Som en shaman i trance stod han på scenekanten med hænderne for brystet og stirrede ud i solnedgangen med et lille smil lurende om læberne.

Foran ham hvirvlede støv fra skovbunden op under dansende fødder, og omkring ham rasede musikerne ud i rundgang efter rundgang i noget nær manisk ekstase.

’En nat bliver det sommer’ sendte sine smukt klagende klange ud i aftenen i minut efter minut, som om alle ønskede at sætte tiden i stå og forlænge den lyse sommeraften til for evigt.

LÆS OGSÅUnmack: Redningstour har reddet Love Shop

Gennem det skaldede hoved hos manden på scenekanten løb de forudgående måneders virvar af følelser og indtryk. Ikke alene var det en af den døende sommers sidste aftener.

Lørdag 13. august på Skanderborg Festival var også sidste koncert på en turne med det indlysende navn Redningstour for Love Shop. En turne gennem Danmark, der havde formet sig som en flugt væk fra en isnende kold, sort vinter og var blevet til en direkte konfrontation mellem død og liv, stilstand og musik for Jens Unmack.

Tour-terapi
»Jeg havde befundet mig i en døs helt uden værdi i måneder. Jeg kan slet ikke genkende mig selv nu fra den periode. Det var en form for sindssyge, hvor jeg slet ikke var noget for min familie eller mine venner. Jeg var på rejse væk fra sygdom og død, men kun som blind passager. Det var først dér til sidst, at jeg kunne se, at musikken havde sejret. At livet er stærkere end døden. At rock’n’roll er den kirke, hvor os, der ikke tror på den rigtige kirke, kan komme af med nogle ting, nogle sorger, vi bærer med os. Den aften i Skanderborg gik det hele op i den højere enhed, man altid søger efter«.

I januar mistede Love Shop mundharpevirtuosen og humørsprederen Henrik Hall til den kræftsygdom, han selv håbede at kunne sprinte væk fra ved at tage ud at spille koncerter med sit band. Det nåede han ikke.

I stedet for blev Redningstour et levende, musikalsk minde for Henrik Hall og bandets tredje medlem, guitaristen og produceren Hilmer Hassig, der blev kørt over af en bil og døde i november 2008.

»Den turne blev en form for terapi for både os og vores publikum. For mig var det kun musikken, der holdt mig oppe. Jeg er ikke den bedste til at vise, at jeg er svag, så jeg valgte at sige farvel til mine følelser, når jeg ikke lige stod på scenen. Det var ikke sundt for mig. Men på scenen blev det hele forløst. Man kunne mærke, at mange af dem, vi spillede for, var berørte af det. Det blev en fejring af vores band, vores musik og især Hilmer og Henrik, som lige var taget af sted«.

Ensomhed på slæb
I et hjørne af Musikkonditoriet Sorte Hest på Frederiksberg har Jens Unmack lagt sine uundværlige følgesvende, et sæt massive hørebøffer, fra sig på bordet og bundet det meste af en Cola Zero, mens han ser tilbage på tre meget voldsomme år med tabet af sine to bedste, musikalske legekammerater.

Nogle år med en uforløst ensomhed på slæb. En stemning, han har forsøgt at gøre op med og afklare med udgivelsen af opsamlingspladen med sange fra solokarrieren, ’Over byen, under himlen – en samling’ i denne uge.

»Jeg har sådan set aldrig haft lyst til at blive solist. Det blev jeg kun for at slippe væk fra Love Shop. Det, der startede som det tætteste kammeratskab, havde udviklet sig til en krigszone«, siger han.

Om formiddagen søndag 16. november 2008 ringede telefonen hjemme hos Jens Unmack på Frederiksberg. I den anden ende var en ulykkelig Henrik Hall, der kunne fortælle, at Hilmer Hassig om natten var blevet påkørt af en bil på Falkoner Allé på vej hjem fra en fest.

LÆS OGSÅNekrolog: 'En fjern og fin musik giver dig alt du aldrig fik'

»Jeg var chokeret. Min første tanke var, at så fik vi aldrig sluttet fred. Der var sket det, jeg altid havde frygtet, fordi Hilmer tog sit liv til grænsen og levede hårdt. Der var noget skæbnesvangert over ham, og han kom fra en familie, hvor folk kom galt af sted. Jeg havde en nagende sorg, fordi der var så meget uforløst mellem os, og fordi jeg skulle til en begravelse med folk fra ’hans lejr’. De mente, at det var min skyld, at Love Shop var gået ned for Hilmer. Han var – som vi andre – nede over, at det var gået sådan«, husker Jens Unmack.

Snapseforeningens sammenhold
Han mødte Hilmer Hassig i 1984 efter en koncert med Kliché, som Jens Unmack var fan af. De to blev venner, dannede en ’snapseforening’, hvis formål var at dele en flaske akvavit og gå i byen. Der var ingen tvivl om rollefordelingen i det musikalsk baserede venskab, der blev til dannelsen af gruppen Love Shop.

»Vi var supertætte venner dengang. Uden ham havde jeg aldrig fået en karriere. Det var meget generøst af ham at bruge tusindvis af timer på at arbejde med det lidt, jeg kunne, når vi skulle skrive sange, og jeg skulle indsynge vokaler. Det var en meget tæt unit, som vi kaldte det. Os mod verden og det var det virkelig. Jeg kom med de små spredte hagl, han formede om til musikalske kanonkugler. Så længe det var sådan, og han bestemte, var der ingen problemer. De kom først, da Henrik Hall og jeg forsøgte at få vores ’faderfigur’ med på nogle ændringer«, siger Jens Unmack.'

LÆS OGSÅHilmer Hassig-hyldest endte i fællessang

Ændringerne var et forsøg på at løsne lidt på den perfektionistiske tilgang til musikken i Hilmer Hassigs og dermed Love Shops univers. At finde nye veje og måder.

Guitaristen, der også producerede gruppens musik, gik med til at gøre forsøget. Og indspille mere løst.

Men den slags ville han dog i sidste ende ikke lægge navn til på plade. Jens Unmack kunne dog få et kassettebånd med hjem og høre sin musik med for eksempel en akustisk guitar. Altså hvis han absolut ville ...

Intet telefonopkald
I 2004 var alle bånd slidt op og luften i trioen så fortættet, at en udluftning måtte til.

»Jeg hadede aldrig Hilmer, men jeg hadede min egen underdanighed i forhold til ham. Vi var kommet så langt ud, at vi havde hver sin bisidder med til vores sidste møde i Hilmers studie på Fælledvej. Efter at have hørt lidt på os sagde bisidderne: »Hvorfor spiller I overhovedet sammen? I er jo dødtrætte af hinanden«. Det var så det. Efter det talte jeg aldrig med Hilmer Hassig igen, vi skrev kun et par kortfattede mail til hinanden om rent forretningsmæssige ting«, siger Jens Unmack.

Og ser ligefrem på mig med den afventende åbenhed, der synes at ligge bag hans nøgternhed.
Hvad ville du sige til ham, hvis du havde chancen?

»Ingenting. Jeg sagde jo ingenting i de fire år, hvor jeg havde chancen. Han var ikke længere end et telefonopkald væk. Og det telefonopkald foretog jeg bare aldrig. Det gjorde han heller ikke. Og det var der gode grunde til. Derfor ville det være forkert at sidde nu og påstå, at jeg ville ham noget. I realiteten var vi døde for hinanden fire år, før han rent faktisk mistede livet. Jeg møder nogle gange folk, som spørger, hvorfor vi ikke talte sammen efter alle de oplevelser, vi havde sammen. De forstår ikke, at det at være i et band i så mange år er meget sværere end at være i et ægteskab. Man har samme tilknytning og forpligtelse for hinanden, men man kan ikke have sex og få den nærhed efter skænderier og frustrationer. Hilmer og jeg var altså sammen i 19 år, det slider frygteligt«.

Når rock-drenge bliver mænd
Et par år efter at Love Shop officielt var gået på »en længere pause«, som det hed, havde Henrik Hall lyst til at genoplive samarbejdet. Han fortalte sangeren, at guitarist Hassig måske også havde lyst til at spille et par koncerter. Sammen.

»Jeg sagde bare »no way«. Vi skal aldrig nogensinde spille i Love Shop igen«.

Hvorfor opløser du så ikke bare bandet, spurgte Henrik Hall trodsigt.

LÆS OGSÅUnmack: Jeg er blevet uretfærdigt behandlet

»Nej«, svarede Jens Unmack: »Hvis man gør det, kan man jo aldrig nogensinde komme tilbage«.

Han ler kort og heftigt over mindet. Der for Jens Unmack også er en påmindelse om den infantilitet, der ofte er indbygget i rockbands.

»Bands startes af unge mænd, som har en mission om, at de skal ud og ændre verden. De mødes, før de har stiftet familie og bliver hinandens familie. Sådan var det også for os. Bandet er en ens bande, og det er fedt at have en bande, når man er i starten af tyverne. Men det er eddermame unaturligt at have en bande sammen, når man er midt i fyrrerne«, mener Jens Unmack.

Rollen som evig ung frister
På bagsiden af coveret til ’Lulu’, det nye album med Lou Reed og Metallica, stirrer fem modne mænd bag hver sit par sorte solbriller forstenede ud mod verden. Mere grinagtigt end sejt, mener amerikanernes danske kollega fra Love Shop.

»Fotos af bands, der har eksisteret i 20 år eller mere, ser bare komiske ud. Det er ikke naturligt for fire midaldrende mænd at stå og se seje og hårde ud. »Gå nu hjem til jeres familier og slap lidt af«, tænker man. Det er så tydeligt, at den her bande ikke længere er det vigtigste i deres liv. De mødes bare, når de skal arbejde, og ikke andet. Det er ikke os mod resten af verden længere for ret mange på 45 eller 35 år«, mener Jens Unmack.

Mange bands fortsætter alligevel langt ind i moden alder, fordi det er for fristende at fastholde sig selv i rollen som evigt ung.

»Den største bonus ved at få succes i rockmusik er, at du får lov at opføre dig som en egoistisk baby. Derfor er mange bands så dysfunktionelle. Da jeg fik børn, var der mange, som sagde til mig: »Børn? Det er sgu ikke særligt rock’n’roll!«. Men jeg har aldrig oplevet noget så rock’n’roll som at få børn. Det er rock’n’roll at sætte sine egne behov til side og stå op kl. 6 søndag morgen. Det var meget lettere at være 27 år, gå i byen, sove til kl. 5 næste eftermiddag, stå op, købe en pizza og se fodbold i tv for så at starte forfra om aftenen. Det var det lette liv, rock’n’roll er, når det er blevet hårdt. Det er også at kunne holde igen og bruge sig selv på en måde, så man også er her i overmorgen. Rock’n’roll er også selvdisciplin«.

Nu lyder du meget voksen og ramt af dine hårde erfaringer?

»Jo, men jeg kan godt beundre energien, udstrålingen og attituden hos et nyt band på 23 år fra USA. Jeg har bare svært ved at spejle mig i deres musik. Voksne mennesker, der kan lide rock og rul, har også brug for musik fra nogle med samme alder og erfaring. Så jeg mener absolut ikke, at rockmusik kun er et ungdomsfænomen, eller at man kun er god på sin første plade, hvor bandet stadig er ungt og idealerne intakte«.

Kampen mod kræften
I tilfældet Love Shop kunne konflikterne først begraves, da Hilmer Hassig var død.

De to tilbageværende medlemmer bestemte sig for at spille en koncert for at samle penge ind til hans døtre. Det blev en overvældende succes.

Selv om Henrik Hall i flere år havde kæmpet med en snigende kræftsygdom, bestemte de sig for at prøve at lave et album uden den store mentor og faderfigur. Resultatet blev ’Frelsens Hær’, der udkom sidste år til masser af ros og blandt andet blev omtalt som »det bedste comeback i dansk rock nogensinde«.

En stor glæde for Jens Unmack, der havde kunnet følge sin gamle ven og makker, Henrik Hall, blive mere og mere syg under indspilningerne.

»Henrik havde virkelig satset på at sætte sit præg på det album – også som sangskriver. Men han havde simpelthen ikke kræfterne til det. Han var sjældent med i studiet og sad derhjemme og indspillede sine bidrag i sit eget studie. Det var nærmest umuligt, når vi indimellem måtte sige til ham: »Det kan du altså gøre bedre«. Han var så svækket, men han ville så gerne. Hvis vi skulle op ad en trappe, sørgede han for at gå bagest, så ingen kunne se, at han havde pisseondt. Han jamrede aldrig«, siger Jens Unmack stille.

Selv om sygdommen kun gik en vej, var Henrik Hall ukuelig optimist og ville med Love Shop på turne. Men da den startede, var Henrik Hall alt for syg til at tage med.

Først da Love Shop nåede til Vega i København 20. november sidste år, rejste han sig fra sygelejet og tog ind til bandet om eftermiddagen.

Gode  dage. Love Shop samlet på scenen i Vega i 2003. Fra venstre Hilmer Hassig, Jens Unmack og Henrik Hall. Foto: Johnny FrederiksenModtaget som Elvis
Den stærkt afkræftede mundharpespiller havde lige fået tappet to liter vand fra sin ene lunge og var tydeligt mærket. Alligevel ville han gerne medvirke i hele koncerten.

Bandet fik dog overbevist Henrik Hall om, at det var bedst blot at medvirke på nogle numre.

»O.k., hvis det er sådan, I vil have det, gør vi sådan. Tøsedrenge«.

Jens Unmack efterligner den gamle vens vrængende udtale og griner lidt ved mindet. Koncerten om aftenen blev en emotionel triumf for Henrik Hall, da han kom ind til sangen ’Fremmedlegionær’.

»Han blev modtaget, som om han var Elvis Presley og gjorde comeback hjemme i Memphis. Jeg har aldrig hørt så massivt et bifald i Vega. Uanset hvor man så hen fra den scene, stod folk med store smil og store tårer i øjnene. Kæft, jeg skulle holde sammen på mig selv for ikke at krakelere fuldstændig der. Men det var supergodt for ham, fordi han blev så bekræftet i, at folk var vilde med ham. Han stillede op igen dagen efter, selv om han var hårdt mærket af den første aften«.

Stod I med en følelse af at være sammen med a dead man walking?

»Ja, man frygtede, at han var med til sin egen begravelse derinde. Men sådan tænkte han heldigvis ikke selv. Det var fedt, for når alt det her showbiz er skrællet væk, må musik gerne handle om noget. Og det gjorde det. For Henrik fik lov at gøre det, han elskede allermest, ud over sin familie, nemlig at spille musik på en scene, hvor han fik et fantastisk bifald«.

Musik betyder noget
To måneder senere døde Henrik Hall. Det eneste overlevende medlem af triumviratet Love Shop, Jens Unmack, troede, at han gennem det langvarige sygdomsforløb havde forberedt sig på den udgang. Men det havde han ikke.

Mærket af sorg og langtfra sig selv bestemte han sig for at gennemføre den planlagte turne. Som et levende minde om sine to døde kammerater og deres musik.

LÆS OGSÅHenrik Hall er død

»Hvis jeg har lært noget af alle de her tragedier og alt det død, er det, at musikken skal betyde noget. For ti år siden handlede det bare om, hvorvidt man spillede nogle gode eller nogle mindre gode sange, inden man skulle i byen og have nogle bajere. Nu vil jeg forløses i musik. Det skal få mig til at glemme i dag og i morgen. Det skal være et paradis på jord med en masse mennesker, jeg ikke kender, som alligevel står mig nær lige nu og her. Når musik er bedst, virker det som et stof, der giver mening på en måde, man ikke anede eksisterede – en glæde, en eufori, en følelse af fællesskab og en befrielse for sorg og andet, man har med sig. Jeg er vist sådan gammeldags Bruce Springsteen-agtig på den måde, men det er ikke en kliché«.

LÆS OGSÅDødsfald stopper ikke Love Shop

Øjnene stråler hos Jens Unmack, mens han drømmende tilføjer: »Musikere skal være rejsekonger, der fører os væk herfra lige nu«. Så tilføjer han med vanlig nøgternhed: »Desværre er der alt for mange musikalske værkførere, som får os til at stå stille«.

Døden må klare sig selv
Om det bliver som Love Shop eller som solist, Jens Unmack skal bringe sig selv videre, aner han ikke. Foreløbig er han bare glad for at have fundet sig selv igen. I den kommende tid vil han gå på jagt efter inspiration til nye sange.

»Jeg bliver nødt til at fortsætte med det her, for jeg kan ikke andet. Jeg er så at sige fanget af min egen uduelighed. Og af den ’bestyrelse’, der kigger ned på mig et eller andet sted fra. Det forpligter at have sådan et par gutter et eller andet sted derude«, siger han med et smil.

I den lille café rejser Jens Unmack sig op, hægter en frakke på sig og lægger sine hovedtelefoner om halsen, inden han til sidst haler en hvid hue med en stor, knaldrød top på. Som en søjle med en advarsel eller en opmuntring i toppen.

»Nu må det være nok med alt det død. Jeg er heldigvis holdt op med at tænke på Henrik som syg, nu tænker jeg bare på ham som min ven, jeg oplevede alt det med. Jeg tænker på ham og Hilmer hver eneste dag. Men jeg tænker ikke på Døden. Den må klare sig selv«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken