Det vil være mere end en tilsnigelse at hævde, at traditionen for danske teenagegysere er lang og hæderkronet. For en syv-otte år siden lavede Martin Schmidt et par håbefulde stiløvelser med 'Sidste Time' og 'Mørkeleg', som ganske vist fandt et stort ungt publikum, men som kunstnerisk næppe er mere end fodnoter i den hjemlige filmhistorie. På denne led er der altså let spil for spillefilmsdebutanten Carsten Myllerup, når han nu forsøger sig med 'Midsommer'. Her består målgruppen ganske tydeligt af teenageårgangene, og gyset har en fremtrædende placering som virkemiddel i handlingsgangen. Men heldigvis har Myllerup også lidt flere ambitioner med sine personer, sin historie og sin teknik end blot at udløse serier af blodige eller abrupte chok på lærredet og hastigt forbigående skrig på tilskuerrækkerne. Det er sommer, det er sol - og det ser alligevel sort ud for hovedpersonerne i 'Midsommer'. Her følger vi Christian (Kristian Leth) og hans venner, Mark (Jon Lange), Jannick (Nicolai Jandorf), Trine (Laura Christensen) og Anja (Julie Ølgaard). Det er sidste skoledag, og studentereksamen venter forude. Festen er i fuld gang. Da rammer ulykken. Christians lillesøster Sofie har midt i den muntre og løsslupne stemning begået selvmord. De fem venner, og naturligvis mest Christian, er i chok. Alligevel beslutter de fem at gennemføre deres traditionelle midsommertur til en ødegård i Sverige, og det er på denne normalt så sorgløse ferie, at gys og uhygge for alvor begynder at slå ned i den lille flok. Det er samtidig her, instruktøren og manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg skal gå en vanskelig balancegang. De vil åbenlyst skabe en slags teenagegyser med kød på og har derfor brug for at opveje genrens kortvarige chokeffekter med en mere indtrængende og afrundet skildring af personerne og deres følelsesmæssige eller psykologiske forhold. Desværre tager effekterne overhånd. For det er, som om uhyggen og mystikken hele tiden skal smøres meget tykt på i 'Midsommer'. De svenske skove er meget mørke og mystiske, en elg er meget mystisk. Et bilvrag. Et par billygter og en bilradio, som går i gang af sig selv. Strømmen, der forsvinder og kommer igen. De mystiske lyde i natten og skoven. En mystisk maskot. En mystisk svensk særling og eneboer (Per Oscarsson). Og endelig: Et spil 'Ånden i glasset', som understreger, hvor megen rovdrift der bliver begået på det overnaturlige som et særdeles påklistret virkemiddel. Det er ærgerligt. For i både historie, spil og personinstruktion er der tilløb til noget mere. Der er nogle mennesker, der vinker til os og vil ud af al denne mystik. De har brug for en hjælpende hånd. De har brug for spænding og uhygge med et menneskeligt ansigt, som det for eksempel kendes fra en Anders Bodelsen. Nu må de i stedet lidt for ofte nøjes med at være statister i et spil om masser af skrig og skrål i de svenske skove.