Michael, hvad sker der for dig?

»En hel masse gode ting. Jeg kan se tilbage på mit liv fra 1978, hvor jeg kom frem på den danske scene og til den dag i dag, hvor jeg er 50 år. Jeg har det faktisk bedre end nogensinde. Specielt fordi jeg har fundet mig selv. Jeg ved, at jeg kan være stolt af, at jeg har stået ved mig selv og mine meninger hele livet, uanset hvilken negativ eller positiv kritik der er blevet smidt imod mig«.

Det var mærkeligt. Det lykkedes dig at sige op imod seks helsætninger uden at nævne ordet rock’n’roll. Du siger jo ellers altid rock’n’roll i ét væk.

»Det er bare en del af mit sprog. Jeg bruger det i tilfælde, hvor der ikke er så meget andet at sige. Det ord forklarer en hel masse. Den fedeste forklaring på noget, du kan komme med, er: That’s rock’n’roll. Den kan jeg takke Keith Richards for«.

Ja, og Peter Belli. Han siger også rock’n’roll hele tiden. Men der er jo ingen af jer, der spiller rock’n’roll! Du spiller jo boybandpop, hvor der ligger en rockguitar helt oppe i toppen på produktionerne. Det kalder du så rock’n’roll?

»Ja, det er så din mening. Men rock’n’roll har jo været en musikform i udvikling siden Bill Haley. Folk, der ikke har forstand på det, bruger ordet rock’n’roll som udtryk for en lyd. Men for mig er det en livsstil: en måde at se verden på, det er en måde at spise morgenmad på. Det er sgu ikke så meget, om guitaren er forvrænget, eller det er unplugged. Rock’n’roll handler om det standpunkt, du tager i forhold til livet. Der er andre, som dig, der går ned i H&M og køber en Motörhead-T-shirt og tager den på til fest og synes, at det er rock’n’roll. Til det siger jeg: That’s not rock ’n’ roll«.

Jeg var til koncert med Freak of Nature. Jeg har set dig live. To gange endda. Første gang var på Ronalds Festival Tivoli i 1978. Det var med Mabel. Og Peter Belli gik på bagefter, mand. Men du var god i Freak of Nature, den sommer hvor alle spillede grunge.

»Ja, der var vi heldige. Det sker en sjælden gang, når man laver noget uplanlagt, og det bare kører. Dengang stod vi der bare på Roskilde foran folk. Bortset fra dig var der ingen, der kendte mig. Vi blev kun bedømt i forhold til, hvor godt bandet var, og ikke i forhold til min person. Men det band var en chance, man får én gang i livet. På det tidspunkt fandt jeg ind til det inderste af, hvad det vil sige at være i et band. Musikken var en naturlig forlængelse af, hvem vi fire personer var«.