Musik, den klassiske, skal ikke være en pligt, ikke noget man synes man ’skylder’ og kan bryste sig af i særlige samfundslag, eller som man kan optjene goodwill på i himlen. Når man går til en koncert, skal det skal være ren lyst.

Det har fremtrædende ledere af danske kulturinstitutioner ment også inden Uffe Savery.

Det var Kasper Holten, der gav pokker i veldædig smag og kaldte opera for »følelsernes fitnesscenter«, da han var tiltrådt som operachef på Det Kgl., og fra sin nye position som chef for Sjællands Symfoniorkester er Savery på samme hold.

LÆS ARTIKELSafri Duo-medlem bliver musikchef

Savery og så Sjællands Symfoniorkester ...?

HVem så dét komme?
Hvem så dét komme? Rygtet var løbet, at han havde søgt stillingen, men der gik fuldstændig ged i rygtemaskineriet, da Savery få dage før offentliggørelsen af sit nye job måtte konkursbegære Pumpehuset, det rytmiske spillested, som han sammen med Lærke Hein var blevet ansat til at genrejse trekvart år tidligere.

LÆS ARTIKEL Pumpehusets direktør: »Arven var for tung«

At det ikke gav større genlyd, at han få dage efter blev udnævnt til orkesterchef, siger mest om, hvor upåagtet det klassiske musikliv er blevet i offentligheden.

»Men den konkursbegæring fik jeg sandelig lov til at forklare over for orkestrets ansættelsesudvalg«, bedyrer Uffe Savery. »Det skulle de lige høre lidt om. Jeg havde jo dog skrevet i min ansøgning, at jeg havde udviklet nogle økonomiske styreværktøjer«.

Ansat blev han alligevel, fordi udvalget mente, at han kunne godtgøre, at opgaven med Pumpehuset var umulig på grund af de tilskudsgivende politikeres vrangvilje. Og på grund af gamle ubetalte regninger, der blev ved med at dukke op fra tidligere ledelser af huset.

Og med 1,2 millioner kroner fra politikerne til 120 koncerter per år »kunne det ikke være endt anderledes«, som Savery siger.

Nr. 2 i Tyskland
Den nu 44-årige Uffe Savery er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, han er slagtøjsspiller af Guds nåde, men allerede inden han blev færdig på Konservatoriet, havde han og Uffe Friis etableret trommeensemblet Safri Duo, der op gennem 90’erne fik enorm succes verden over, på diskoteker og musikfestivaler.

I disse uger ligger duoens seneste sang, den officielle tyske VM-slager ’Helele’ med sangerinden Velile, nr. 2 i Tyskland, og forleden udkom ’The Best of Safri Duo’ i det tyske.

Du har spillet i godt 20 år for unge piger på ecstasy og Bacardi Breezers, hvordan overfører man den erfaring til Sjællænderne?

»Der er masser, de to verdener, poppen og det klassiske, kan lære hinanden«, svarer Uffe Savery uanfægtet. »Og der er meget, de to udtryksformer beundrer hos hinanden. Inden for poppen gør man meget for at skabe flow og variation i en koncert, og kunne man ikke forestille sig et program for Sjællænderne, hvor der blev spillet satser fra forskellige værker, fordi det så vil skabe sit eget oplevelsesforløb? Så kan vi spille en lang Brucknersymfoni en anden dag. Og hvorfor sætter man altid det samme hvide lys på en klassisk koncert i stedet for at skabe en produktion omkring musikken. Det kan begynde allerede i foyeren: Hvilket lys er der? Hvad kan man købe i baren? Kunne man eventuelt få en kunstner til at udstille for at skabe det rette mood-setter? Det skal ikke være for at pakke musikken ind, men for at pakke den ud«.

Musik er for alle
Uffe Savery er enig med samtlige analytikere på feltet i, at den klassiske musik skal til at rekruttere uden for sit nedarvede segment, hvis det skal have en fremtid.

»Vi lægger op til, at det kræver særlige kompetencer at opleve den klassiske musik. Men det gør det jo slet ikke. Musik skal røre ved vores følelser, og det er vigtigt i stil og sprog og markedsføring at sige til alle: I er velkomne, musikken her er ikke forbeholdt en speciel klasse af folk. Den der koncertform, man udviklede for over 100 år siden, med at vi spiller en ouverture, og så kommer der en solist og spiller en koncert, og så afslutter vi med en symfoni, den fungerer godt på mange måder, men vi er nødt til at udvikle nye former, der er mere tidssvarende«.

Hvorfor er det ikke okay, at tykmavede hvide middelklassedanskere i en vis alder har noget musik helt for sig selv? Hvis man vil have hiphop, kan man jo bare gå et andet sted hen?

»Ja ... og nej. Jeg synes, det er en ret konventionel opfattelse. Hvis jeg overhovedet har nogen religion er det, at musik er for alle«.

Savery ler lidt forlegent.

»Og jeg afviser, at kendskab til den klassiske sonatesatsform giver en større oplevelse af et musikværk. Det er følelserne, det kommer an på, og der er der ingen forskel på mennesker. Og nu skal man jo heller ikke undervurdere et ældre publikums trang til oplevelse«.

Musikken og relevansen
Stalin var et helt igennem forfærdeligt menneske, men han kunne dog diskutere musik på et vist niveau med Sjostakovitj og Prokofjev. Han vidste, hvorfor de var farlige for systemet. Hvilken politiker ville kunne det i dag?

»Nu var Sjostakovitj jo voldsomt plaget af, at Stalin interesserede sig så meget for, hvad han lavede, og der er kun grund til at glæde sig over, at der ikke findes nogen censur i dag, at komponisterne har mere frie tøjler ...«.

Jo, men musikken betød noget, den var farlig. Tænk, hvis såkaldt klassisk musik igen kunne blive så vigtig, at Pia Kjærsgaard ikke tør møde op til gruppemøde uden at have sat sig grundigt ind i, hvilke forfærdelige ting der kunne ske i jeres program? Fordi musikken er en heksekedel, hvor alt kan ske! Hvor musikken ikke er blevet irrelevant.

Savery tænker lidt. Og så tænker han lidt længere.

»Jeg vil ikke sige, at musik er irrelevant, fordi den ikke er politisk. Musik kan noget helt særligt, den kan nedbryde de barrierer, der findes mellem kultur og sprog, og kan skabe utrolige fællesskaber. I Safri besøgte vi musikeren Yussou N’Dour i Senegal og var sammen med ham og hans søskendeflok på 15, og hvor forskellige vi end var i forhold til hinanden, hævede det sig, når vi lavede musik sammen, op over det politiske, det religiøse, det kulturelle. Det kan musik«.

Konfirmationsstemningen
Noget, Uffe Savery kan gribe fat i, er, hvordan musikken opføres på Sjællændernes scener i landsdelen.

Det repertoire, der ligger mest naturligt for orkestrets størrelse, besætning og tradition, er de store 1800-tals-værker af Brahms, Sibelius, Tjajkovskij og dem, typisk den musik, som de unge synes er hengemt og museal.

»Jeg læste et interview med Björk, hvor hun sagde, at en avantgardist som Stockhausen siger hende langt mere end en romantiker som Tjajkovskij, og hun er jo nutid og eksperimenterende inden for electronica. Og barokken har jo et rytmisk drive, som man kan forholde sig til, for den har en lighed med den musik, de unge hører og bruger i dag, men det er sværere med den romantiske musik, hvor harmonien er blevet vigtigere end rytmikken«.

»Og så gør vi det jo ikke bedre ved at stille i kjole og hvidt, noget, der bidrager til den der konfirmationsstemning. Hele ritualet rundt om det og sproget skal ændres. Måske skal vi indføre nogle nye dogmer, hvor det er okay at klappe, når man har lyst til at klappe, også mellem satserne i en symfoni eller koncert ...«, siger han skødesløst, mens han kaster sin detonerede granat ud i offentligheden.

»Orkestret vil jo stadig spille sindssygt godt, så det behøver ikke at blive noget problem«.