solvej, der indlogerer sig i et øde beliggende hus i skoven for at være nær den femårige Christiane, datteren, hun har afgivet til faderen, der har slået sig ned i Hvium med ny partner.

Straffen for utroskab
Eksmanden er ikke samarbejdsvillig. Solvej må tage straffen for sin utroskab. En affære, der begyndte som en leg – Solvej kunne ikke stå for, at den noget ældre mand var så vild med hende – endte med at rive hele hendes tilværelse ned.

Nu sidder hun alene i den mørke vinter i sit lejede hus og kæmper med at få brændeovnen til at virke, mens hun er ved at brænde op indvendig og sætningen »Hun var en mor, der havde svigtet sit barn« runger i hovedet på hende. Hendes egen mor siger: »At blive mor er at se sit barn før sig selv«.

Hvis skyld, sorg og tilgivelse var de eksistentielle størrelser i de to forrige oprivende roman, så er det svigtet, der er omdrejningspunktet i den ikke mindre intense ’Børnene’.

Folk i byen rykker tilbage fra den højspændte, nervøst lysende Solvej, der efterhånden er så dødtræt af at være spærret inde i sig selv, at hun lader den hjælpsomme nabo Søren trænge alt for langt ind i hendes liv.

Hvordan en blanding af begær og lede fører hende i armene på den bralrende Søren er overbevisende fremstillet, ligesom hun tilfører skildringen af elskerinderollen helt nye nuancer.

Forelskelsesforryktheden vises også i bipersonen Manne, som vi kender fra før – det var hende, der var flugtbilisten i forrige roman, og denne gang ses det tragiske forløb fra hendes synsvinkel.

Knivskarpe iagttagelser
Romanen samler således grundigt op på løse ender fra de to forrige. Ida Jessens blik er lige så knivskarpt som hendes sprog, ikke mindst når hun iagttager ægteskaberne.

Søren og hans noget enfoldige kone opfører et dominans-underkastelsesspil, og efter skilsmissen findyrker Britta offerrollen i en særegen nydelse af rollen som klient med en hærskare af professionelle hjælpere omkring sig.

Ragna, som vi husker som den elskovssyge kone fra Brogård i ’Den der lyver’, udgør også et umage par med Pauli. En eksplosion af et skænderi prikker hul på års opsparede frustrationer i et sammenbidt ægteskab.

Solvej falder derimod på plads i tilværelsen med en lettere distant mand, og datteren får hun også. Men da hun år efter forsøger at blande sig i den halvvoksne datters liv, er der lagt op til en konfrontation mellem mor og barn med modersvigtet som barnets ultimative anklage.

Har barnet ret? Datteren spiller sit trumfkort. »Jeg var så lille. Jeg forstod det ikke. Jeg troede, du ville passe på mig«.

Med denne tematik går bogen lige ind i den generationsdebat, Katrine Marie Guldagers noveller fra foråret, ’Nu er vi så her’, gav anledning til, og som også er omdrejningspunktet i Jens Christian Grøndahls 2008-roman, ’Fire dage i marts’.

Der er nok at diskutere i læsekredsene!

INTERVIEW »Hver generation har sine hundelorte«

Ida Jessen moraliserer ikke.

Som en ægte moderne realist fremstiller hun, og den klassiske form med at bruge skiftende synsvinkler tillader os at se alle personers grumsede motiver og komplekse følelser, både i besindelsens og eftertankens øjeblikke, og når de desperate befinder sig midt i orkanens øje.

Grundvilkår
Få kan som hun give liv til det enkelte menneskes morads af følelser og få dets mere eller mindre vildfarne retninger sat ind i både et konkret miljø og et eksistentielt perspektiv.

Det er en rig bog, Ida Jessen har skrevet som en – i hvert fald foreløbig – afslutning på sin Hvium-trilogi.

Den strækker sig over to årtier, fra 1992 til 2007.

Da er Ragna og Paulis Brogård blevet opkøbt og omdannet til moderne livsstilsproduktion med rapsolie, café og gårdbutik. Et udflugtsmål. Også for Christiane, der kommer med sit lille barn i barnevognen.

»Der vil altid være børn at passe på«, tænker Ragna ved synet af mor og barn.

Med konstateringen af dette grundvilkår klinger romanen ud.

Kan den nye generation gøre det bedre?, synes Ida Jessen at spørge.

Kunne skilsmissegenerationen have gjort det?