Jimmy Corrigan er en af de mest ejendommelige og bemærkelsesværdige amerikanske tegneserier nogensinde.

Den er et billedfortællende mesterværk, der gennem parallelle og nogle gange tilsyneladende afvigende handlingsspor tegner et enestående, rigt portræt af den stærkt følelseshæmmede midaldrende mand Jimmy Corrigan.

Han er i fortællerens ord et menneskeligt vraggods, ord, han straks gengiver i en taleboble.

For Jimmy Corrigan er sådan en, man kan få til hvad som helst. Et menneske uden vilje.

En dag op til den store amerikanske familiehøjtid thanksgiving modtager han et brev med en flybillet fra sin far.

Den far han aldrig har mødt. Som også er den far, der egentlig helst var fri for at møde ham. Men hans steddatter, som Jimmy aldrig har hørt om, har opfordret ham, så …

Forældresvigt
I en parallelfortælling skildres Jimmys farfars barndom med hans helt utilregnelige far i Chicago i 1890’erne.

Dengang var faderen bygningsarbejder på den store verdensudstilling i 1893.

Men jo nærmere udstillingen kommer sin åbning, des mere går hjemmet i opløsning.

Drengens mor døde allerede i barselssengen, og den lille families verden bliver gradvis mindre, mens fattigdommen tærer, og faderen går i opløsning.

LÆS OGSÅ En original fortælling om nostalgiens farer (fire hjerter)

Og drengen mister sin sidste tillid til verden, da han bliver efterladt alene på toppen af en af verdensudstillingens pragtbygninger.

Men han overlevede også dette svigt. I den unge Jimmys fortælling er han næsten hundrede år gammel og forståeligt nok ikke verdens mest indtagende mand.

Borgerkrigens rædsler
Et spor i fortællingen er raceadskillelsen, der nok udlignes over generationerne, men netop lurer nedenunder som en konstant bevidsthed om historisk uretfærdighed og racisme.

Det bliver på den måde ikke bare en fortælling om nedarvede konflikter, men om noget så gammeldags som skæbne.

Det er borgerkrigens rædsler på slagmarken, der første gang bogstavelig talt lemlæster Corriganslægten.

Siden går ydmygelserne og svigtene i arv fra den ene uformående far til den næste.

Som navnet Corrigan antyder, er det op til sønnerne at korrigere fædrenes fejl. Men ingen aner hvordan.

Lige så ukendt land ’far’ er, lige så kendt er ’mor’. Jimmy taler med hende i telefonen hver dag. Eller forsøger i hvert fald at undgå det. Hendes omfavnelse er kvælende.

Tegneseriens  omslag. Hver gang en ung kvinde kommer inden for synsfeltet, forestiller Jimmy sig, hvordan livet ville løbe af stablen med hende.

Men her blander billedet af mor sig som regel. Og det giver ham kun grund til at frygte livet endnu mere.

LÆS ANMELDELSE Wilson elsker kun sin hund (tre hjerter)

Men stille og roligt, mens ulykkerne hober sig op omkring nutidens Jimmy Corrigan, samler sig efterhånden også en familie, der holder af ham.

Håbet dør i hvert fald ikke.

Chris Ware skildrer Jimmy Corrigans eksistentielle stilstand med mange små billeder, der antyder tidens gang.

Lyde fra skridt, nøgler eller numser kan ofte være det mest markante, der sker på en side, mens Jimmys plagede ansigt skriger til himlen i al sin inaktivitet.

Han er skadet på sjælen, men rig i fantasien.

Hans hjerne kører på højtryk, og det er herligt at se denne form for stream of consciousness i tegneseriestriber. Her kan nemlig fortælles meget mere på én gang end i en almindelig lineær ordroman.

LÆS ANMELDELSE Ungdom er en seksuelt overført sygdom (seks hjerter)

Flashback, drømme og parallelle virkelige handlinger afløser hinanden i en stærkt virkende psykologisk realisme. Her er symboler; ferskner, fugle, hjorte, vanddråber, sne og heste; klip-ud-figurer, videnskabelige beskrivelser og slægtsdiagrammer.

Besk humor
Fortælleren lægger ofte dramatiske handlingsbefordrende bindeord som ’men så’, ’således’ og ’og’ helt meningsløse steder blot for at udstille Jimmys manglende evne til at handle.

Chris Ware leger sig på denne måde gennem bogen med et væld af udtryksmidler, men holder det hele stramt styret i den gennemgående piktogramstil.

Den minder om noget, der er lånt fra sikkerhedsbrochuren i sædelommen i en flyvemaskine. Og det er kun med til at understrege den beske humor. En sikkerhedsanvisning til livet.

LÆS OGSÅ mailinterview med Chris Ware

Uanset at der er formmæssige ligheder med Winsor McCays ’Lille Nemo’ og fortællemæssige ligheder med Art Spiegelmans ’Maus’, virker ’Jimmy Corrigan’ usædvanlig i en amerikansk tegneserietradition.

Den er en skæbnebeskrivelse, hvor miljø, vejrlig og stemninger udfolder fortællingen og ikke hovedpersonens evne til at overkomme de udfordringer, han møder på sin vej.

Netop de lange handlingsløse passager og refleksionerne over herkomsten får den til at virke mere beslægtet med den japanske tegneserietradition end med den amerikanske superheltetradition, hvis potente agerende mandeideal udstilles i et af værkets mange ironiske spor.

Holder dampen højt
Bogen indleder med fortællingen om en superhelt på en tegneseriemesse. En fyr, der forfører Jimmys mor og forlader hende dagen efter.

Den næste superhelt møder vi på et hustag. Han begår selvmord. Og til sidst er Jimmy selv iklædt en supermandtrøje.

Det er som antydet langtfra noget helstøbt værk.

LÆS ARTIKEL Jørn Riel-skrøner er blevet til tegneserie - på fransk

Som mange andre graphic novel-hovedværker er det delvis selvbiografisk, men stritter og bærer præg af at være improviseret frem. Så meget desto mere imponerer det, at det holder dampen højt hele vejen igennem.

Hovedpersonen er tegnet som et gammelt, skadet barn. Han er for grim til at være elsket og for stakkels til ikke at vække medfølelse.

Og hvis man ikke kan finde den figur inde i sig selv, er man en hård hund. Og denne tegneserie handler om noget om at åbne generationerne mod det bløde sted.

Tegning:  Chris Ware