Umuligt, skulle man tro: at få halvanden times uafbrudt intens spænding ud af et filmmanus med kun to personer uden nævneværdig forhistorie og det meste af tiden endda med kun den ene i billedet – og det et billede af det tomme rum!
Nå, for nogle enkelte vil bare tanken om en times tid alene i kredsløb med Sandra Bullock – for hende er det jo – måske i sig selv forklare det umulige.
Men en nok så interessant forklaring er nok, at ’Gravity’ fuldstændig renser den efterhånden parodisk overlæssede og skampulede rumfilmgenre for alt udenomspjat for at fokusere på dens kerne: fascinationen af det uendelige rum – og rædslen for det.
3D-gennembrud
’Gravity’ er med andre ord ingen space-opera – her er ikke én alien, ingen ufo, ingen intergalaktisk rumflåde, totalitære uniformer eller holografisk Jedi-kraft – endsige et anstændigt ormehul mellem to tidsplaner.
Nok toner sfærernes musik for vore ører, men snarere meditativt end i raketmarch med pauker og trompeter.
Vi er så fjernt fra ’Star Wars’, som tænkes kan: Lige oppe i kredsløbet af spion- og kommunitationssatellitter rundt om Jorden. Kun uendeligt mørke og menneskeskabte vanskeligheder.
George Clooney redder verdens ældste filmfestivalMed sit minimale persongalleri og sin rungende ’tomme’ scenografi er ’Gravity’ måske den mest overbevisende, svimlende, nervepirrende realistiske rumfilm, der hidtil er skabt.
Og samtidig den mest velmotiverede og veludførte brug af 3D-kameraer siden den tekniks moderne gennembrud for snart ti år siden: Den tredje dimension er nu engang rummets dybde.
Baglæns ind i mørket
Den erfarne astronaut Matt Kowalski – med George Clooneys mest selvfede charme, og det siger dog noget! – er på sin sidste mission sammen med rumdebutanten Ryan Stone, trods fornavnet en kvinde.
»Min far ønskede sig en søn«, mumler hun modvilligt, mens hun reparerer på Hubble-teleskopet, og Clooney ganske bogstaveligt sværmer om hende. En lang, vidunderlig åbningssekvens, der både sætter karaktererne og panorerer over den blå klode i det store rum.
Men så sker det: En russisk satellit bliver sprængt, og med over 30.000 km/t. går en storm af vragdele ind i vore to venners kredsløb. Filmen er kun 20 minutter gammel, da de bliver skilt fra både teleskop og rumfartøj og snart også fra hinanden.
Bullocks Oscarfilm flirter med racismeEn lille, hvidklædt astronaut hvirvler i baglæns saltomortaler bort mod uendeligt, set inde fra den andens rumhjelm, hvorpå den fjerne jordoverflade hvirvler forbi den førstes synsfelt.
Så enkelt opfatter vi afstandene – og så sindssygt suggestivt!
Genopfundet rumfilmen
Hvordan det går, kan ikke røbes, men beretningen følger nybegynderens kamp for overlevelse, uden træning eller erfaring og i stadig kamp mod trangen til at give op.
En mere imponerende skuespilpræstation, end Bullock nogensinde før har udført, uden andet modspil end den green screen, som CGI-folkene bagefter vil fylde med verdensrum.
LÆS OGSÅ Venedig, Dag 1: George Clooney blev modtaget som en konge
Det er lige til en plads i filmhistorien, at halvdelen af filmens spilletid således følger dette ensomme menneske i rummet, uden at det bliver ét minut for længe.
Med sin uanstrengte 3D-virtuositet, som nødvendiggør biografens lyd- og lærredformat, og med en uforklarlig balance mellem ro og panik – en svæven uden titlens tyngdekraft, men med angstens sved over hele kroppen – har den 52-årige mexicanske instruktør Alfonso Cuarón genopfundet ’den basale rumfilm’.
fortsæt med at læse
