På Charlottenborgs dametoilet sidder et klistermærke, der reklamerer for en datingside på nettet, men oppe i udstillingssalen tager danske Sisse Hoffmann (født 1961) sagerne i egen hånd på en helt anden måde og siger: ’Bake Your Own’. Og det gør hun så: bager kagemænd, som hun klæder i glasurhabitter og hænger op på væggen. Glasur er også omdrejningspunktet for sidst års modtager af den nationale solopris, Christina Schou Christensen (født 1973), der som prisvinder er særlig inviteret til at vise os, hvad hun har arbejdet med siden sidst, hvilket vil sige keramik, og ikke mindst glasur, der trodser tyngdekraften.
Uartig glasur
Traditionelt set har keramikere fokus på leret som en form for beholder, men Schou Christensen vrider tilgangen ved at fylde sine keramiske beholdere med glasur, som så under brændingen får lov til at løbe sine helt egne veje.
Det resulterer i en fantastisk kontrast mellem det grove ler og glasur, der bliver til naturlovsstridige fødder for fade eller stritter op i luften som en konditors sukkertråde.
Schou Christensen har i den grad perfektioneret sin særlige teknik, og dermed også sit udtryk, siden sidste år, således at hendes værker i dag er sært, men også voldsomt opløftende, uartige – også selv om de slet ikke er figurative.




























