Ufrihed og undertrykkelse kommer i mange forklædninger og er måske for alvorlig en sag til at spøge med i en tegneserie; men det gør danske serieskabere nu alligevel og med vekslende held.
Sortseere kunne sikkert også finde et tidens tegn i, at tre ny serier alle handler om kamp for friheden, selv om den kamp i grunden har været et grundmønster for fortællinger til alle tider.
Den unge danske tegner Anders Walter fik i 2006 en fin succes med første bind af sin rumfantasy om drengen Solas, der berøves sin familie og sit ene ben af verdensherskeren Nedal, og som derfor vokser op til hævn og frihedskamp. Albummet med det internationale touch blev kåret som Årets danske tegneserieudgivelse og er siden udkommet på fransk.
1:1 gengivelse
Nu følger det afsluttende bind 2 og en fantastisk ambitiøs bonusudgivelse: en kæmpe skitsebog med stor set 1:1-gengivelse af hans udkast og færdige arbejder til albummet i håb om »at underholde og afsløre hvilket kolossalt omfattende arbejde der ligger bag et tegneseriealbum« og at afspejle hans »glæde ved at fortælle og ikke mindst tegne en historie«. Kanonflot!
Er skitsebogen en luksusting for en snæver kreds af samlere og wannabe-tegnere, imponerer selve albummet dog også – ligesom forgængeren – ved effektfuld sidekomposition og lækker farvelægning. Figurtegningen – krigsveteranen, rappenskralden og det unge par over for den Kejser Ming-agtige tyran – forbliver velkendte typer snarere end individer, og mest original er et romantisk lille poweranimal, snart bevinget og snart pelsklædt frelser.
Med sit let lapsede art deco-anstrøg er ’Solas’ så flot udført, at stilen næste gang fortjener en fyldigere historie.
Anders Walter (tekst og tegning): Solas - bd. 2: Det stille angreb. Forlaget Fahrenheit, 72 sider i farver, indb., 99,50 kr. Anders Walter: Solas Sketchbook. Forlaget Fahrenheit. Kæmpeformat (37 x 46 cm) og farver, upagineret, indb. og i kartonæske, kun fremstillet i 200 nummererede og signerede eksemplarer, 1.199 kr. pr. stk.
Besættende
Jacob Rask Nielsen, som vandt Berlingskes seriekonkurrence for nogle år siden, søger den forenklede naivisme i sin mærkeligt fascinerende, sort-hvide fortælling om talløse hjernegnaskeres invasion i en verden, der ligner vores – og så en håndfuld menneskers flugt, altså ’Exodus’.
Tre bind er nu samlet til ét, og det forstærker virkningen af hans grovgrafik med figurer, der ligger et sted mellem Huskmitnavns persongalleri og salig Erik Ortvads absurdistiske vittighedstegninger.
På sin egen grovkornede måde nærmer Rask Nielsen sig den ny amerikanske seriegrafiks virkninger, med forstørrede eksplosionspiktogrammer på geometrisk mønstrede opart-baggrunde. Først enerverende. I længden besættende.
Jakob Rask Nielsen (tekst og tegning): Exodus. Den samlede udgave. Forlaget Tjubang, 240 sider s/hv, indb., 200 kr.
Samtidssatirisk hib
’Dimensionsdetektiven’ så dagens lys allerede i 1991, men fjerde bind er højaktuelt, for så vidt som det sætter af i en dimension nær vores: Pia K er blevet rigsforstander, Sussi og Leo er kongepar, foran Statens Museum For Kunst står der havenisser, og i Holbergs stol troner Bamse uden for Det Kgl., der i populariseringens navn har skiftet navn til Bio Stærekassen. Velkommen til Kitschdanmark!
’Solas 2’ imponerer ved effektfuld sidekomposition og lækker farvelægning
Den forvirrende fortsatte intrige om detektiven – Clement hedder han, eller rettere: ’de’, for der er en for hver dimension – og hans veninde(r) Pippi og deres kamp for at finde de hjemlige koordinater bringer dem denne gang også til ’Formand Søvndals’ DDR-lignende kommunistdimension med Operaen ombygget til statsfængsel under navnet Mærskenborg.
Fuld af samtidssatiriske hib er historien, der vistnok med sin enkle humoristiske streg vil vise os, hvor let vi kunne komme til at ændre vores verden til det værre. Bestræbelsen er sympatisk, resultatet stedvis morsomt.
Ole Comoll Christensen (tegning) og Niels Søndergaard (tekst): Dimensionsdetektiven bd. 4: Bunden af fjerde dimension. Forlaget Cobolt, 48 sider i farver, indb., 168 kr.
fortsæt med at læse
Ny tegneserie er et stilsikkert lille science fiction-eventyr
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.






























