Annonce
Annonce
Film & tv

Blå vælgere ser rødt på Danmarks Radio

Borgerlige ordførere er lodret uenige om anklager mod DR's drama og øvrige dækning.

Annonce

Især borgerlige vælgere oplever Danmarks Radios dramaserier og øvrige dækning som direkte venstresnoede.

I en ny Megafon-måling mener mere end hver tredje af blå bloks vælgere, at DR’s tv-drama beskriver verden fra en venstreorienteret synsvinkel. Imens deler kun 5 procent af de socialdemokratiske vælgere den opfattelse.

»Det er klart, at Socialdemokraternes vælgere ser slagsiden mindre, i og med at DR jo lægger sig op ad det kongelige danske Socialdemokrati«, siger Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen.

Ganske få svarer i Megafons måling, at de anser DR’s dramaserier for at have et højreorienteret verdenssyn.

»At kun 3 procent opfatter dem som højreorienterede, mens hele 42 procent siger centrum eller venstre, siger jo en hel del. Det er en ret kraftig indikation, som bør få DR til at kigge på sig selv med kritiske øjne«, siger Ahrendtsen.

LÆS OGSÅ:Den politiske sandhed i DR-serier er både kulturradikal og borgerlig

På DR er dramachef Piv Bernth ikke overrasket over målingen, som er foretaget i kølvandet på, at hendes forgænger i DR-dramachefstolen Ingolf Gabold sidste uge i Politiken erklærede, at tv-serien ’1864’ var et »stykke politisk dramatik« rettet mod DF.

Det er jo en fuldstændig bizar diskussion.

Morten Løkkegard (V)

»Det kan ikke overraske nogen, når de bliver tudet ørerne fulde af sådan en forkert påstand. Men der er overhovedet ikke noget om snakken. Vi arbejder ikke med serier, der har en politisk dagsorden«, siger Piv Bernth, der under Gabold blandt andet var producer på ’Forbrydelsen’ I-III for DR Drama.

Hvorfor har så relativt mange så den opfattelse, tror du?

»Det kommer an på, hvad folk sidder og kigger efter. Nogle vil synes det ene, og nogle det andet. Vi kan ikke sidde og bestemme, hvordan folk skal opfatte det, vi laver. Det hverken kan eller skal vi. Dramaserierne skal derimod stille nogle spørgsmål, som folk så selv må svare på, derfra hvor de er. Vi er dramatikere, historiefortællere og kreative mennesker. Ikke politikere«.

I regeringspartiet Venstre er medieordfører Morten Løkkegaard ikke meget for at følge støttepartiet, når det kommer til at kræve selvkritik af Danmarks Radio. Han kalder det en »pjattet diskussion«, og det gælder i øvrigt også selve Megafons måling.

»Jeg synes dybest set, det er fjollet – uagtet hvilket parti man kommer fra. Der er kunstnerisk ytringsfrihed her i landet, og derfor bør vi fra Christiansborg-side nærmest bare holde os ude af diskussionen«.

Ingen slagside i forhold til TV 2

Virakken omkring DR’s dramaserier er en »medieskabt situation«, mener også Socialdemokraternes kultur- og medieordfører, Mogens Jensen:

»Jeg mener ikke, at der er nogen særlig hverken højredrejning eller venstredrejning i dansk drama«, siger han.

Ifølge Megafon-undersøgelsen mener 27 procent af de adspurgte og en endnu større del af de borgerlige vælgere, at DR’s bredere dækning af verden generelt ligger til venstre for eksempelvis TV 2’s. De to stationers dækning af 8 valgkampe blev i 2010 sammenlignet i et forskningsprojekt, som ikke fandt de store forskelle.

LÆS OGSÅ:Gabold: '1864' var et slag mod DF

»Vi kan ikke se, at der er partipolitisk skævvridning til fordel for nogen af blokkene i nyhedsjournalistikken. Vi ser i hvert fald ingen forskel mellem de to kanaler, så i så fald skulle de begge være venstreorienterede«, siger Erik Albæk, professor på Institut for Statskundskabs Center for Journalistik, Syddansk Universitet.

Venstres medieordfører arbejdede selv som vært på TV Avisen i flere år, og også på dette punkt er han uenig med den gruppe af partiets vælgere, der oplever DR som særligt venstreorienteret i dækningen.

»Det er jo en fuldstændig bizar diskussion. De fleste af de journalister, der arbejder på TV 2, har arbejdet på Danmarks Radio. Hvad havde man forestillet sig – en eller anden konspiration, hvor der sidder nogen oppe i toppen og siger: ’Nu arbejder vi på TV 2, nu er vi højreorienterede?’. Det er virkelig naivt«, siger Løkkegaard.

Redaktionen anbefaler

Det røde ry klæber til Danmarks Radio

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce