Fra kaos til kontrol på kunstmuseet

Billedet her en kobberminiature af den bruegelske skole, er et af de fire værker, der p.t. er forsvundet i kongehuset. Foto: SMK

Indtil 1980’erne: Museet deponerer værker i centraladministrationen, men fører ikke systematisk tilsyn med dem.

Fra 1985: Villads Villadsen bliver direktør. Han påbegynder en totalrevision af samlingen. Man opdager, at mange af de værker, man gennem tiden har udlånt, er »ej forefundet«, som man noterer i museets protokoller.

November 2005: Rigsrevisionen retter voldsom kritik mod Statens Museum for Kunst, da det ikke har snor i sine knap 1.000 deponeringer. Museet anbefales en totalrevision af samlingen.

December 2005: En inspektør fra museet opdager et af de forsvundne malerier, ?Parti ved Ordrup? af Julius Hellesen fra 1841, i et auktionskatalog fra Bruun Rasmussen. Det har været udlånt til Finansministeriet siden 1941, men er blevet efterladt i bygningen, da ministeriet flyttede. En beboer har fundet det på et loft og forsøgt at sælge det.

December 2006: Politiken skriver om sagen ? og nævner blandt andet to værker, som er forsvundet fra den danske ambassade i Moskva mellem 1996 og 1997 (af P.C. Skovgaard og Frederik Vermehren). En kvinde ser listen over efterlyst kunst i avisen og afleverer maleriet ?Isfjeld ved Godhavn? af Johannes Larsen til museet. Hun har været ansat i et ministerium og har taget det med hjem, da hun blev pensioneret.

Frem til 2009: 19 værker dukker op i løbet af revisionen, der på det tidspunkt viser, at 39 værker er bortkommet ? deriblandt tre værker, som siden 1990?erne har befundet sig på et af museets egne fjerndepoter.

2010: Museet gør nu status: 43 værker konstateres bortkommet. Man har nu fundet et af de forsvundne malerier i Landsskatteretten, men samtidig har museets revision vist, at et andet maleri må konstateres forsvundet fra ambassaden i Rom. Desuden viser en revision af udlån til kongehuset, at fire kunstværker er forsvundet fra de danske slotte i nyere tid.

Over sofaen ved det lille mødebord på det tyve kvadratmeter store kontor i Landsskatteretten hænger det gamle vinterlandskab uden at gøre det store væsen af sig.

I to årtier har kontorchefen og maleriet i al stilfærdighed holdt hinanden med selskab. Lærredet bærer nu præg af tidens tand, et mærke på rammens forside er faldet af, men værdsat har det alligevel altid været:

»Jeg synes jo, det er et fint maleri. Efter så mange år føler man jo et vist ejerskab«, siger kontorchefen, den 65-årige Peter Birk Petersen.

Et efterlyst værk
At landskabsmotivet siden 2005 har været efterlyst af politiet, har kontorchefen intet anet om. Det er først, da en kvindelig kollega sidste år banker på hans dør, træder ind, lægger hovedet på skrå og kigger undersøgende på oliemaleriet, at han forstår, at det muligvis er mere end blot et fredsommeligt sofastykke.

Hans kollega har netop på forsiden af Politikens kultursektion læst om de mange malerier, som Statens Museum for Kunst har deponeret til især centraladministrationen, og som siden er forsvundet. Og hendes mistanke er vakt.

Da de to kontorchefer sammen løfter maleriet ned fra dets søm, bliver de da også bekræftet i, at Peter Birk Petersens maleri er identisk med et af de efterlyste værker:

Nemlig Georg Emil Liberts ’En vinterdag ved Elben’, som er malet i midten af 1800-tallet. Et skilt på bagsiden cementerer ejerskabet: ’Tilhører Statens Museum for Kunst’, står der ganske tydeligt.

Forsvundet i Rom
»Jeg arvede det fra en anden kontorchef, der havde haft det hængende i 30 år. Jeg anede ikke, at museet ikke havde styr på det. Der er trods alt tale om noget værdifuldt«, siger Peter Birk Petersen. Han vælger straks efter opdagelsen at kontakte museet.

Det er den gode nyhed. Et værk er slettet fra listen over kunst, som Statens Museum for Kunst ikke har kunnet finde.

Der er imidlertid også en dårlig nyhed. Et andet værk må samtidig tilføjes listen. Da en ansat fra museet besøger ambassaden i Rom og tæller de deponerede værker, mangler et: Johann Mohrs oliemaleri ’Wittingfossen ved Kongsberg. Morgenbelysning’ fra 1836.

Den samlede liste over bortkomne malerier, skulpturer og kobberstik fra samlingerne på Statens Museum for Kunst er nu på i alt 43.

Værker forsvundet fra slotte
Sådan lyder status på det danske nationalgalleri efter en godt fem år lang totalrevision af samlingerne: Man må nu konstatere, at kunst, der op gennem især det 20. århundrede har været udlånt til ministerier, ambassader og andre statslige institutioner, er forsvundet, mens også et lille antal værker, der har befundet sig i et af museets egne magasiner, er væk.

Desuden viser en mere nylig revision af deponeringer til kongehuset, at fire værker er forsvundet fra de danske slotte i nyere tid. Tre af værkerne har været lokaliseret i dronning Ingrid og dronning Margrethes regeringstid, men under besøg på slottene har museets folk måttet konkludere, at de »ikke er set«, som man formulerer det på diplomatisk museumsdansk.

En skattekiste
Revisionen af kongehuset er ifølge museets ledelse stadig i gang, og de fire værker bliver ikke politianmeldt. Men det gør de øvrige 39 værker. For her er ikke tale om en sag, som direktør Karsten Ohrt ligefrem trækker på skuldrene over.

Selv om de bortkomne værker ikke er Rembrandt’er, Leonardo’er eller Tizian’er, er der tale om et alvorligt tab for museet, hvis ikke de dukker op:

»Det er jo en skattekiste, som vi sidder med. Vores holdning her på stedet er, at ethvert værk er umisteligt«.

LÆS OGSÅStjålne mesterværker eftersøges over hele verden

Historien om vinterlandskabet hos kontorchefen i Landsskatteretten er ganske typisk for sagen. Den handler i sin essens om et museum, der indtil 2005 tilsyneladende ikke kerer sig synderligt om sine omkring 1.000 deponeringer.

Faktisk er der frem til 1980’erne intet fast tilsyn med de deponerede værker. Først da direktør Villads Villadsen kommer til i midten af årtiet, bliver en totalrevision af samlingen sat i gang.

Her opdager man, at syv værker mangler. Bare i Finansministeriet. Og tendensen viser sig at være generel: Mange af de deponerede værker er med tiden forsvundet fra retsbygninger, ministerier og ambassader.

'Ej forefundet'
Alligevel fører den uheldige opdagelse ikke til mere systematiske tilsyn med deponeringerne. Man nøjes med at skrive ’Ej forefundet’ i museets protokoller, når en ansat opdager, at et værk fra samlingen ikke er der, hvor man regnede med at finde det.

Som Bjarne Østergaard, der er vicedirektør under Allis Helleland, tidligere forklarede Politiken:

»Der kører hele tiden en cost-benefit-analyse i hovedet på os, og eftersom de forsvundne værker ikke er de allervæsentligste værker, er der grænser for, hvor store ressourcer vi sætter ind på det«.

Fandt maleri i auktionskatalog
Men den går ikke længere. I november 2005 retter Rigsrevisionen en sønderlemmende kritik af Statens Museum for Kunst for ikke at have snor i sine knap 1.000 deponeringer. Museet, der på det tidspunkt stadig ledes af direktør Allis Helleland, anbefales nu kraftigt en totalrevision. Der skal styr på hvert eneste værk.

Og en særlig sag understreger nødvendigheden.

For få uger efter Rigsrevisionens reprimande opdager en inspektør fra museet et af de forsvundne malerier, ’Parti ved Ordrup’ af Julius Hellesen fra 1841, i et auktionskatalog fra Bruun Rasmussen.

Det viser sig at have været udlånt til Finansministeriet i 1941, men er siden blevet ladt tilbage i bygningen, da ministeriet flyttede adresse. En beboer i den gamle ejendom fortæller, at han har fundet maleriet på et loft og har forsøgt at omsætte det til rede penge.

At et skilt fortæller, at det tilhører Statens Museum for Kunst, har ikke afholdt hverken sælgeren eller auktionshuset fra at forsøge at gøre en handel. Politiet beslaglægger maleriet, der siden vender tilbage til museet.

Tog akvarel med på pension
Andre 19 værker dukker op i de følgende år frem til 2009: Blandt andet afleverer en anonym kvinde maleriet ’Isfjeld ved Godhavn’ af Johannes Larsen efter at have set det på listen over forsvunden kunst i forbindelse med en artikel om sagen i Politiken.

Akvarellen har været deponeret i Grønlandsministeriet, der siden er blevet nedlagt, og maleriet er endt i et andet ministerium. Her har kvinden haft det hængende på sit kontor, indtil hun gik på pension. På sin sidste arbejdsdag har hun valgt at tage det med sig hjem.

Den pensionerede kvinde kontakter nu skyldbetynget museet via en mellemmand for at bevare sin anonymitet. Museets ledelse giver kvinden frit lejde, ligesom den for øvrigt gør, hver gang den kontaktes af personer, der vil tilbagelevere bortkomne værker.

Undren over jagthunde
Mellem 2006 og 2009 opdager museet imidlertid også, at der mangler andre værker, der skal tilføjes listen med forsvunden kunst. To malerier af P.C. Skovgaard og Frederik Vermehren er eksempelvis forsvundet fra den danske ambassade i Moskva under en flytning i 1996/1997.

Desuden opdager museet, at tre værker, som siden 1990’erne har befundet sig på et fjerndepot på Kastelsvej på Østerbro, er væk. Et af værkerne er en bronzeskulptur af to jagthunde af Lauritz Jensen på halvanden meter.

»Den er desværre ikke dukket op, og det er noget af det, vi virkelig undrer os over«, siger samlings- og forskningschef Peter Nørgaard Larsen nu.

»For hvordan kan en relativt stor bronzeskulptur forsvinde. De jagthunde må stå et sted«.

Flere værker føjet til listen
Men hverken bronzehundene eller en anden bronzeskulptur, der er forsvundet fra samme fjernmagasin, J.A Jerichaus ’Den triumferende Amor med Mars’ våben’, er fundet.

Ej heller et ældre Madonna-motiv fra 1600-tallet. Museet må derfor nu konstatere, at listen over bortkommen kunst ikke er endt på de 30 værker, som var forventningen for halvandet år siden, men at den nu er oppe på de 43.

Det sker blandt andet, fordi museet har valgt også at lade revisionen omfatte sine deponeringer til kongehuset. Dermed bliver flere værker tilføjet listen.

Værker forsvundet i Kongehuset
Det er sådan set ikke nyt, at kunst, som i princippet er udlånt af Statens Museum for Kunst til kongehuset, ikke kan findes. Foruden de fire nyere værker er yderligere 57 værker, der har befundet sig i kongehuset og på Christiansborg, forsvundet.

For de 57 værker gælder det imidlertid, at de ikke er forsvundet i nyere tid, men før 1899 – mange er endda forsvundet fra slottene langt tidligere.

Indtil 1848 tilhørte kunstsamlingen nemlig stadig de enevældige konger, der havde ret til at begunstige for eksempel deres børn, elskerinder eller gesandter med kunstgaver.

De 57 værker har derfor aldrig fysisk befundet sig i bygningen på Sølvgade, og en stor del af dem, mener man desuden, er gået til under Christiansborg Slots brand i 1884.

Sporet ender blindt
Det er ikke tilfældet med de fire nye værker på listen. En kobberminiature, der er tilskrevet den bruegelske skole, ved man for eksempel er afleveret til Fredensborg i juli 1905. Den er efterset på museet samme år og returneret til slottet igen i foråret 1906.

Sidste gang, den er ’lokaliseret’, er i 1974. Herefter ender sporet blindt.

LÆS OGSÅSe oversigt over årtiets største kunstkup

Et andet værk, et landskabsmotiv af Louis Gurlitt fra 1836, har været deponeret på Amalienborg i Christian VII’s palæ fra 1864. Man ved fra museets protokoller, at det har været til konservator på museet i november 1967 og er afleveret igen, men herefter har ingen noget bud på, hvor det er blevet af. Men eftersøgningen fortsætter.

Som direktør Karsten Ohrt formulerer det:

»Vi har et håb om, at vi finder de sidste fire. Det sker i samarbejde med kongehuset i en åben atmosfære, og der er stor villighed til at hjælpe os«.

Kongehuset kommenterer
I kongehuset forekommer villigheden til at kommentere sagen knap så stor, men efter gentagne henvendelser lykkedes det kort før deadline at få en kommentar fra kommunikationschef Lene Balleby. Hun siger.

»Resultatet er, at ud af de mere end 800 lånte værker, drejer det sig om fire værker, som p.t. er bortkommet, men som man fortsat vil forsøge at lokalisere. Alle betragter det som et godt resultat, at det ’kun’ er fire, det drejer sig om, og som man stadig håber på at finde«.

»Der er desværre altid en risiko for, at værker i forbindelse med byggeprojekter, flytninger med videre kan bortkomme eller blive placeret på et sted, hvor de ikke er registreret«.

Kunstsynet har ændret sig
Tilbage på museet giver museumsledelsen et andet bud på, hvorfor man i dag mere generelt står med lange lister over bortkommen kunst. Samlings- og forskningschef Peter Nørgaard Larsen siger:

»Kunstsynet har ændret sig. Tidligere har man her på museet følt sig meget sikker på det, vi kalder kunstnerisk kvalitet, hvad der var godt og dårligt, og man anså ikke de deponerede værker for voldsomt betydningsfulde. Men i dag praktiserer vi et andet kunstsyn, og vi ser derfor anderledes på alvoren. Jeg synes – med min baggrund – at det er et tab, hver gang vi må konstatere, at et værk er bortkommet«.

Samlingshistorisk betydning
Det gælder også, selv om markedsværdien af de forsvundne værker formentlig ikke er skyhøj, forklarer samlings- og forskningschefen:

»For os handler et værk ikke bare om nogle berømmede penselstrøg, men også om den samlingshistoriske betydning. Jeg vil til hver en tid gentage, at værker kan have værdi på en anden måde«.

Vinterlandskabet af Georg Emil Libert i kontorchefens kontor i Landsskatteretten er et godt eksempel på, at kunst, der måske ikke sætter prisrekorder i auktionshusene, kan give endog god mening i et nationalgalleris samling.

På tapetet igen
»Libert-billedet tilhører en mere tysk orienteret strømning, der har været nedprioriteret og skrevet ud af kunsthistorien, mens man har været mere optaget af den danske nationale skole – af Eckersberg og Købke.

Men fra 1980’erne begynder kunsthistorikerne at anerkende den tysk orienterede skole, der er mere dramatisk og stemningsbetonet, og anser den nu for at være en væsentlig strømning. Derfor bliver det værk interessant igen«, forklarer samlings- og forskningschef Peter Nørgaard Larsen.
Direktør Karsten Ohrt er enig. Og han supplerer:

»Vi er ved at lave en nyophængning af hele samlingen. Når det gælder den ældre udenlandske samling, kan vi jo finde på at tage fat i et blomstermotiv, som vi ikke har haft øje på før, men som er fra en interessant skole«.

Opdragende effekt
Hvad skulle museet have gjort anderledes tidligere?

»Havde man gjort, som vi gør nu, vil jeg tro, at man kunne have undgået at miste værkerne. Vi har nu strammet op på metoderne og har en helt anden præcision i forhold til deponeringer«, svarer Karsten Ohrt.

Sagen har haft »en opdragende effekt«, forklarer museumsledelsen. Både internt i museet og eksternt i centraladministrationen. Museet har nu for eksempel indført en fast rutine omkring revision, der fremover ses som en løbende proces.

Man indgår skriftlige aftaler med deponeringsstedet, der blandt andet forbydes at flytte værkerne, museet registrerer deponeringerne digitalt, man er hvert år i kontakt med deponeringsstedet og tilser værkerne hvert femte år.

Deponeringsordningen er ikke død
Så sagen har ikke gjort, at I fremover vælger at holde kunsten i sikkerhed i eget hus?

»Nej. Absolut ikke. Deponeringer giver stadig god mening. Alternativet er, at værkerne står på et magasin. Min og vores tanke her i huset er, at i stedet for at isolere os i et Fort Knox vil vi hellere strække armene ud og være samarbejdsvillige«, svarer direktør Karsten Ohrt.

LÆS OGSÅSilkeborg låner Jorn-værker ud til Paris

Deponeringsordningen er derfor langtfra død. Museet er oven i købet i gang med at udvikle nye modeller:

»Vi kan kun have toppen af isbjerget udstillet, men vores samling tæller 10.000 værker. Vi har for eksempel 284 Richard Mortensen-malerier – det er jo næsten et helt Richard Mortensen-museum – og vi vil i endnu højere grad fremover spørge os selv, om den slags giver bedre mening andre steder«, siger Karsten Ohrt.

Flere udlån i fremtiden
En særlig deponeringsmodel, som museet forventer sig meget af, vil desuden skaffe nye kunstværker til salene: nemlig den internationale. Den går ud på, at Statens Museum for Kunst gensidigt udveksler værker med udenlandske museer og aftaler langtidsdeposita.

Særlig ræson er der i den model netop nu, hvor prisen på kunst stiger, mens indkøbsbudgetterne stagnerer.

Samlings- og forskningschef Peter Nørgaard Larsen siger:

»Vi er i den situation, at vi er nødt til at spørge, hvordan i alverden vi får nye værker til samlingerne, som er værd at vise. I kraft af vores egen samling af eksempelvis Købke og Eckersberg kan vi få adgang til andre samlinger på store udenlandske nationalgallerier og få mulighed for at vise væsentlige kunstnere, som vi normalt ikke kan komme i nærheden af økonomisk. Det vil man komme til at se flere eksempler på i de kommende år«.