Nogle scener i filmen ’Mord i mørket’ blev indspillet på et af Vesterbros bordeller.

Michael Falch havde hovedrollen som Dan Turèll-krimiernes navnløse detektiv iklædt lang snushanefrakke. På det tidspunkt i 1986 var Falch hot shit. Det nærmeste man i Danmark kom på en vaskeægte rockstjerne i cowboyblå.

Nu var han så også blevet filmstjerne.

Så på en måde var det nærmest lige efter bogen, at bordellets smukkeste escortpige tilbød Michael Falch eksklusiv service. Om ikke han ville bolle hende gratis?

»Det var dragende. Men jeg havde jo vielsesringen på«, fortæller Michael Falch.

En halv snes år senere begyndte han atter at opsøge det lyssky etablissement.

På det tidspunkt var ’Falchen’ nede at skrabe bunden. Holdt sig kun flydende ved at padle sig frem med sin guitar.

Når han havde spillet et job med sit band, skete det tit, at han tog ind på et hotel på Vesterbro. Så satte han sig ned på Orient Bar.

Her sad han i et fredeligt hjørne og drak et par øller, mens han betragtede pigerne på natarbejde. Han drak som middel mod søvnløshed.

Inden han skulle alene op i hotelværelsets seng og forhåbentlig kunne slippe for at ligge og stirre op på de sorte skygger, der som forvrængede sindbilleder farede hen over loftet.

En aften kom bordelmutter over til ham. Hun kunne godt se, at Michael Falch ikke var på toppen.

At hårde år havde tromlet hen over ham siden den aften, da han kunne have fået det hele kvit og frit.

»Sig mig, Michael, hvorfor tog du det ikke bare dengang? Du havde jo det hele. Du kunne jo have været den nye Kim Larsen«.

»Det kunne jeg jo godt mærke, der var noget rigtigt i«, indrømmer Michael Falch, der midt i 1980’erne var danskrockens store maskuline stjerne.

»Men jeg måtte sige det, som det var: Jeg kunne ikke. Jeg ku’ ikke«, gentager han stille.

»Jeg var ikke et menneske, der bare kunne tage det. Så meget motorvej havde jeg ikke i mig«, siger manden, der ellers engang sang om at have »en motorvej i blodet«.

Et begejstret menneske
»Jeg har hele tiden været nødt til at skyde mig selv i foden. Men jeg tager da de krummer, der kommer«, kommer det med et skraldgrin, der tydeligere end mange ord fortæller, hvor meget bedre Michael Falch har det med sig selv og sin rolle i dag, hvor han udsender albummet ’Hele vejen 1980-2010’ med både nye sange og nyindspilninger af gamle numre.

At have overlevet 30 år som rocksanger er i sig selv en præstation.

At Michael Falch i dag kan fejre netop det jubilæum i fin form er et resultat, der burde høre hjemme på sportssiderne. Få har høstet så store triumfer, fået så mange tæsk og frivilligt begivet sig ud på så dybt og ufortyndet ildvand som Michael Falch.

»Jeg har altid været et meget begejstret menneske, når jeg ikke lige var nede at ligge. Jeg har altid dyrket passionen og det rødglødende. Da vi startede ud med Malurt, var det jo som at sætte sig på en vulkan«.

Det var sidst i 1970’erne.

Det eksplosive og det fandenivoldske i punktiden kom sammen med dyrkelsen af rusen til at sætte sine spor. Også hos et band, der måske nok kom til at ligne Springsteen mere end Sex Pistols, men havde punkgenerationens galpende desperation helt inde under huden, da 80’erne drømte sig under i neon og nattemørke.

»Før dyrkede jeg det eksplosive brændpunkt. Det gør jeg ikke længere. I dag løber jeg snarere skrigende væk fra brændpunkterne. Det, der nu skal være min benzin, er noget helt andet. Når jeg laver noget nu, skal det gerne ske med en vis værdighed. Det var dén værdighed, jeg følte, jeg mistede for ti år siden«, fortæller Michael Falch.

Først brændte han igennem, så brændte han ud.

»Det var, som om jeg bare kæmpede for at holde mig på banen og på plakaterne. Det blev så defensivt alt sammen. Bare for at redde skindet. Hvis jeg for ti år siden skulle se frem til en 30-års dag, så havde det været med gru!«.

Falch blev ude i mørket
For ti år siden regnede Michael Falch ikke med, at chancerne for, at han ville overleve i så mange år, var store.

Som menneske. Som kunstner. Men det gjorde han, og foruden et større privat oprydningsarbejde er en af de vigtige grunde til Michael Falchs genrejsning samarbejdet med musikerne i Boat Man Love.

Kvartetten bestående af Søren Koch, Troels Skjærbæk, Johan Lei Gellett og Lars Skjærbæk, der har givet Michael Falch kræfterne til at genopfinde sig selv som seriøs musiker og sangskriver.

Traditionsbevidste Boat Man Love, som af mange bliver betragtet som et af de dygtigste bands herhjemme.

»I forbindelse med det nye album har jeg genlæst tekster fra Malurts album ’Ghetto’. Det var hardcore sort! Det var helt rystende for mig at se, hvor sort det var dengang«.

I spidsen for Malurt inkarnerede Michael Falch en sortsynet tid. Inkarnere sin tid gjorde han også nogle år senere som toneangivende solist på et tidspunkt, hvor danskrocken solgte plader i så enorme antal, at det for en ung musiker i dag må virke surrealistisk.

Men ’I et land uden høje bjerge’, som hans store hit hed i 1986, er der højt at flyve og dybt at falde.

Falch dristede sig til at stille op i landsholdstrøje i Idrætsparken og føre sig frem som fodboldstjerne. På det tidspunkt havde hovedstadens kulturpinger endnu ikke noget FCK at heppe på. På trods af Hans-Jørgen Nielsens ’Fodboldenglen’ var fodbold i 80’erne det stik modsatte af smart.

I dag havde sådan et stunt siddet lige i kassen.

Men da Michael Falch huggede til bolden, bankede han samtidig sin karriere langt over mål og helt ud af stadion. Ville man være bare lidt hip, var det obligatorisk at synes, at Michael Falch var endnu mere pinlig end Thomas Helmig.

Popmusikkens triumf rehabiliterede Helmig. Falch blev ude i mørket.

»I 90’erne oplevede jeg i helt gevaldig grad at være forhenværende. Med Boat Man Love føler jeg, at jeg har fået en billet tilbage til nutiden. Jeg føler mig nutidig. Ikke på en ’ung med de unge’-måde. På en i mine egne øjne lidt mirakuløs måde kan jeg her bare være mig selv. Deres måde at spille på er så meget i pagt med mine gamle idealer fra Neil Young, at jeg har det enormt godt med det både tidløse og moderne i deres stil. Nogle gange, når jeg står med dem, så føler jeg, at jeg er 15-16 år i Tønder igen. Så ser jeg mig selv i spejlet og kan godt se, at det er jeg ikke!«.

Rejsen tilbage
Uden at være nostalgisk tager ’Hele vejen’ fat på sange fra fortiden.

Undervejs fra 1980-2010 har Falchs tanker passeret en række gamle helte. For de er der jo og har været vigtige, selv om Falch synes, man skal være meget varsom med at have helte. Mennesker hører ikke hjemme på en piedestal, synes han.

Måske fordi han selv har prøvet at blive placeret på én. Og ved, hvor langt ned der er.

Men selvfølgelig er heltene der: John Lennon, Neil Young og naturligvis Bruce Springsteen, som en legendarisk aften stod på scenen sammen med Malurt. Men også Peter A.G. fra Gnags og Leif Roden fra Alrune Rod.

Digterne Johannes Jørgensen og F.P. Jac, som han skrev sange med. Hvilket var »som at dyppe røven i en vulkan!«.

Men hans største helt er og bliver hans gamle gymnasielærer Kastberg fra Tønder.

»Kastberg var Kierkegaardspecialist, og han har på en eller anden måde betydet alt for mig. Han tog mig alvorligt på et tidspunkt, hvor jeg havde det meget svært. Jeg var meget utilpasset. Jeg var flyttet til Tønder fra København og havde nogle sindssygt svære år. Men Kastberg så noget i mig, som jeg ikke havde drømt om, at jeg rummede«, fortæller Michael Falch.

»Vi havde spillet Shakespeare. Jeg var Narren. Så tog han mig til side og sagde: »Dét der, Michael, det er du nødt til at tage alvorligt og gøre noget ved. Kastberg var et modbillede til min far. Min far var bondedreng fra Odderegnen. Et helt vildt skørt, sjovt, musikalsk og kærligt menneske. Men som med sin fordrukne side prægede mig meget«.

Fra Kastberg fik han troen på, at han skulle være noget ved musikken.

Fra faderen fik han en snigende mistanke om, at han var dømt til at gå i hundene. Faderen fra almuen, der var så stolt over, at sønnen havde fået studentereksamen. Men gloede olmt, når han havde drukket og fik øje på sønnens eksamensbevis.

Den selvdestruktive arv så længe ud til at skulle få skovlen under Michael Falch. I dag er dæmonerne hældt tilbage på flasken og proppen sat i. Men en anden prop er røget af. Michael Falch skriver sange igen, og i sit arbejdsfællesskab med Boat Man Love er han igen blevet en af den danske musikscenes højt skattede attraktioner.

Koncerten med Michael Falch og Boat Man Love er nærmest sæsonens kulmination i Tivoli 24. september, hvor formentlig op mod 25.000 mennesker vil vente på Plænen.

Michael Falch er ikke længere ung og vild i varmen. Til gengæld er der nu et liv efter livet på vulkaner.