I princippet var der tale om en reprise.

Og mandagens retsmøde burde måske nok have givet fornemmelsen af deja-vu blandt de fremmødte, der også fulgte sagen i Københavns Byret.

Men det første retsmøde i ankesagen mod Ellekildedirektøren og hans samlever i Østre Landsret viste sig alligevel at udfolde sig en anelse anderledes end under sagen i forsommeren.

Da blev Ellekildedirektøren kendt skyldig i et nøje udtænkt kunstbedrageri og idømt otte måneders fængsel, mens hans samlever blev frikendt.

Måske var det den nye anklager Anne Birgitte Stürups måde at angribe sagen, der gjorde udslaget.

Velforberedt Ellekildedirektør
Eller måske var det den overhængende risiko for et fængselsophold, der pludselig forekom mere realistisk efter byretsdommen:

Ellekildedirektøren virkede i hvert fald påfaldende velforberedt og sikker i sin sag, da han afgav sin forklaring – endda korrigerede han flere gange med stor iver forkerte oplysninger i byrettens domsbog og argumenterede for sin uskyld over for de tre kappeklædte landsdommere og de tre domsmænd.

For eksempel gjorde han et stort nummer ud af at understrege overfor retten, at det i høj grad var den 92-årige kvinde, Grethe Meyer, der gjorde ham opmærksom på, at eksperter havde sået tvivl om ægtheden af hendes arvestykke af den store franske maler André Derain.

Da Ellekildedirektøren forlod Grethe Meyers lejlighed med maleriet for at få det undersøgt tilbage i forsommeren 2004, havde hun allerede vist ham et papir fra en fransk ekspert, hvor han afviste at blåstemple det.

Sådan lød i hvert fald Ellekildedirektørens forklaring:

»Jeg sagde, at Prins Henrik kom til eftersyn i auktionshuset, og at det kunne være interessant at vise det til ham, fordi han er interesseret i fransk kunst. Det var fru Meyer meget interesseret i – det ville hun gerne. Først dér tænkte Fru Meyer, at hun nok havde rodet sig ud noget og hentede afvisningen fra Kellermann (den franske Derain-ekspert, red.), fordi hun ikke ville have problemer med Prins Henrik«.

Sagens stridspunkter
Denne forklaring er og bliver et af sagens bevismæssige stridspunkter.

Og det er et spørgsmål, som både forsvarere og anklageren forventes at ville vende tilbage til de kommende uger:

For hvilken viden havde den nu afdøde Fru Meyer egentlig om sit maleri?

Og hvad fortalte hun Ellekildedirektøren den forårsdag i 2004, da han forlod hendes lejlighed på Strandboulevarden på Østerbro med maleriet under armen.

Desuden: Hvad skete der i den efterfølgende tid, hvor Ellekildedirektøren havde maleriet til undersøgelse, indtil hans egen samlever købte maleriet, og hvilken rolle spillede hun i hele affæren?

Hvad vi i hvert fald kan konstatere er, at Ellekildedirektøren og hans samlever tog til Paris måneden efter, at Grethe Meyer havde fået en check på 200.000 kroner for, hvad hun nu troede var et uægte maleri.

Da var ejerskabet overgået til Ellekildedirektørens samlever, hvilket Grethe Meyer ikke var bekendt med.

Mesterværket.  André Derains 'Paysage à L'Estaque'.

Pengene delte Ellekildirektøren og samleveren mellem sig.

Direktør »havde lovet at vise maleriet for Prins Henrik
Anklagemyndigheden har fra sagens start betvivlet Ellekildedirektørens forklaring om, at Grethe Meyer og familien skulle have været usikre på maleriet ægthed.

Derimod har anklagemyndigheden forsøgt at bevise, at det var Ellekildedirektøren og samleveren, der udnyttede den tvivl, der måtte have været om maleriet for selv at tjene millionerne på salget.

Anklager Anne Birgitte Stürup undrede sig under dagens retsmøde derfor også over, hvorfor Ellekildedirektøren oprindeligt havde været interesseret i at have at gøre med maleriet, hvis han havde fået at vide, at det skulle være afvist som ægte?

»Hvorfor afleverede du det så ikke tilbage til Grethe Meyer?«, ville anklager Anne Birgitte Stürup vide.

»Jeg havde jo lovet at vise det til Prins Henrik«, svarede Ellekildedirektøren.

Samlever ville give 200.000 for uægte kunst
Billedet blev da også siden vist til Prins Henrik i sommeren 2004 i Ellekilde Auktionshus, men ifølge Ellekildedirektøren bød han for lidt.

Derimod var der én køber, der var med på mindsteprisen på 200.000 kroner:

Ellekildedirektørens samlever og medtiltalte.

Hun købte maleriet uden, at det dog var en oplysning som Grethe Meyer fik.

Anklager Anne Birgitte Stürup ville i går vide, hvorfor Ellekildedirektøren mente, at hans samlever ville betale 200.000 kroner for et maleri, som skulle være afvist som ægte. Hertil svarede han:

»Det er et spørgsmål om liebhaveri. Om hvad man synes om kunst«.

Det amerikanske marked
Derudover ønskede anklageren at vide, hvad Ellekildedirektøren fortalte om køberen af maleriet til Grethe Meyer:

»Jeg mener, at jeg sagde, at køberen var en person, der har at gøre med eksport til det amerikanske marked«.

»Så du har ikke informeret Grethe Meyer om, at køberen var din kæreste?«, spurgte anklageren.

»Nej, et auktionshus fortæller ikke, hvem man sælger til«.

Hertil lød kommentaren fra anklageren:

»Men jeg forstår, at det skulle hænge i jeres fælles hjem. Det har jo intet med det amerikanske marked at gøre«.

Også Politiets afhøringsrapporter fra 2006 blev nævnt.

Heri kunne man nemlig læse, at Ellekildedirektøren under den eneste afhøring havde sagt, at han ikke vidste, hvad der var sket med maleriet, efter at han havde solgt det for Grethe Meyer i 2004.

Ingen erindring om forklaring til politiet
Den forklaring var som bekendt ikke i overensstemmelse med sandheden, da Ellekildedirektøren netop kørte til Paris med sin samlever og solgte maleriet for fem millioner kroner måneden efter, men politiets afhøringsrapport var aldrig blevet underskrevet af Ellekildedirektøren.

Og til retten fortalte han, at han ingen erindring havde om at have afgivet forklaringen til politiet.

De tre arvinger efter Grethe Meyer har sammen med andre vidner fortalt, at familien blev oplyst, at en amerikansk kunstsamler – og ikke samleveren – købte maleriet.

Og desuden at de generelt havde indsigt i alle forhold omkring deres mors flytning og salg af indbo: Beslutninger blev truffet i fællesskab i familien Meyer.

Direktør: Fru Meyer traf alle beslutninger
Men Grethe Meyers børns forklaringer blev ligeledes afvist af Ellekildedirektøren under dagens retsmøde. Han understregede, at det var hans oplevelse, at det var Grethe Meyer, der traf alle beslutninger selv:

»Det var egenhændigt fru Meyer, der første an. Fru Meyer var 92 år, men hun var som en 40-årig i sprogbrug. Børnene holdt sig i baggrunden«.

Den forklaring bestrider arvingerne, der efter planen skal vidne senere denne uge.

De fastholder, at deres mor altid havde anset Derain-maleriet for ægte, og at det først var, da Ellekildedirektøren fortalte om sin påståede undersøgelse af maleriet, at hun mistede troen på det.

Mens kun to af de voksne arvinger vidnede i byretten, er også datteren, der bor i England indkaldt.

De nye vidner
Desuden er der indkaldt yderligere tre nye vidner:

Museumsdirektør Lars Kærulf Møller fra Bornholms Kunstmuseum, en af politiet efterforskere, John Mann Christensen og en kunsthandler ved navn Heine Robert Bartsch, der skulle have talt med Ellekildedirektøren, da han havde maleriet udstillet i auktionshuset.

En række vidner, som allerede afgav forklaring i under byretssagen, vil også dukke op i løbet af de næste 14 dage.

Det gælder den parisiske kunsthandler Charles Bailly, Ellekildedirektørens samlevers revisor, Bent Nikolajsen, og den tidligere museumsinspektør Rikke Warming.