Du åbner Facebook. En gammel skolekammerat efterspørger en billig VVS'er. Din kusine ønsker sin sure teenagedatter tillykke med fødselsdagen. Din fraskilte nabo skifter civilstatus til 'i et forhold'. Og så ryger du ind i en ophedet debat om 12-talspiger versus det svenske hen-begreb.
Sådan ser online-hverdagen ud for mange på de sociale medier. Private nyheder, delinger, lykønskninger, efterlysninger og bekendtgørelser i en pærevælling med journalistiske nyhedshistorier med tragiske vidnesberetninger fra flygtningelejre, koncertanmeldelser eller politiske debatter.




























