For to år siden udkom en bemærkelsesværdig norsk billedbog på dansk.

Alt ved ’Garmanns sommer’ er bemærkelsesværdigt. Stian Hole er en lavmælt og intens fortæller. Hans computerskabte billeder er overvældende og frygtindgydende.

Garmann er en stemning, som kommer ud over rampen med en sjælden kraft. Og Garmanns stemning står i bogens sidste ord: »Garmann er bange«.

Drengen er bange for livet, der begynder i morgen. Han er seks år og skal i skole. Det virker, som om han er ukendt med andre børn. Garmann er total nybegynder.

LÆS OGSÅ Norsk illustrator vinder læserhjerter

På bogens sidste opslag står der en ensom dreng og kigger ud ad vinduet med en pakket skoletaske og lidt legetøj inden for rækkevidde.

Det er svært ikke at blive berørt af ’Garmanns sommer’. Hvem har ikke prøvet at været bange? Nu kommer den næste historie om drengen fra Norge med det mærkelige navn.

Garmann er utryg
Med ’Garmanns gade’ dukker alle de små forbehold over for sommerbogen frem igen i lyset fra det computerskabte mismod.

Her i landet er vi bestemt ikke ubekendt med billedhistorier fra grænseegnene. Vi er leveringsdygtige i historier om aborter, drab og selvtægt.

Vi overtræder dagligt børnebogens konsensus om, at der altid skal være et lille håb tilbage. Men Hole er langt forbi dét punkt.

Han går lige til sagen med læresætninger som »livet er aldrig helt sikkert og trygt« eller »der er altid nogle regnestykker som ikke går op«.

Og han sætter trumf på med dette udsagn: »Det er ikke alle breve som kommer frem til dem som skal have dem«. Ikke sært at Garmann er utryg.

Hvor sommerbogen slap
’Garmanns gade’ åbner med et billede, der tager tråden op, hvor sommerbogen slap.

Garmann sidder på sengen, og livet er uden for vinduet. Hele hans kropssprog og nøglen om halsen fortæller det samme som ordene. Nedtur.

Drengen Roy fra fjerde har smidt hans løbesko op på telefonledningen. En sort kat går over vejen.

Og nu vil Roy have Garmann til at sætte ild til »Frimærkemandens« tørre græsplæne.

LÆS OGSÅ Pludselig sidste søndag

En udrykning senere bliver Garmann ven med den gamle mand, der ved noget om breve. Det er også to talnørder, som finder sammen. Og Elvis har en pæn birolle.

Nu er Garmann måske ikke så fysisk bange mere.

Han løb heller ikke sin vej for flammerne. Men i sin sjæl er han rædselsslagen. Det kan man se på billederne.

Garmann er født et sted, som børn ikke behøver at kende til. For det første, fordi de er børn. For det andet, fordi det sted ikke findes (for dem). Garmann bygger på et fundament af voksne erfaringer, usikkerhed og evigt ejes kun det tabte.

Mest til modne mænd i krise
Uanset hvor raffinerede Stian Holes nedstigninger til intetheden og photoshop end tager sig ud, så er det ikke for børn, når man slukker for lyset, før det er blevet tændt.

I virkeligheden er bøgerne om Garmann mest til modne mænd i krise eller en diskussionsaften i Søren Kierkegaard Selskabet.

Oppe i Norge opererer de også med et begreb, der hedder »allalderlitteratur«.

Det siger noget om billedbøgernes nye vingefang, at sådanne bøger kan udkomme. Og det siger vist også noget om børnebogens verden, når Garmann-bøgerne er så rigeligt belønnede med priser.

Hopper med strikhue
Stian Holes billedverden er bestemt mange besøg værd. Han er en digital Hopper med strikhue. Også han ejer evnen til at fryse en situation, tømme den for liv og fylde den med stemninger.

Til drengen Garmanns hoved har han nogle gange brugt 30 forskellige ’dele’, som han planker rundt omkring på nettet. Også fregnerne. Han finder dem én ad gangen.

Hvad er forskellen på Garmanns sorte livssyn og så Wolf Erlbruchs billedbog om ’And, Døden og Tulipanen’, der lover en afslutning uden nåde?

LÆS ANMELDELSE And, Døden og Tulipanen

Forskellen er, at hos Erlbruch bliver alle brevene bragt ud først.

Det er ikke nemt at skulle give hjerter til Garmann!