Mens Barack Obama og hans hustru Michelle Obama dansede til, sang Beyoncé Knowles 'At Last' for de to og for alle, der så indvielsesceremonien for USA's nye præsident 20. januar 2009.
»At last my love has come along, my lonely days are over, and life is like a song«, lød det fra hende. Og at livet i glimt virkelig kan indeholdes i en sang – eller ti – bekræfter Greil Marcus med sin nye bog 'The History of Rock'n'Roll in Ten Songs'.
Greil Marcus brød igennem som kulturanalytisk rock'n'roll-forfatter med værket 'Mystery Train' i 1975. Her 40 år senere er han lige så skarp, subjektiv og dertil overlegent vidende, når han uden smålig skelen til kronologi skriver, så sætningerne danser.
Rock'n'roll er herremodens store museNæsten samtlige ti sange i 'The History of Rock'n'Roll in Ten Songs' er sunget til berømthed, men ikke bevidstløshed, af flere fortolkere. Greil Marcus lægger ikke skjul på sin holdning til dem, når han sætter dem i både kulturelt og musiksociologisk perspektiv.
Kapitlet med overskriften ’All I Could Do Was Cry’ har taget titel fra et Etta James-nummer og indeholder noget af det mest kontroversielle i bogen: en nedrakning af tidens mest populære r&b-stjerne Beyoncé Knowles.
Etta James vs Beyoncé Knowles
Da Beyoncé Knowles sang 'At Last' i 2009, var der mindst to, der ikke var begejstrede for den smukke guldfugls optræden: Etta James og Greil Marcus. Etta James hittede med sin version af Mack Gordons og Harry Warrens sang i 1961. 20. januar 2009 var hun en 70-årig dame, der følte sig forbigået under indvielsesceremonien. Og hvis nogen skulle overtage hendes 'At Last', skulle det i hvert fald ikke være Beyoncé Knowles.
Da Knowles i 2007 fik rollen som Etta James i filmen 'Cadillac Records', skal Etta James have udtalt: »For hende bliver det ligesom at bestige et bjerg, for Etta James har ikke været nogen engel. Jeg var aldrig borgerlig, som hun er. Hun er spidsborgerlig«.
Etta James var med til at gøre noget så skelsættende som at bygge bro mellem blues, rhythm'n'blues, jazz, gospel og rock'n'roll. Fin på den var hun ikke, og hun fik heller ikke megen mulighed for at blive det. Allerede da hun som ung bumlede rundt i busser fra spillested til spillested, udviklede hun et ødelæggende misbrug af sprut og stoffer, der kunne få hende til at glemme alting. Lidt.
Nekrolog: Winehouse levede det hårde rock n' roll-livSom hun selv skrev det på et tidspunkt: »Jeg holdt af at se nålen sidde fast i årerne mellem sangene«. Hun var kun 22, da hun begyndte at synge 'At Last' og et andet hit, 'All I Could Do Was Cry', men hun kunne, som Greil Marcus skriver, »synge, som om der blev løftet sten fra hendes lunger, og som om de sten havde ligget der i 20 år«.
Beyoncé Knowles' stemme spænder videre end Etta James', men Greil Marcus er ikke duperet af hende. I 2013 havde hun netop underskrevet en svimlende dyr kontrakt med Pepsi, da hun optrådte som finalestjerne ved det traditionsrige Superbowl-show i USA.
Følelsen der huskes for eftertiden
Om hendes optræden ved den lejlighed skriver Marcus, at hun »lignede nogen, der var fuldstændig komponeret af penge. Hendes pragt var et koncept, og som koncept var det automatisk og i sidste ende intetsigende. I modsætning til Elvis, Little Richard, The Beatles, Bob Dylan, Madonna, Tupac Shakur, Eminem eller Lady Gaga skilte hun sig ikke ud fra nogen anden«.
Det kan virke irriterende forudsigeligt, at Greil Marcus som en af de få i verden langer ud efter den skinnende succesrige Beyoncé Knowles og i stedet roser nu afdøde Etta James. Med sine nu 69 år har Marcus alderen til at være præget af 60'ernes og 80'ernes strømninger af antiimperialisme.
Er der bare tale om en ældre mand, der har lyttet for meget til Robert Johnson, Neil Young og The Clash til at kunne se skønheden i udyret, når Beyoncé synger for Pepsi? Nej, for Marcus har noget ubestikkeligt at have sin holdning i: Prøv at lytte til både de to sangerinders forskellige versioner af 'At Last'. Etta James' fortolkning har alt det liv, Beyoncé Knowles' mangler.
Og det er, argumenterer Marcus, helt afgørende for enhver sang til en enhver tid, om følelsen i den er til stede. Det vil være følelsen, der huskes for eftertiden.
Phil Spector og Amy Winehouse
Allerede tidligt i bogen gør han rede for nogle af de helt centrale ideer i sit musik- og kultursyn. Kronologien er ikke afgørende for historien om rock'n'roll. Amerikanske The Teddy Bears, som i 1958 sang 'To Know Him Is To Love Him' til tops på hitlisten, gjorde det ikke bedre eller mere rock'n'roll-autentisk end Amy Winehouse, der indsang sin fortolkning af Phil Spectors nummer i 2006.
Robert Johnson var både længe død og helt glemt, da hans kvaliteter blev opdaget af pladeselskabet Columbia i 1961, og hans lyd af rock'n'roll – indspillet før rock'n'roll fandtes som fænomen – er stadig intakt i dag, hvor han både har prøvet at have sit ansigt på et amerikansk frimærke og få sin 'Sweet Home Chicago' sunget af præsident Obama under en bluesaften i Det Hvide Hus i 2012.
Det er stemningen, og det er følelsen, som gør en sang til rock'n'roll. Flamin Groovies' 'Shake Some Action' er fra 1976, hvor »rock var gammel, statisk og færdig i nogle henseender«, som Marcus skriver. Det var den bare ikke, når Flamin Groovies' spillede 'Shake Some Action'. Her var alt nyt, »som om hemmeligheden er blevet opdaget, og mysteriet er blevet løst på stedet«.
»For mig er rock'n'roll en måde at spise morgenmad på«»Men det er ikke rigtig pointen«, fortsætter han. »Pointen er, at det er rock'n'roll som musik, som et argument for livet fanget i lyd, som et beat, som noget nyt under solen, i 1976, i hænderne på nogle få mennesker i et band i San Francisco«.
Fantomerindringer
Der er en manisk musikforelskelse over sproget hos Greil Marcus, der insisterer på, at rock'n'roll ustandselig begynder på ny et eller andet sted, og hvis man bagefter ikke lige husker hvor og hvornår, så pyt med det.
Erindringer er alligevel hverken kronologiske eller nøjagtige. »Jeg tror, vi alle har det her lille teater på skuldrene, hvor fortiden og nutiden og vores forhåbninger simpelthen ubønhørligt er blandede«, citerer Marcus den afdøde tv-dramatiker Dennis Potter for at have udtalt.
Rock'n'roll-pioner er dødDerefter citerer han filminstruktøren David Lynch for at minde om, at nogle af ens erindringer kan være stjålet fra en andens historie og måske koloniseret af en større kulturel hukommelse. David Lynch husker præcis den aften i 1956, hvor han var ti år, og hvor Elvis Presley for første gang optrådte på Ed Sullivan Show i tv:
»En smuk aften. Dybe skygger viste sig. Det var lunt. Og Willard Burns kom løbende imod mig fra et hus i nærheden, og han sagde: »Du gik glip af det!«. Og jeg sagde: »Af hvad?«. Og han sagde: »Elvis på Ed Sullivan!«. Og det satte ligesom ild til noget i mit hoved. Hvordan kunne jeg været gået glip af det? Den aften var aftenen. Men jeg er glad for, at jeg ikke så det. Det blev en endnu større begivenhed i mit hoved, fordi jeg gik glip af det«.
En version af historien
Sådan kan man have det med en del af de sange, Greil Marcus beskriver: at de står en så nær, at det næsten er, som om man var der selv, da eksempelvis Joy Division optrådte i The Factory i Manchester 13. juli 1979, efter at sangeren Ian Curtis' anfald af epilepsi var blevet hyppigere, og inden han første gang forsøgte at tage sit liv.
Den aften sang han ’dance, dance, dance to the radio', »som om ordene tævede løs på hinanden, intet kunne være mere hæsligt, nedværdigende, umoralsk«, skriver Greil Marcus.
'Transmission' er et fantastisk nummer, og Joy Division var med til at få rocken til at lyde ny igen dengang i 1979, ligesom andre er det i dag og var det i går. Som Greil Marcus lukker sin bog med at skrive: »Det her var bare en version af historien, og der er uendelig mange andre fortællinger om den historie«.
Men det er ikke alle versionerne, man danser så godt til.
--------------------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at sangerinden Etta James var 80 i 2009. Hun var 70. Hun døde i øvrigt i 2012.
fortsæt med at læse
