Danske piger skal gribe guitaren

Pigemusik. En undersøgelse viser, at mænd spiller - kvinder synger, og at hele musikbranchen har et maskulint fortegn.
Pigemusik. En undersøgelse viser, at mænd spiller - kvinder synger, og at hele musikbranchen har et maskulint fortegn.
Lyt til artiklen

Det er snart fyrre år siden, at Danmarks legendariske første kvindeorkester, Shit & Chanel, pladedebuterede med en knytnæve lige i sylten på dem, der ikke mente, at kvinder kunne spille rockmusik. Siden dengang i 70'erne er der sket meget med ligestillingen i Danmark, men på et punkt går det ikke så fremragende. Der er stadigvæk ikke særlig mange kvinder i den danske musikbranche - hvis man ser bort fra korpiger og sangerinder.
Overvægt af mænd
Rapporten 'Kønsbalancen i rytmisk musik' fra efteråret 2011 viser, at på de musikalske grundkurser er 82 procent drenge, på rytmisk musikkonservatorium er der 81 procent mænd, og tallene afspejler sig nogenlunde på samme vis, når vi kigger på pladeselskaber, bookere på spillesteder, undervisere på musikuddannelserne, anmeldere på dagbladene og ansatte i musikorganisationerne. »Vi syntes jo, at rapporten talte et meget tydeligt sprog. Jeg har som musiker vidst det længe, men det var alligevel nogle tankevækkende tal, som vi mente, vi måtte reagere på«, siger musikeren Marianne van Toornburg, der sidder i Statens Kunstråds Musikudvalg.
Svensk succes
Hun tog derfor på lejrskole med en flok 13-årige piger og spillede guitar og sov i køjeseng for at se, hvad det succesfulde svenske Popkollo-fænomen gør for at få pigerne ind i musikken. De svenske Popkollo-sommerlejre har siden 2003 haft hundredvis af svenske piger på tur uden drenge og uden krav om at kunne noget særligt, når man møder op. LÆS OGSÅRockpiger kæmper med elguitaren Og det er der kommet massevis af sange, pigebands, networking og jamsessions ud af.
Piger i drengeklubben
»Der opstår en speciel form for søsterskab. Et rum, hvor det er tilladt at kvaje sig, og hvor ham, man er vild med, ikke griner ad en. Samtidig var det vildt inspirerende at se, hvordan underviserne med stor psykologisk indsigt fik de piger til at rykke sig fra A til B og selv finde vejen og få succesoplevelser«, siger Marianne van Toornburg. Hun fortæller, at de unge piger ellers meget tidligt dropper at spille musik, hvorimod drengene bliver ved. Men hvorfor er det vigtigt, at piger pinedød spiller trommer eller bas, hvis de hellere vil gå til ridning eller kor? »Det skal de heller ikke, men det er ærgerligt, at de bliver hægtet af, fordi der ikke er noget rum til dem. Øvelokaler er jo en drengeklub, lidt ligesom med holdsport. Jeg har selv spillet en del med andre kvinder, og der kommer et andet udtryk og fortælles nogle andre historier i musikken. Der er intet i vejen med den musik, der skabes nu, vi vil bare gerne opfordre til større mangfoldighed«, siger Marianne van Toornburg.
LÆS OGSÅ
Forfatter: Danske festivaler kan lære af Sveriges kønsdebat Derfor har Musikudvalget givet 250.000 kroner til et pilotprojekt, hvor en flok unge piger til efteråret skal på musiklejrskole herhjemme - efter svensk forbillede.
Behøver en ekstra opfordring
Hanna Rothelius er med til at arrangere Popkollo i Sverige og fortæller, at det handler om, hvad pigerne er vant til at se. »Der er ikke så mange kvindelige musikere, men pigerne har set masser af mænd stå på scenen og spille. Med en lille indsats kan vi få dem til at tænke 'det kunne være mig'. Det er bare sådan, at piger behøver en ekstra opfordring til at komme i gang med musikken«. Det er Marianne van Toornburg enig i og nævner danske musikforbilleder som bassisten Ida Nielsen, der turnerer med Prince, og guitaristen Margrethe Bjørklund, der spiller med Jack White. Indtil videre er musiklejren et pilotprojekt, som Dansk Rock Samråd, ROSA, skal arrangere, og hvor danske kvindelige musikere vil undervise musikglade piger.
FACEBOOK

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her