Hej, Paul, mand. Det er Djævlens Advokat. »Det skulle være en, der hed Henrik«. Jo, men jeg er jo Djævlens Advokat. Altså, det er jeg ikke. Men i det, vi skal lave nu, er jeg Djævlens Advokat. »Det vidste jeg ikke. Men Cool nok«. Men du hedder jo faktisk heller ikke Paul. Du hedder jo Ronnie Atkins. »Ja, det gør jeg jo nogle gange i det store udland. Eller nej, det gør jeg jo mere eller mindre permanent som sanger i Pretty Maids«. Fedt. Det er nemlig fedt for en gangs skyld at tale med en rigtig rockmusiker. Du er ligesom Elvis: Hvis du ikke var slået igennem, var du da bare blevet lastbilchauffør. Ikke? »Det er sgu ikke engang løgn. Selv om det godt nok er en stor sammenligning«. Men Paul, sig mig så lige, hvad fanden er der sket med rocken: »Ja, goddag, jeg har læst på konservatoriet. Min far hedder Jørgen Leth. Kan du se mine hornbriller, mand«? »Ja, det kan der være lidt om. Men dengang vi startede ud, var der ikke så meget at vælge imellem«. Dengang var det enten lastbil eller rock og rul? »Det var det sådan set. Det var svært at finde en læreplads dengang. Men da så muligheden bød sig for at spille noget rock og rul og leve drengedrømmen ud. Så gjorde man jo det«. Ja, og så kørte man bare ud ad Hells Highway, ik’ os’? »Lige nøjagtigt. Det har så stået på i nogle år«. Men altså, hvor er vi henne i dag, Paul ?Ja, hallo jeg arbejder på Politikens Rockleksikon. Vi studerer nogle kilder til afdækning af inspirationerne i krydsfeltet mellem Metallica og Gordon Gekko. Altså, prøv lige at slap af, makker! Det er rock ’n’ roll, mand ! »Det, der er så fedt med rock’n’roll, er jo, at man kan tage den der kasket på, gå ind i tourbussen, og så er man 16 år igen«. Ja, kasket, du. For det er sgu ikke studenterhuen, der trykker. »Nej, det er det kraftedeme ikke. Det kan jeg love dig for. Men selv om man har familie og unger, så giver det mulighed for at være lidt ung i sindet. Det er sgu fint. Selvfølgelig er det gået op og ned. Jeg vil da ikke sige, jeg er blevet millionær. Men jeg ville heller ikke bytte det for penge«. Som Kim Larsen sang: »Det rager mig en bønne. For jeg har min fantasi«. »Det er nemlig rigtigt«. Nu er han bare selv blevet sådan en højskoleidiot: »Se mig! Jeg har oversat en tekst af Nordahl Grieg! Prøv lige at slappe af. Er dét rock’n’roll eller hvad, Larsen? »Ja, altså, vi gør jo bare det, vi gør. Vi har sgu aldrig blameret os med, at det skulle være kunst på et eller andet intellektuelt plan. Det er underholdning. Det er dét, det handler om. Så kan vi lade de finkulturelle om det andet, du«. Ja, så kan de sgu sidde derude på universitetet : Jamen, det er jo i for sig Shakespeare, du citerer, på en gedulgt måde i tredje vers, fjerde linje bagfra. Og nu skal I bare se mig gå på det rytmiske konservatorium! Altså: come on, manner ! Rytme, det har man, eller også så har man det ikke. »Ja, jeg har det sådan med musik: Hvis foden vipper, så er der noget, der rører et eller andet. Det er jo en dejlig ting«. Det er også bare så fedt, at I er blevet hjemme i Herning. Jeg kan lige se jer køre ind bag Brugsen og sige: »Godaw, godaw, godaw« til dem, I har gået i folkeskole med. »Det er nu godt nok Horsens, vi kommer fra. Og Vejle«. Lad nu være med at blive snobbet, Paul. Det er så sejt, I skal spille i Tivoli på langfredag, mand! Det er jo lige på korsets fødselsdag. »Ja, det kommer ikke meget tættere på«. Skal I brænde nogle kors af? Langfredag, det er jo juleaften for heavy metal. »Det kan man vel godt sige, jo«. Undskyld, Paul, der var jeg sgu lige ved selv at gøre det lidt for intellektuelt. Men det er jo også lidt højrøvet, at I sælger boksershorts, hvor der står ’Carpe Diem’ på? »Ja, men det er jo titlen på en gammel plade. Det handler jo også om at gribe nuet. Det har jeg sgu skrevet mange tekster om. Det kan godt være, de hedder noget forskelligt. Men de handler om stort set det samme«. Og musikken lyder også som det samme ... »Ja, man prøver jo indimellem at opdatere sig. Men det ender altid med at lyde som os i den sidste ende. Nogle gange er det så bedre end andre«. For mig lyder de fuldstændig ens. Alle 13 albums, mand. »OK«. Men det bliver altså bare sådan noget med, at I fyrer den af på Plænen og brænder nogle kors af? Bagefter går I så ind på Hard Rock Café og er nogle almindelige gutter, som man bare lige kan komme hen og sige goddaw til? Så er I bare helt nede på jorden? »Ja, der er sgu ikke så meget snobberi ved os. Lad mig sige det sådan«. Nej, det er der virkelig ikke, Paul. Jeg kom i hvert fald helt ned på jorden af at snakke med dig. »Kommer du så ind på Plænen?«. Ja, og jeg kommer også ind på Hard Rock Cafe og siger: »Godaw, du, daw, daw«. »Jamen, så får du et »daw« igen«. Det regner jeg også med. »Jamen, var det dét, Henrik?«. Ja, det var da lige dét, Paul.