En ungt par står og kysser midt i et lyskryds i Paris.

Regnen siler ned, men det generer dem ikke. De stopper trafikken, folk dytter, men det generer dem ikke. De står bare der med deres perfekte hår og kysser i et lyskryds i Paris i regnvejr.

Under hele den scene synger en lys mandestemme ’I’m waiting for the sun to come’ på en bund af ringlende tamburiner, og det er hele er næsten for godt til at være sandt.

Så kommer pointen: ’It all starts with a spark’, står der under de kyssendes fødder.

Det starter med en gnist. Nu ved selv de mest tungnemme, at parret på skærmen står der, fordi de er hovedpersoner i en reklamefilm for Chevrolets nye ungdomssmarte lillebil Spark.

Reklamen bliver netop nu vist på tv-stationer Europa over, og ham fyren, der synger, hedder Tobias Winberg og er dansk musiker.

Det er ikke særlig sandsynligt, du har hørt om ham, for hans band Death Valley Sleepers er et undergrundsfænomen, der aldrig har udgivet nogen plader.

Men det er ikke tilfældigt, at han bliver spillet i en reklame, for det er en del af en strategien, hvis man vil have en pladekontrakt.

»Man kan ikke bare komme til et pladeselskab og sige: ’Vi er et band, der laver noget god musik, vil I ikke udgive det?’«, siger han.

Ultimativ eksponering
»Man skal starte en hype først, så folk går ind på nettet og googler, hvem der har lavet musikken. Så presser man pladeselskaberne ved at sige: ’Vi har ham her, han er aktuel i en reklame, og der er allerede begyndt at komme en masse henvendelser’. At lave en god reklame er den ultimative eksponering, for musikken kommer ud i fjernsynet primetime flere gange om dagen. Det er helt klar derfor, man bruger det mere og mere«.

LÆS OGSÅDansk band leverer titelsang til tysk tv-krimi

Tobias Winberg har lavet en aftale med det hollandske selskab Massive Talent, der har som primær opgave at lave sync deals, som det hedder på musikbranchesprog, når man sælger en sang til en reklame.

Og det er musikbranchens nye big business, for med downloadsalg og piratkopiering er det at trykke plader ikke længe det samme som at trykke pengesedler. Den fest er simpelthen forbi.

Musik til brands
I dag skal der høvles penge ind til pladeselskaberne gennem film- og reklameindtægter.

Og derfor er der opstået en ny mellemgruppe af selskaber som hollandske Massive Music og deres upcoming-afdeling Massive Talent, som med den ene hånd kan skaffe nye musikere eksponering gennem reklamer og med den anden kan forhandle med pladeselskaberne om pladekontrakter til guldæggene.

»Vi har en fyr ansat til at kigge på My Space 40 timer om ugen og se efter musik, der ville egne sig til billeder og reklamer. Det øjeblik vi finder noget, tager vi kontakt til kunstnerne og tilbyder dem en kontrakt. Så kan vi præsentere vores reklamekunder for deres musik de næste to år«, fortæller Lukas Nieuwenhuijsen, der er en af selskabets managere.

Han fortæller, at der både fra reklamebureauer og pladeselskaber er sat større fokus på at knytte musik til brands. Da Chevrolet skulle bruge musik til en ny reklamekampagne, kontaktede man Massive Music, som fandt tyve forskellige numre, der kunne passe til kampagnen.

Chevrolets valg faldt på Death Valley Sleepers sang, ’Left me high’.

40 millioner hører dansk band
Tobias Winberg har det som en klar strategi at forsøge at få sin musik ud internationalt, da hans 60’er-klingende undergrundsniche ikke er bred nok herhjemme.

Spørgsmålet er så blot, hvor ’undergrund’ det er at lave reklamer for en bil.

»Det er en ny måde at tænke på. Førhen var folk meget obs på, at man solgte ud, hvis man var med i reklamer, men jeg tror, det er rigtig mange år siden, man havde den forestilling, for det er noget, alle bands gør nu. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at man ikke bliver rig af at lave musik, men reklamefilmene hjælper, og man har ikke rigtig råd til at lade være«, siger han.

En tilsvarende opfattelse har Brønderslev-bandet ’The Blue Van’.

Bandet har udgivet flere plader i Europa og USA. En stor del af bandets eksponering består af, at musikken bliver spillet i reklamer.

Under Oscar-uddelingen havde Apple premiere på sin nye reklame for produktet iPad. I løbet af 30 sekunder blev den nye gadget vist fra tyve forskellige vinkler, og imens spillede Blue Vans sang ’There goes my love’.

LÆS OGSÅDansk rockband lægger lyd til ny Apple-reklame

Godt 41 millioner amerikanske tv-seere så med, og i løbet af mindre end et døgn kunne det aflæses på singlesalget på iTunes, hvor sangen strøg op på rocklisterne.

'Den rigtige måde'
I begyndelsen strittede bandet ellers imod den slags aftaler.

»Da vi først blev signet til USA omkring 2004, ville vi slet ikke høre tale om den slags. Vores musik skulle i hvert fald ikke være med til at sælge et produkt, sagde vi, men vi har fuldstændig ændret synspunkt undervejs«, siger bandets guitarist og keyboardspiller, Søren Christensen.

»Vi ville først gøre det på ’den rigtige måde’, og vi syntes, reklamer var snyd. Det var en fjollet mening at have om det, da vi senere fandt ud af, hvor svært det er få promotion, og hvor mange penge det faktisk koster. Med reklamer får man penge for det og kommer ud til utrolig mange mennesker. Det er lige så meget os, der bruger dem, som de bruger os«.

Pladebranchen er fortid
Med reklameaftalen hos Apple har mange nye døre åbnet sig for det nordjyske orkester, og hos bandets pladeselskab Iceberg er glæden stor.

»Da beskeden om aftalen kom ind efter 14 dages søvnløse nætter, var der champagne over hele linjen«, siger selskabets direktør, Manfred Zähringer. Han vidste, at bandets sang var i opløbet til at blive valgt, men turde næsten ikke håbe på, at det ville lykkes.

Manfred Zähringer er en af de pladeselskabsfolk, der tidligt begyndte at satse på at få reklameaftaler hjem – de såkaldte sync deals. Han så, at her var en mulighed for at tjene penge i en branche på vej ned i afgrunden.

»Tidligere når jeg var i Los Angeles, besøgte jeg pladeselskaber 80 procent af tiden, men det skiftede for alvor for tre år siden. Når jeg er L.A. i dag foregår 80 procent af mine møder hos produktionsselskaber, spilleselskaber eller hos folk, der arbejder som supervisors for store firmaer«, fortæller han.

Skår af kunsten?
Spørgsmålet er, om der går skår af kunsten i dens nye, tætte parløb med reklameoffensiver og kommercielle interesser, og rektor Henrik Sveidahl fra Det Rytmiske Musikkonservatorium i København har sin bekymring.

»Man kan sige, at hvis et værk har kunstnerisk kvalitet og styrke, bliver det ikke ødelagt af at blive brugt i kommerciel sammenhæng. Musikere har altid kunnet sælge ud og gå på kompromis med kvaliteten, og det er op til de enkelte, for de kan bare lade være – hvis altså ikke det var, fordi de faktisk ikke bare kan lade være. De er tvunget ud i det for at forsøge at opretholde en bare nogenlunde fornuftig tilværelse«, siger Henrik Sveidahl.

I første omgang kan konservatorie-rektoren ikke se, at det uafhængige, kunstneriske udtryk er truet af den nye tendens med såkaldte sync deals, men på længere sigt risikerer den nye virkelighed at påvirke kvaliteten negativt, frygter han.

Støt de viljestærke musikere
»Hvis der er nogen, der kan skabe en karriere på den her måde, ser jeg ikke noget problem i det. Store dele af branchen kan og må bane sig vej på markedsvilkår, men for også at sikre de musikere, der er præget af høj kvalitet og en meget stærk, kunstnerisk vilje, så er man nødt til at gå ind og støtte dem, på samme måde som man støtter symfoniorkestre og museer«, mener Henrik Sveidahl.

Han understreger, at det i dag er meget vanskeligt at overleve for smalle talenter uden for det brede felt af salgbare slagere og ørehængere med appel til reklamebranchen.

Samtidig er det ofte i den gruppe, man finder talenter, som, hvis de får chancen, kan forny musikkens kunstneriske udtryk, men det vil ikke typisk være dem, reklamebranchen går efter, og hvis de ikke har en scene at spille på, får de svært ved at klare sig.

Derfor bør de hjælpes, mener Sveidahl. Og det er ikke de venlige bilproducenter, han har i tankerne.