Mandekrise. Sonnergaard kredser i sin nye roman igen om ydmygelse, vold og social deroute.
Foto: Miriam Dalsgaard

Mandekrise. Sonnergaard kredser i sin nye roman igen om ydmygelse, vold og social deroute.

Skønlitteratur

Jan Sonnergaard er tilbage med sæsonens sorteste manderoman

Den underholdende 'Frysende våde vejbaner' er særligt for den, der lever alene.

Skønlitteratur

Jan Sonnergaard har altid haft sans for den særlige storbyfølelse, som består af lige dele eufori og smerte. Som hovedpersonen Jesper selv siger i ’Frysende våde vejbaner’: »Der er jo altid en eller anden form for skønhed gemt i det forfærdelige«.

Det er der måske, men selv de mest hardcore 80’er-bohemer må sande, at man ikke kan immunisere sig over for verdenspresset, uanset hvor meget Lou Reed eller Patti Smith man har lyttet til i sin – lange – ungdom.

For Jesper kommer realitetschokket, da Henrik, engang hans bedste ven, pludselig dør i en alder af 48. De to har drukket og scoret sig gennem 80’erne og ind i 90’erne, de gik til koncerter, også den uforglemmelige med John Cale, de stjal rødvin i brugsen og levede livet som selvvalgte outsidere.

Den pludselige kærlighed

Nu er Henrik borte, og romanen begynder i kirken, da flokken af gamle venner, dresset op uden at kunne skjule forfaldet, står og stirrer ned i gulvet i en blanding af sorg og skam – og lede ved tanken om at skulle til småborgerligt gravøl hos Henriks forældre bagefter.

Dødsfaldet forstærker Jespers dårlige humør. I forvejen har han mistet jobbet på Posten, som ellers gav ham en fast indtægt, og han er led ved både den politiske udvikling og den måde, hans by bliver maltrakteret af metrobyggeri, gentrificering og dårlig arkitektur på.

Og nedturen fortsætter.

Når han befinder sig i sit »vomitarium« af en lejlighed, som man forstår ligger et eller andet sted på Ydre Nørrebro i København, stiller han bajerne op på en række og går i gang. Når han hører regnen piske mod ruden, lyder det »som musik, som pis på terrazzogulvet«.

Faktisk går det så skidt, at han målrettet overvejer, hvordan han bedst kan tage sit liv, og gift er nok det bedste.

Men så møder han fascinerende Julia, der er lige så rap i replikken, som hun virker glad for ham i sengen. Pludselig bliver byen igen smuk og besjælet. Han forelsker sig: »Det var som at være blevet løsladt eller at have fået omstødt en diagnose: Jeg havde fået lov at blive i live en smule længere«. På en luksustur til Basel, hvor Julia har et mystisk job, hun ikke vil fortælle nærmere om, og der heldigvis er kredit på Jespers MasterCard, kulminerer det hele.

Sorte mænd

Det ville ikke være Sonnergaard, hvis alt, eller bare det kvarte, var fryd og gammen, så det er det bestemt ikke. Pludselig drejer det sig meget konkret for Jesper om at anskaffe sig en pistol.

Sonnergaard kan gradbøje følelsen af at have det dårligt som få andre, men uanset om Jespers humør »er mere blåt end sort«, eller om det er kulsort, havner han aldrig i klynk eller selvsuttende patos:

»Det kan da godt være, at jeg har det ad helvede til, men jeg har da i det mindste ikke fængselstatoveringer langt op ad halsen (...) Det kan da godt være, at jeg er fordrukken, men jeg er da i det mindste ikke så opløst som ham sutten ovre i hjørnet. Og mine fortænder har jeg stadig«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Yngre feminister vil sikkert hade Sonnergaards nye roman, men den vil give mange mænd en oplevelse af at være blevet set. Ikke mindst dem, der i sin tid følte sig løftet af den energi, som udgik fra 80’ernes new wave, punk og feberhede poesi, og som via uddannelse oplevede sig i stand til at gennemskue samfundsspillet.

Magten former folk

Jesper fik sig ikke bugseret ind i familiens og parforholdets trygge rammer, men taber både i kærligheds- og joblotteriet. Men fortællingen om ham har også bud til dem, der ikke kun tabte. Måske bedst der, hvor den viser, hvordan samfundsudviklingen slår ind i en mand, som dybt inde stadig har sine idealer og udmærket er klar over, hvor skoen trykker forskellige steder i hans egen kyniske pragmatik.

Som for eksempel i forhold til ’luderløsningen’. Altså ofte at måtte købe sig til sex – det er ikke »’æstetisk’, og det ikke er god stil, og det ikke er blæret, men det er der så meget, der ikke er, og som vi gør det alligevel hver evig eneste dag«.

»Alkoholen kan være en fantastisk øjenåbner«, er overskriften på Jan Sonnergaards kronik i dagens Politiken.

Her fortæller og uddyber han om tankerne bag kronikken. Du kan læse kronikken her: Alkoholen kan være en fantastisk øjenåbner

Kilde: Politiken.tv

Et sted i romanen spørger Jesper: »Hvorfor bliver folk så nærige, når de har været i psykoanalyse?«. Hvis det lyder antifreudiansk, er det nok ikke helt forkert, og hvis man skal forstå Jespers fald mod bunden, kommer man ikke langt med den freudianisme, som hans nedtursbror i ånden, Ole Jastrau fra ’Hærværk’, blev formet af.

I Sonnergaards hårde bud på en cocktail, hvor ingredienserne er storby, alkohol, drift og desillusioneret (mandlig) introspektion, er det grundlæggende forskelle i magt og indflydelse, som former folk, selv om de måske nok i en periode kan bilde sig ind, at de er uafhængige og selvbefæstede sjæle.

Afviklingsroman

Men læs selv sæsonens sorteste, men faktisk også ret underholdende manderoman. For det kuldslåede portræt af midtvejsmanden, for de ætsende udfald mod Løkke Rasmussen, besøget på klinikken hos damen med gummihandskerne, festen hos de nærige nyrige, hvor man selv skal købe sine drinks, advokaten, der overskider sit lejede værelse, strabadserne for den, der vil købe en pistol uden at blive nakket af de lyssky sælgere, de to kommunale dyneløftere, der har fat i den forkerte mand, og hele det schweiziske intermezzo, der giver mindelser om Sonnergaards fortællinger om lir i udlandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Engang skrev man udviklingsromaner. Jan Sonnergaard har skrevet en afviklingsroman, som slår sin pointe fast helt ud i det slutspørgsmål, som runder romanen af. Om et blik på verden og en måde at ville leve på, som har lidt nederlag. Den kredser som debuten, ’Radiator’, der skrev litteraturhistorie i 1997, om ydmygelse, vold og social deroute.

Michael Strunge, som nævnes flere gange, ville folde drømmefanerne ud. Sonnergaard pakker dem helt væk, ja, afvikler helt utopien om, at kulturel kapital og sans for æstetik i længden er nok til at holde et menneske kørende. Uden kærlighed og fællesskab er det umuligt at holde sig oppe, uanset hvor meget man spiller alle de gamle plader.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce