Annonce
Annonce
Annonce
Musik 19. okt. 2012 KL. 17.22

Jysk musiklejr træner teenage-talenter efter svensk forbillede

Pop-Pilot er et nyt efterårsferietiltag, hvor teenagepiger lærer at spille musik.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Popkollo

Det svenske forbillede
Den svenske sommermusikkoloni Popkollo for piger opstod i 2003 som reaktion på det begrænsede antal kvinder i musikbranchen.

Popkollo finder sted i 8 forskellige byer og varer 7-10 dage for i alt 300-400 piger.

På de fleste Popkollo-lejre undervises der i rockmusik, men det er også muligt at tage på Popkollo Hiphop/R'n'B eller Popkollo Metal.

Den svenske Popkollo er med i den internationale Girls Rock Camp Alliance.

Brain, chain, saying, claim, rain ...«. Fem piger sidder på en scene, badet i blåt lys, og grifler rimeord ned.

»Det er faktisk ret svært«, siger en pige med tykke briller og krumbøjet ryg hen over sit kladdehæfte. Hendes lange tynde ben er flettet sammen under hende, og de pink gummisko tripper lidt på scenekanten.

»Husk, at det skal være dine egne ord og dit eget slang, ellers kan det være lige meget«, siger læreren.

Pilotprojekt
Vi er til sangskriverworkshop som en del af Pop-Pilot. Den første af sin slags. 20 piger mellem 12 og 16 år fra hele landet har vundet en plads på en uges musiklejr i efterårsferien. Scenen tilhører spillestedet Kulisselagret midt i Horsens og befolkes normalt af noget større stjerner, men i dag har en flok helt unge piger fået lov at låne den.

Pop-Pilot er kun for piger, og seks erfarne kvindelige musikere, Ida Gard, Maria Timm, Karen Mukupa, Anne Kirstine Winkler, Sara Gacic og Marianne Søgaard Andersen, er hyret til at undervise pigerne i alt fra akkorder over riffs til den svære kunst at skrive en sangtekst.

LÆS OGSÅDanske piger skal gribe guitaren

»Nu er jeg altså helt forvirret«, griner en af pigerne, der har fået forvildet sig ud i en associationsrække, der startede med morgenmad og kakao og endte i noget med kærlighed og mor. Som nok ikke ender i et hit.

Pigerne sover på en nærliggende skole og spiller hele dagen lang musik på Musikskolen Horsens og i Kulisselagret. Og det hele ender i en stor koncert for familie og venner i morgen aften.

Nogle på musiklejren starter helt fra nul og ankommer ikke med andet end en glæde ved musik i rygsækken. Andre har det der særlige over sig, hvor man tænker, at uanset hvilket instrument man giver den pige i hænderne, skal hun nok blive genial til det med tiden.
Uddannelse.  I løbet af en uge skal pigerne lære alt fra akkorder over riffs til den svære kunst at skrive en sangtekst. Foto: Peter Hove Olesen
»For os instruktører handler det om, at vi håber på at plante nogle frø«, siger sangerinde og rapper Karen Mukupa, der selv startede i hiphopverdenen, hvor der var en hård mandlig jargon, og hvor der den dag i dag, over 20 år senere, stadig ikke rigtig er nogen kvindelige kunstnere herhjemme.

»Det undrer mig virkelig, at vi ikke kommer videre. Når jeg ser 'Paradise Hotel' og den slags, så er pigerne jo lige så seksuelt frigjorte som fyrene. Men hvorfor er vi det ikke, når det kommer til musik?«, spørger hun.

»Vi taber pigerne«
Det er Statens Kunstråds Musikudvalg, der har fostret ideen om en særlig musiklejr for piger efter svensk forbillede. Siden 2003 har man i Sverige haft de såkaldte Popkollo-sommerlejre, hvor mange tusinde piger har lært at spille på instrumenter.

Bag det hele ligger et ønske om at tiltrække flere kvinder til musikbranchen – og ikke kun foran mikrofonen.

Den danske rapport 'Kønsbalancen i rytmisk musik' fra efteråret 2011 viste nemlig, at på de musikalske grundkurser er 82 procent drenge, på Rytmisk Musikkonservatorium er der 81 procent mænd, og tallene afspejler sig nogenlunde på samme vis, når man kigger på pladeselskaber, bookere på spillesteder, undervisere på musikuddannelserne, anmeldere ved dagbladene og ansatte i musikorganisationerne.

LÆS OGSÅRockpiger kæmper med elguitaren

Der er en 80/20-kønsbalance over hele fladen.

»Vi taber pigerne i musik, og det har vi simpelthen ikke råd til. Vi har ikke råd til at undvære deres musik og talent. Man siger, at det er, når piger er 13-16 år, de mister interessen for musik, fordi der sker så meget andet i deres liv. Derfor er det her et fantastisk initiativ«, siger trommeslager Anne Kirstine Winkler.

Huskereglen hedder K.I.S.S. Det står for 'Keep It Simple, Stupid'

Ida Gard, instruktør

Hele den bagvedliggende kønsdebat er musiklejrens elever heldigvis lykkeligt uvidende om. De har bare taget toget til Horsens for at spille musik og sove i sovepose og lære en masse nye piger at kende. De brugte det første døgn på at prøve at spille på både trommer, bas, guitar og klaver for at mærke, hvad de brændte mest for.

Instruktørerne havde valgt Medinas hit 'Ensom' som fælles øvesang, så den har de lært på alle instrumenter. 16-årige Nina Willum fra Odense har valgt at fokusere på trommerne.

Outsider-instrument
»Jeg kender ikke rigtig nogen berømte kvinder, der spiller trommer. Men måske er det meget godt at være lidt outsider«, siger hun og smiler genert.

Rundt omkring hende står fem små Medina'er og synger 'Ensom'. To andre piger står og slår forsigtigt på en marimba. Trommesættet er der kø ved. Langsomt glider Medina over i et noget ældre hit, nemlig Ray Charles' 'Hit the road, Jack'. Der så glider over i Lukas Grahams 'Drunk in the Morning'.

Efter en hurtig makrelmad til frokost løber pigerne op i øvelokalerne igen. Overalt bliver der nynnet, trampet og trommet melodier, også i toiletkøen.

»Du skal jo lære at synge foran andre mennesker«, siger Nina Willum fra sin plads bag trommerne til 13-årige Caroline Svendsen, der vrider sig foran mikrofonen og ser sig genert omkring. Hun sukker, retter på brillerne og synger så helt stille Medinas, noget voksne, linjer i mikrofonen:

LÆS OGSÅSyngende superego begejstrer på nyt album

»Baby, siden du gik, har jeg savnet dine arme ...«.

Pigerne skal igennem en del øvelser. Blandt andet skal de prøve at skrive en melodi ved at kaste en terning. Hvert tal betyder en given akkord, og har man gjort det nogle gange, har man pludselig en slags melodi.

»Huskereglen hedder K.I.S.S. Det står for 'Keep It Simple, Stupid'«, siger instruktør Ida Gard, der selv spiller klaver og guitar, og opfordrer pigerne til at stjæle med »arme og ben« fra andres hits og ikke sidde for længe og prøve at være klog, når man skriver en sang.

Pigerne skal også lære at slæbe gear og få teknikken til at virke. Sådan at de ikke er afhængige af en, ofte mandlig, lydtekniker for at kunne få en forstærker eller mikser til at virke.

Hårbørstepigerne
Karen Mukupa har flere gange trænet børn op til DR's musikkonkurrence MGP og siger, at pigerne allerede der helst bare gerne vil se flotte ud og synge eller danse.

»Jeg tror, det handler om det billede, vi har af kvindelige idoler, som er noget med at være et sexsymbol i en badedragt. Jeg kalder dem hårbørstepigerne, fordi de har stået og øvet sig foran spejlet. Og der er meget med stjernestatus og fokus på forsangere i dag. Jeg er selv en af dem. Jeg ville også være rapstjerne og i front, men jeg ærgrer mig i dag over, at jeg ikke fik lært et instrument«, siger hun.

Uddannelse.  I løbet af en uge skal pigerne lære alt fra akkorder over riffs til den svære kunst at skrive en sangtekst. Foto: Peter Hove Olesen
En af dem, der allerede kan spille på et instrument, er Julie Pedersen, 14 år og fra Taastrup. Hun går til klaver på højt niveau og har sunget i DR's juniorkor nogle år. Det var hendes far, der så en annonce for Pop-Pilot og opfordrede sin musikalske datter til at tage af sted.

»Jeg lærer nogle færdigheder, som jeg kan bruge til mit band derhjemme. Og så er det bare sejt at se en pige gå amok på nogle trommer. Det plejer altid kun at være drengene, der gør det på min musikskole. Og hvis der havde været drenge med, skulle vi sikkert have spillet rock, men nu er det okay at spille Adele og Medina«, siger hun.

Mandlige idoler
Rundt omkring på øvelokalernes vægge hænger idolplakater. Det er Beatles, The Rolling Stones, Jimi Hendrix og mere hjemlige Rasmus Nøhr og Carpark North. Kvindelige forbilleder må Pop-Piloterne selv tænke sig til.

»Piger er opdraget til at være dygtige, søde og stille, mens det er helt okay, at man altid skal tysse på drengene i klassen. Det er vigtigt med tiltag som det her, fordi piger tænker og opfører sig anderledes end drenge. Og vi tager jo hensyn til drengene hele tiden«, siger trommeslager Sara Gacic, der som eksempel siger, at man på jordemoderstudierne og sygeplejestudiet gør meget for at tiltrække flere mænd.

Og at det er nemmere at få elevplads som mandlig sosu-medhjælper end som kvindelig.

LÆS OGSÅLama forpurrede samarbejde mellem megastjerner

»Og det er jo helt fint. Jeg er stor fortaler for differentiering og for at udnytte, at folk kan noget forskelligt«, overtager Anne Kirstine Winkler.

»Det mest spændende er det, der sker mellem mænd og kvinder, når vi spiller sammen. Men den spænding kan ikke opstå, når der ikke er nogen kvinder, der spiller«, siger hun.

Om de 20 unge poppiloter efter efterårsferien fortsætter på guitar og bas eller går tilbage til hårbørsten er svært at spå om. Men for ikke så få af dem starter deres musikalske uddannelse her.