Hvad adskiller en graphic novel fra et godt gammeldags tegneseriealbum?

Et lidt spydigt svar kunne lyde: Den er tyk, i sort-hvid, og så sker der ikke en skid. Et svar, som ville passe på ganske mange graphic novels.

Det ville i særdeleshed passe godt på ’Livet er godt, hvis man kan holde det ud’ af den canadiske fortælletegner Seth med det borgerlige navn Gregory Gallant. Det er en billedroman i sort og hvidt og gråt i gråt.

Men i sådan en beskrivelse mangler nogle altafgørende elementer.

For det første udgør det sort-hvide i hænderne på en stor stilist et univers, der kan være lige så kulørt som nogen farvelade.

LÆS ANMELDELSE Wilson elsker kun sin hund (tre hjerter)

For det andet er den typiske sparsomhed på dramatiske begivenheder et udtryk for genrens svære ambition. Der er knaldromaner og ’rigtig’ litteratur. Sidstnævnte handler ikke sjældent nok så meget om sindstilstande, stemninger og psykologi.

At skabe en udadvendt visuel fortælling om mennesket på indersiden af sig selv er den drabelige ambition for mange graphic novels.

Jagt på den mystiske Kalo
Måske fordi genren er så ung, er den domineret af personlige rejser tilbage.

Fortællinger om barndom og ungdom. Her udgør den selvbiografiske ’Livet er godt, hvis man kan holde det ud’ en helt egen nørdet variant.

Hovedpersonen er en fattig canadisk tegneserietegner med altmodisch tøjstil. Han kan sin tegneseriehistorie fra A-Z, men en dag kommer han på sporet af den mystiske Kalo.

Et talent, som i 1951 ud af det blå dukkede op i prominente The New Yorker og forsvandt lige så pludseligt igen. Seths jagt på Kalo viser sig at føre ham tilbage til sin egen opvækst.

Nostalgiske sidespring
Billedromanen starter mildest talt i adstadigt tempo. Seth giver sig god tid til at anslå tonen i bogens seks kapitler, der oprindelig blev udgivet fortløbende i det canadiske tegneseriehæfte Palookaville i 1993-96.

LÆS ANMELDELSE Ungdom er en seksuelt overført sygdom (seks hjerter)

Stilen er nærmest en kombination af de gamle vittighedstegninger fra The New Yorker og Chester Goulds ’Dick Tracy’.

Forsiden  af 'Livet er godt, hvis man kan holde det ud'. Tegning: Seth Er man tegneserienørd, er bogen en guldgrube af nostalgiske sidespring. Der bliver flittigt rullet bedetæpper ud foran fordums blækhuse og The New Yorkers mange raffinerede vittighedstegnere i særdeleshed.

Det gråsprængte univers hylder verden, fra før den gik af lave. Dengang hvor sort og hvidt var stiligt og pangfarver udtryk for vulgaritet.

Umuliggjort af nostalgi
Bogens store bedrift er dybden i portrættet af en mand, der gradvist har vendt sin egen tid ryggen.

På sporet af tegnerens tabte tid går det op for ham, at han selv langsomt er blevet umuliggjort af nostalgi. Hvordan kan han elske i nuet, når han kun vil anerkende fortiden?

Han finder nutiden tarvelig.

Ikke værd at samle på. I modsætning til fortiden, der synes at bestå af lutter samlerobjekter. Det kærlige (hengivenheden over for fortidens ikoniske tegnetalenter) og det ukærlige (det stadig mere kritiske selvportræt) indgår efterhånden i en raffineret balance.

Med Radiserne og Tintin som trædesten udvikler fortællingen sig til et dybdegående portræt af nørdens psykologi og en original og nænsom fortælling om nostalgiens farer og tillokkelser.

LÆS ARTIKEL Jørn Riel-skrøner er blevet til tegneserie - på fransk

Der sker ganske rigtigt ikke så forfærdelig meget. Men det gør der altså på en måde alligevel. Helt uden Andeby, Rastapopoulos og grøn kryptonit.

Tegning:  Seth