I år 2000, i en nedlagt atombunker på Holmen i København, sidder Lars Top-Galia og Steen Jørgensen. De to Sort Sol-medlemmer er i studiet for at lægge sidste hånd på albummet ’Snakecharmer’. Det nye årtusind er otte måneder gammelt, og ingen aner, at ’Snakecharmer’ vil blive Sort Sols sidste albumudgivelse i 16 år – og dermed efterlade det band, der siden slutningen 1970’erne og op igennem 1980’erne og 1990’erne har været et af de mest betydningsfulde danske rockbands, i stilhed.
Men både Lars Top-Galia, der siden begyndelsen af 1980’erne har spillet guitar i punkrockbandet, og Steen Jørgensen, der siden sine teenageår har været forsanger i bandet Sods, der senere hen blev til Sort Sol, kan mærke, at der er forandringer på vej. Noget udefinerbart, endnu ikke formuleret ligger og ulmer i deres bevidsthed. Noget nærmer sig en afslutning. Og inderst inde ved de, at det er bandet Sort Sol, der i bogstaveligste forstand synger på sidste vers. I hvert fald i bandets daværende konstellation med Lars Top-Galia på guitar, Tomas Ortved på trommer, Knud Odde på bas og Steen Jørgensen som forsanger.
Men Lars Top-Galia og Steen Jørgensens opmærksomhed flakker, som de sidder der i bunkeren og finjusterer albummet tilbage i 2000. De har svært ved at samle sig om arbejdet, for i hjørnet af rummet følger de via en svag internetforbindelse et tragisk drama, der under stor mediebevågenhed udspiller sig på bunden af Barentshavet: 118 besætningsmedlemmer er i færd med at synke ned på bunden af havet efter en eksplosion på den russiske ubåd ’Kursk’ K-141.
»På en måde var det en ret syret oplevelse«, siger Lars Top-Galia, der tænker tilbage på den dag, hvor de sammen med det meste af verden fulgte med i den tragiske begivenhed. Han sidder i dag i Sort Sols nye studie på Amager sammen med Steen Jørgensen. Vi er mødtes her, fordi de skal fortælle om Sort Sols første albumudgivelse i 16 år. Og kimen til det album ligger altså på bunden af Barentshavet.
