Det har skabt ballade i DR, at Gitte Rabøl, tidligere mediedirektør i Danmarks Radio har fået et job som mangfoldighedskonsulent til direktørløn.
Foto: Peter Hove Olesen

Det har skabt ballade i DR, at Gitte Rabøl, tidligere mediedirektør i Danmarks Radio har fået et job som mangfoldighedskonsulent til direktørløn.

Medier

Ansatte i DR er rasende over høj løn til mangfoldigheds-konsulent

Ved forårets overenskomst gav de ansatte i DR afkald på lønstigninger i to år, så ansættelse af konsulent til direktørløn provokerer

Medier

En løn på mere end to millioner kroner til en mangfoldighedskonsulent om året har gjort mange ansatte i DR rasende.

Det forstår formanden for Journalistgruppen i DR, Henrik Vilmar, godt. Derfor har han skrevet et brev til DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn og bedt om en forklaring.

»Vi har lige lavet en aftale om ikke at stige i løn i de kommende to år for at sikre DR's økonomi. Og så vælger ledelsen at ansatte en mangfoldighedskonsulent til en meget høj gage«, siger Henrik Vilmar.

Han repræsenterer 900 medlemmer i Journalistgruppen.

»Sagen har givet anledning til endnu en gang DR-bashing. Og det har vi bestemt ikke brug for på tidspunkt, hvor vi står over for, at der skal laves et nyt medieforlig, og en række af medieordførerne er kritiske over for forbruget i DR«, siger han videre.

DR lægger op til bashing

Forhandlingerne om et nyt medieforlig, der skal udstikke rammerne for DR's virke fra 2019 til 2023, går for alvor i gang i det kommende år.

DR har på det seneste været plaget af en række sager, som har været vanskelige at forklare den brede offentlighed. Der har for eksempel været sagen om USA-korrespondent Johannes Langkildes hustrus hest, som DR betalte for at få transporteret over Atlanten.

En taxa-ordning for medarbejdere, der har arbejdstider, hvor det ikke er muligt at rejse med det offentlige, har også været under beskydning.

Hendes løn svarer til fire journalistlønninger

»Ved forhandlingerne om nye overenskomster her i foråret valgte vi at gå med til at udfase taxa-ordningen. En af årsagerne var netop at undgå bashing. Og så får vi en sag, hvor DR kommer til at fremstå som ødsel«, siger Henrik Vilmar.

Har du fortrudt, at I har vist tilbageholdenhed med lønnen ved overenskomstsfornyelsen?

»Det har jeg ikke. Vi har reddet omkring 40 stillinger og bevaret nogle goder, men jeg frygter, at ledelsen mister opbakning fra medarbejderne, når der bliver holdt lønfest i direktionen«, siger Henrik Vilmar.

Det er DR's tidligere mediedirektør Gitte Rabøl, der har fået jobbet som mangfoldighedskonsulent i et år til en gage, der svarer til, hvad medlemmer af DR's direktion får. Formanden for Journalistgruppen har ingen indvendinger mod jobbet eller, at Gitte Rabøl har fået det.

»Det er en god idé med en mangfoldighedskonsulent. Der er grupper af licensbetalere, som vi har meget dårligt fat i, så det er fint med fokus på at få fat i dem. Problemet er lønnen. Hvorfor skal en konsulentopgave lønnes med en direktørløn. Hendes løn svarer til fire journalistlønninger. Det kræver en ordentlig forklaring, hvor vi måske står over for en sparerunde i efteråret«, siger Henrik Vilmar.

Ledelse på lønkur

Bestyrelsesformand Michael Christiansen svarer journalisternes formand ved at rose på DR's medarbejdere for ved de seneste overenskomstforhandlinger for at påtage sig »et stort ansvar for DR fremadrettet«.

»Jeg er også helt enig i, at en sag som denne her er ekstra ærgerlig på den baggrund«, skriver han i en mail til Politiken.

»Diskussionen om lønniveauer er altid relevant. Men hele baggrunden for beslutningen var, at vi i bestyrelsen længe har ønsket, at DR skulle have mangfoldighed meget højere på dagsordenen. I forbindelse med Gitte Rabøls afgang var der en mulighed for dette. Vi indgik aftalen, fordi der med Gitte var en mulighed for at sætte en i spidsen, der har nogle helt særlige kompetencer i forhold til medier og mangfoldighed. Jeg er glad for, at du anerkender den del, der handler om kompetencer«, skriver han videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Bestyrelsesformanden understreger, at aftalen med Gitte Rabøl ikke får indflydelse fremadrettet, hvis der skulle komme en sparerunde.

»Aftalen med Gitte var allerede indgået og indregnet, og den ophører i april næste år«, lyder det fra Michael Christiansen.

Også ledelsen i DR kommer til at holde igen i de kommende to år, understreger bestyrelsensformanden.

»Jeg er meget enig med dig (Henrik Vilmar, red.) i, at når medarbejderne tager ansvar for DR, så skal ledelsen også. Derfor glæder det mig også, at ligesom medarbejderne har indvilget i nulregulering de næste to år, vil det samme gælde for ledelsen«, påpeger Michael Christiansen:

»Der bliver altså ikke tale om, at ledelsen holder lønfest i DR, men netop om en ledelse, der generelt viser løntilbageholdenhed, sådan som du efterspørger«, skriver han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce