Neuroser, delirium, sex, vold og angst. Det er temaerne i de nye sange.

Og Nick Caves hustru elsker det.

»Hun synes, det er det bedste, jeg nogensinde har lavet. Hun kan virkelig, virkelig godt lide det. Jeg tror, det her er et album til kvinderne«, siger rockikonet med de isblå øjne og en hårfarve som ibenholt.

Han sidder langt væk, føles det som, på den anden side af et bredt, massivt træbord, som jeg kun lige kan kigge over fra min lave læderstol.

Vi er i London, i et lille lokale på Portobello Road, hvor Nick Cave og den skæggede trommeslager Jim Sclavunos skal fortælle om det andet album fra bandet Grinderman.

Grinderman-riget
Sammen med Warren Ellis og Martyn Casey slår Cave og Sclavunos sig sammen til bæstet Grinderman for at få et frirum, hvor sangene kan jammes frem, og hvor Nick Cave kan rejse sig fra klaveret og gribe guitaren i stedet.

Det er et band, der for få år siden knopskød ud af den sædvanlige konstellation af legekammerater i gruppen The Bad Seeds. Som spiller hårdtslående rocksange med et strejf af især blues, toppet med syrede og saftige tekster.

Nick Cave selv har en følgeskare så dedikeret, at det nærmest er Bob Dylansk. Han bliver som regel beskrevet som mørk og dyster, men det er ikke helt dækkende.

Ganske vist er hans verden både ond og makaber, men den kan også være absurd morsom og blidt poetisk.

Det gælder, når han laver musik, og når han skriver bøger og filmmanuskripter. Og således også i Grinderman-riget.

LÆS ANMELDELSE Nick Cave har skrevet en kussetyvs erindringer

Ejakulation på gulvtæppet
Når det handler om Nick Cave og alle hans gerninger og alt hans væsen, er der altid nok at tale om. Nu handler det bare om at få ham lokket til det.

Altså at tale.

»Ja, vi laver jo kun musik for at kunne sidde her og fortælle om det«, ironiserer rockstjernen kontrært, allerede inden første spørgsmål er formuleret.

Stopuret for audiensen er sat i gang.

»Jeg prøver på det nye album at komme væk fra den stringente fortælling, som jeg bruger meget i The Bad Seeds. Jeg vil gerne have lytteren til at lytte mere til musikken og ikke på samme måde være underlagt narrativets tyranni. Derfor er historien i mange af de nye sange mere splintret«, indleder Nick Cave.

Med »splintret« mener han for eksempel, at synsvinklen kan skifte i samme sang, nogle gange endda i samme linje, så lytteren aldrig helt ved, om de sungne ord tilhører en mand eller en kvinde.

LÆS OGSÅNick Cave: »Mænd tænker som rovdyr«

Det ene øjeblik ejakulerer fortællerstemmen på gulvtæppet, det næste øjeblik har jegpersonen trukket nederdelen op over hovedet, og sådan fortsætter det, frem og tilbage, fra ham til hende til ham.

Grinderman, som vel bedst kan oversættes til ’kværnemanden’, er blevet tvekønnet.

Sange om sex og sårbarhed
Den ellers altid knitrende stilfulde Nick Cave er i dag lidt lapset i en åbenstående blå silkeskjorte med frit udsyn til kæderne derinde på brystkassen. Alligevel er han stadig elegant, nærmest katteagtig, med sin australskklingende talestemme, der lyder, som når han synger.

Det er nyt for Grinderman, at synsvinklen skifter, så kvinderne også får lov at komme til orde. Det skal ses i lyset af, at gruppens debutalbum fra 2007 handlede om mænd og mandeidentitet og om at have ’No Pussy Blues’, som en af sangene hed.

Temaet for debuten var »det mandlige dilemma«, fortæller Nick Cave, hvilket lidt forsimplet kan beskrives som den moderne mands indre boksekamp mellem rollerne som sexet, ufølsom knudemand versus følsom og fesen familiefar.

Ned til det primale
På ’Grinderman 2’ dykker sangene dybere ned i menneskehavet, ned til det primale, det underbevidste og det seksuelle. Hos både mænd og kvinder.

»Tag for eksempel sangen ’Heathen Child’, der handler om en ung kvinde, som mister sin uskyld og bliver voksen. Samtidig bliver hun overtaget af mørke, seksuelle og uforståelige tanker, der kommer og fortærer hende i form af uhyrer«, forklarer Nick Cave.

De uhyrer, han synger om, er en ulvemand og en afskyelig snemand, der »kommer og tager« den kvindelige hovedperson. Det foregår midt i et karbad, hvor hun sidder og er »fyldt op af sine egne fingre«.

MUSIKVIDEOFå et kig ind i Nick Caves underbevidsthed i 'Heathen Child'(eksternt link)

I en anden sang beskriver en mand sin elskerinde som alt fra ormetæmmer til slangecharmør, mens han selv lyder navnet Loch Ness-uhyret.

Seksuelle neuroser
Alligevel trækker både Cave og Sclavunos i land, når de bliver spurgt, hvorfor sex og seksuelle fantasier er så markant en faktor i Grindermans tekstunivers.

»Det ved jeg nu ikke, om er rigtigt«, siger Nick Cave.

»Der er selvfølgelig nogle detaljer her og der«, tøver Jim Sclavunos.

»Men sådan nogle seksuelle fantasier har jeg ikke ...«, tilføjer Nick Cave.

Det er på en måde en lettelse at høre.

»... Mine er langt værre!«.

Efter lidt diskussion frem og tilbage opstår der en vis enighed om, at sex nok alligevel fylder ret meget i Grindermans musik. Sangene beskriver eksempelvis seksuel angst og den sårbarhed, der følger med en erotisk besættelse. Gerne pakket ind i en komisk situation, men »mine mest seriøse sange er ofte også de mest komiske«, siger Nick Cave.

»Men jeg vil hellere kalde det seksuelle neuroser end fantasier. Det er jo ikke sådan, at hun tænder på den afskyelige snemand«, præciserer Jim Sclavunos uudgrundeligt.

En gammel gris
Når dagens strøm af journalister ind og ud af lokalet på Portobello Road ebber ud, venter to dage med endnu mere presse. Jim Sclavunos lægger udmattet sin mægtige pande ned på træbordet. Jeg prøver at vende tilbage til det tema, der før blev verfet væk.

Hvorfor er det interessant at skrive sange om sex?

Efter lidt gnæggen i skægget og kommentarer som »fordi det er et godt emne«, forsøger Nick Cave sig med et seriøst svar: »Det mest interessante for mig og grunden til, at jeg er mere interesseret i at skrive om sex nu end for ti år siden, er, at det er mindre passende nu. Jo ældre du bliver, jo mere problematisk bliver emnet, for det er meningen, at det er noget, unge mennesker skal beskæftige sig med. Når ældre mennesker begynder at tale om sex, bliver man mere opfattet som sådan en gammel gris«, siger den 52-årige frontmand.

Tror du, folk opfatter dig sådan?

»Jeg er en gammel gris!«.

Er du blevet ældre og klogere?

»Jeg bliver ældre og dummere«, slår Nick Cave fast.

»Rent kreativt er jeg stadig nogenlunde effektiv, men jeg har helt klart fået sværere ved at artikulere. Jeg leder efter ordene, og det gjorde jeg aldrig førhen. Når jeg skriver, bruger jeg synonymordbogen meget mere. Jeg tænker: »Hvad er det fucking ord«, og så bliver jeg nødt til at slå det op. Det er et naturligt kognitivt forfald. Hvor gammel er du?«.

Jeg er 32.

»Ja, det er der, det starter«.

»Nu begynder din hukommelse at svigte«, indskyder den knoklede Jim Sclavunos med endnu mørkere stemme end Nick Cave.

»Præcis, hukommelsen forsvinder. Jeg ved ikke, om der sker gode ting for dig lige nu, men hvis der gør, så skriv det ned, så du kan huske det«, råder Nick Cave.

Og tilføjer: »Heldigvis skete der ikke noget godt for mig, da jeg var 32 år«.

Harmonien vandt
Fortiden har ganske rigtigt været hård ved Nick Cave, der mistede sin far som 19-årig og siden blandt andet har gennemlevet et heftigt stofmisbrug.

Men i dag lever han i tilsyneladende idyl.

Han bor i Sydengland i den mellemstore by Brighton & Hove med hustruen gennem 11 år, modellen Susie Bick, samt parrets tvillingedrenge på 10 år. Ud over de to små drenge har han også to 19-årige sønner, som blev født med en måneds mellemrum af to forskellige kvinder.

LÆS ARTIKEL Nick Cave skal lave Brecht-musical

Ligesom livshistorien er en blanding af kaos og harmoni, er også det nye Grinderman-album et pendulsving mellem lys og mørke, måske med overvægt til den mørke side.

Det allermest harmoniske bidrag på ’Grinderman 2’ er sangen ’Palaces of Montezuma’, der er en opfordring til kærlighed og ømhed, indhyllet i en lyd tæt på gospel. En sang, der også er hustruens yndlingssang på et album, hun som sagt holder meget af.

Truet med skilsmisse
»Meget tidligt i forløbet sagde vi: »Lad os lave dette album rigtig ondt«. Forstået sådan, at vi ville gøre rytmerne og de forskellige riff meget destruktive og mørke. Det materiale, vi udvalgte, skulle skabe den stemning. ’Palaces of Montezuma’ er helt anderledes end det«, siger Cave.

Ironisk nok var netop albummets mest harmoniske sang tæt på at sætte punktum for idyllen i det lille hjem i Brighton & Hove, fortæller Nick Cave.

»Fordi den var så anderledes, overvejede jeg at tage sangen af albummet. Kan du huske det?«, siger Nick Cave henvendt til Jim Sclavunos, der formår at nikke bekræftende med hovedet hvilende i hænderne og albuerne på knæene.

»Men min hustru truede med skilsmisse, hvis jeg gjorde det«, forklarer Nick Cave med påtaget alvorlig mine. »Jeg var lige ved at tage hende på ordet«.

Playground Music har betalt Politikens rejse til London.