Alene rumfanget fortæller om et særligt instrument:

Det nye orgel, der vises frem for publikum i Musikhuset i Århus torsdag aften, fylder små 300 kubikmeter, eller, som professor ved Det Jyske Musikkonservatorium og organist Ulrik Spang-Hanssen, der indvier orglet, plejer at udtrykke det:

»Det fylder nogenlunde det samme som et af de der engelske rækkehuse i tre etager«.

Selv regner han ikke rigtig »instrumenter, man ikke kan gå op ad trappen i«, for noget, men det store format gør omvendt, at et orgel ikke bare er et instrument, man bestiller, opstiller, intonerer og bliver begejstret for.

LÆS MEREOrgelprofessor lover højt vindtryk på spritnye rør

Både økonomisk og teknisk er det noget af et skrummel at anskaffe, som det tidligere har vist sig i DR’s Koncerthus i København, hvor et endnu dyrere og større orgel blev indkøbt for et par år siden – til kritikernes gennemhegling:

»Man kan jo ikke høre det«, lød så nogenlunde den samlede kritik af en lyd, der ikke rigtig ville ud til publikum.

»Very impressive, indeed«
Det vil lyden fra orglet i Århus, tør de godt love, de, der allerede har hørt det nye 16 ton tunge musikmonstrum fra Klais’ orgelbyggerværksted i Bonn.

Og da Ulrik Spang-Hanssen sætter sig bag det nye, mobile spillebord i ahorn og østrigsk frugttræ for at give en prøve en ellers stille vinterdag, er der ikke noget indpakket over den lyd, der blæser øregange ud og kroppe omkuld med vibrationerne fra 3.200 håndtillavede piber.

LÆS OGSÅMusikredaktør: DR-orgel er en skandale

»Very impressive, indeed«, har stjerneorganisten Thomas Murray allerede applauderet inden sin gæsteoptræden ved indvielsen.

Ulrik Spang-Hanssen siger bare: »Ikke?« med et inderligt tilfreds smil, mens hænderne betjener messingknapper og registre med tyske påskrifter, og fødderne leger hen over lange træpedaler en hel oktav dybere, end resten af symfoniorkestret nogensinde kommer.

»Sådan et koncertsalsorgel skal både kunne spille svagere end en soloviolin – og lige så kraftigt som resten af symfoniorkestret til sammen. Det skal kunne gå ind med den brede lyd og omfavne strygerne, og det kan det her, synes jeg. Men så er der selvfølgelig også noget, det ikke kan«, siger han.

Hvad kan man få?
Og det at vælge og fravælge har været mantraet for det orgeludvalg, der har sonderet orgelbyggeruniverset og været på europæiske studieture for Aarhus Symfoniorkester og Det Jyske Musikkonservatorium, efter at Århus havde først en ny symfonisk sal og derpå en milliondonation til et orgel.

»Det orgel, der kan spille det hele, findes ikke. Derfor er det allervigtigste at finde ud af præcist, hvad man vil have – vel vidende, at der så er noget andet, man ikke får«, som Spang-Hanssen, der selv har været en del af udvalget, siger.

Og det, man gik efter, var ikke flest mulig registre eller størst spændvidde, men et orgel, der passede til lige netop Den Symfoniske Sal, der skulle agere orglets klangkasse: et instrument med »rå kraft på midtbanen«, som organisten siger om et koncertorgel med meget bas og kraft på mellemstemmerne.

I DR’s Koncerthus er der langt flere registre i det høje, men »man har måske villet for meget, og derfor er det blevet for stort«, lyder et forsigtigt bud fra Århus-professoren på, hvad der gik galt i København.

LÆS OGSÅDR’s orgel kan høres

»Man kan putte for mange piber ind, så de, der ikke arbejder, begynder at tage lyden fra dem, der gør. Der findes masser af eksempler på, at man har forsøgt at skræve over for meget«.

Bedre end i København
Organist ved Jesuskirken i Valby, Jørgen Haldor Hansen, har ikke hørt orglet i Århus endnu, men »man kan kun håbe, det bliver bedre end det i København«, siger han og vurderer, at dimensionerne i Århus lyder rigtige.

»I DR’s Koncerthus mangler man luft og rum til orglet. Derudover har man fået en masse små stemmer, man ikke har brug for, og som alligevel forsvinder i orkestersammenhæng«, siger han.

LÆS OGSÅDR erkender koks med akustikken i koncerthuset

Flemming Dreisig, der er domorganist ved Københavns Domkirke og selv orgelrådgiver i DR-byggeriet, ser fordele ved fremgangsmåden i Århus, hvor orglet er bygget senere end koncertsalen:

»Hvis man har tiden, er det rigtig fint, for så beror den viden, man har om salen, ikke kun på teori«, siger Dreisig, der i sin tid var skuffet over, at orglet i Ørestad ikke rigtig kunne høres »fra det sted, i den højde, på den yderflade med så mange irregulære former«, hvor det stod.