Lasse lander i Island og når bussen til Den Blå Lagune, nationens og masseturismens absolutte badevand 30 kilometer uden for Reykjavik og sådan set for ham bare en vandet mellemlanding, før han skal til bryllup inde i hovedstaden.

Her i verdens mindste storby møder Lasse snart en canadisk ungersvend, og han vil gerne have vor jegskrivende hovedperson med på en tur ud i det islandske blå i en stor bil sammen med fire forskellige piger, fra den sure stumme til hende, der så gerne vil have noget på den dumme.

Man splejser til lejen af den terrængående bil, og den galej skulle Lasse aldrig være hoppet på, thi det bliver en (be)kostelig forestilling med mange uoverskuelige og farlige komplikationer. Og sidespring, digressioner, essayistiske ind- og udskud om dette og hint hjemme i Danmark og oppe på øen, som engang var en dansk koloni.

Vi kommer til bryllup, og såmænd da også til vold og mord, vi taler jo om en knaldroman.

Sprænger alle genregrænser
Alt imens der sparkes røv både efter Lene Jespersens kringlede jura, Niels Lyngsøs nyromantiske lyriksyn og Kasper Bech Holtens 'musicalske' planer for det nye operahus.

Jo, nok er vi på en pikaresk romantur, men med 'Smukke biler efter krigen' sprænger Lars Frost atter og flerstemmigt alle genregrænser og går på tværsnit med sin turbulente og dog elegante prosa tilbage til det, man engang kaldte for den muntre modernisme, James Joyce, Gertrude Stein, Michel Butor og den diffust fabulerende dengang nye franske roman i 1950'erne.

Det er mageløst godt gået, det her. Lasse er en sørgmunter moralist af den finurlige type, den raffinerede fægter uden maske, uden dup på spidsen og med modets kokarde over for det politisk korrekte i småtingsafdelingen.

Vor mand er en outsider, en sørgmunter og malplaceret antihelt, ramt af kvalme over århundredets hurrahurtige vittighedssyge om at være på og være smart. En vemodig bjergvandrer, som aldrig er kommet sig over tabet af den elskede Sigrid, og dog alligevel tager for sig af retterne med hensyn til andre kvinder. Ja, sågar gerne drikke bajere med Sigrids kriminelle og lommefilosofiske bror Thor, mens han undrer sig over, hvem mon der kysser hende nu.

Energisk episk drift
Umiddelbart kunne læseren tro at 'Smukke biler efter krigen' er endnu en postmoderne løsagtighed, hvor romanen såmænd slutter med begyndelsen, førnutid og før Island. Rejsen er visuel og filmisk tænkt og fortalt både i detaljen og som litterær 'roadmovie'.

Men Lars Frosts force er netop hans energisk episke drift mod at fortælle en rigtig god historie, også om det moderne Island, nutidigt stedt mellem at være en norrøn bananrepublik og en stolt saganation.

Stædigt pumpet op på en indædt protest mod tidens dybe overfladiskhed i et flow af en dialektisk diskussion af demokratiets lallende flirt med pop og populisme, alt båret af et stædigt signalement af just denne åndsforladte udvendighed. Uden dog at kaste folkeligheden ud med det skidne badevand, uden at glide ind i en elitær elegi og nostalgi over forne seklers kunstneriske mæcenat.

Men før vi fortsætter med de dyre, alvorlige ord, så er Lars Frost frem for alt medrivende morsom og underholdende på den fede måde. 'Smukke biler efter krigen' er eksperimenternes glade og galdesyge karneval, skæg og ballade med brodne kar og klar holdning. Så dette bør blive Frosts folkelige gennembrud, om han nu kan lide det eller ej!