Annonce
Annonce
Annonce
Musik

Politiken på Smukfest: Er musikken perfekt til gæsterne eller bare ligegyldig?

Gæsterne på festivalen i Skanderborg elsker musik, de kan synge med på. Og klappe i takt til. Der mangler i den grad kant, mener Politikens ene udsendte, mens den anden - og arrangørerne - forsøger at få ham på bedre tanker.

Gem til liste

SERIE

Mageløs eller meningsløs

Smukfest er en begivenhed, som mange mennesker enten elsker eller har et anstrengt forhold til.

Nogle elsker, at festivalen har sådan en ukrukket stil, andre synes, den er bøvet.

To af de mennesker er den begejstrede Jeppe Laursen Brock og den skeptiske Emil Bergløv.

De to Politiken-journalister er draget til Skanderborg med hver sin indgangsvinkel for at opleve og i tre kapitler beskrive lige så mange af de ingredienser, der gør en festival. I dag handler kapitlet om musikken. De seneste to dage om omgivelserne og festen.

OmgivelsernePolitiken på Smukfest: Er her smukt eller bare bøvet og noller?

FestenPolitiken på Smukfest: Er festen fantastisk eller tvangsomklamrende?

Vi er ikke en progressiv festival, når det kommer til musikken. Det er vi ikke. Og vi skal ikke være det.

Claus Visbye, bestyrelsesformand

At Claus Visbyes kontor ligger direkte bag hovedscenen på Smukfest i Skanderborg giver god mening.

Det er ham, der er fuldtidsansat formand for festivalen, og det er ham, der står for at booke musikken.

»Det er altså ham, vi skal have fat i nakken på, så vi kan få en forklaring på, hvorfor musikprogrammet er så dødsygt«, siger Emil til Jeppe.

»Eller også kan han tage fat i nakken på dig og fortælle dig, at de mest af alt bare giver folk, hvad de vil have - let genkendelige rammer til en god fest«, svarer Jeppe.

Vi er begge journalister på Politiken. Jeppe er fra Skanderborg og inkarneret fan af festen i bøgeskoven. Emil er ikke fra Skanderborg, og synes ærligt talt, at skovfesten virker noget omklamrende og fodslæbende. Jeppe har inviteret Emil med på festival for at overbevise ham om dens fortræffeligheder.

Indtil nu har vi set på omgivelserne og på festen. Nu kommer det virkelig ømme punkt: musikken.

Uenig med Pindhunden

»Det er jo Grøn Koncert i en hel uge«, siger Emil på vej gennem backstageområdet mod chefens kontor.

Det er tydeligvis ikke en ros. Jeppe har travlt med at tale med Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde (S), der har genkendt byens stolte søn og nu får sig en sludder om mulige forsøg på bestikkelse i den lokale håndboldklub.

»Så let slipper du ikke. Du kan ikke bare ignorere musikproblemerne ved at snakke med borgmesteren«, siger Emil og styrer mod kontoret.

Der tager Claus Visbye imod.

»Pindhunden siger godt nok, at musikken er sekundær på Smukfest. Jeg mener nok, at det er anderledes. Musikken og festen følges i et smukt sampil«, siger han.

Pindhunden er ansvarlig for omgivelserne på Smukfest, og har tidligere vist os rundt på festivalen.

LÆS OGSÅPolitiken på Smukfest: Er her smukt eller bare bøvet og noller?

Her gjorde han opmærksom på, at en stor del af publikum kommer for at feste i flotte rammer, mere end de kommer for at høre musik.

Er her for festen

Det er folk som Palle Christensen og Dorthe Bolvig. De sidder til tørre på en bænk. Under dagens koncert med gode gamle Poul Krebs formede lodrette åer sig fra himlen til jorden, og et sted dernede stod kæresteparret. Selv om solen har jaget skyerne på flugt, er der endnu våde pletter på den hvidhårede mands sorte regntøj.

Kan du ikke bare forklare Emil, at det slet ikke er så forfærdeligt at klappe på to og fire, at have det rart og synge med på nogle gode sange.

Jeppe, journalist

Men trods den ihærdige indsats har himmelvandet ikke skyllet hans gode humør væk.

»Det er bare rigtig godt, det her«, siger Palle, der også har lunet sig på en skålfuld chili con carne.

Parret siger, at de er i »starten af 40’erne«, men deres synkrongrin og hvide hår indikerer, at det nok ikke er helt rigtigt. De kommer fra Roskilde, men har aldrig været på den sjællandske bys store festival.

»Det er jo bare en mark«, siger Dorthe.

»Men det her er ottende gang, vi er på festival i Skanderborg«, tilføjer Palle.

»Nej, syvende«, retter Dorthe.

»Okay, syvende«.

Der er jo Nik og Jay

»Når I har været her så mange gange, er I så ikke trætte af at se de samme navne igen og igen. At synge med på TV-2, Poul Krebs og så videre«, spørger Jeppe, mens Emil nikker anerkendende af, at Skanderborg-entusiasten har stillet et så godt som kritisk spørgsmål.

»Men folk kommer jo for at se det. Du kan jo se, at de vil have det, at de er vilde med det«, siger Palle.

»Ja, og så var der Nik og Jay. Hold kæft, det var bare godt. Der var virkelig gang i den«, siger Dorthe, før kæresten tilføjer:

»Ja, og Pet Shop Boys var fantastiske«.

LÆS OGSÅPolitiken på Smukfest: Er her smukt eller bare bøvet og noller?

Men så bevæger de sig heller ikke meget længere ud af den musikalske tangent. De vender hele tiden tilbage til samme emne:

»Det er mest festen i sig selv, vi kommer for. Musikken er bare bonus. For os handler det mere om, at her er så god stemning, her er så smukt, her er så smukt«, siger Palle.

»Ja, folk er jo simpelthen så søde. Der opstår fantastiske venskaber her i skoven, vi har da flere venner, vi ser herude hvert år, efter at vi har mødt hinanden på festivalen«, tilføjer Dorthe.

»Men altså hvis programmet er helt håbløst – hvad nogen nok vil påstå, det er i år – ville I så ikke blive hjemme?«, spørger Emil.

»Nej, sådan spiller den ikke«, svarer Palle og griner.

»Slet ikke«, slår han fast og uddyber:

»Vi bestiller allerede billet i januar, uden at vi aner, hvilke bands der kommer. Det er underordnet for os«.

Det er 19. gang, at Poul Krebs spiller her. Når jeg er på Roskilde Festival, så går jeg tilfældigt ind et sted, hvor der sidder en mand fra Mali og spiller på et instrument, jeg ikke kender. Det er tit både fascinerende og poetisk. Det synes jeg ikke, jeg møder her.

Emil, journalist

»Ja, når vi tager af sted til Jylland, spørger vores venner, hvad vi skal over at høre. Men til det kan vi kun svare, at vi ikke ved det, for det finder vi først ud af hen ad vejen. Sådan er det bare«, siger Dorthe.

»Når omgivelserne er sådan her, og festen er så god, så bliver musikken også automatisk fin. Man kan da ikke andet end at elske det her sted«, slutter Dorthe, mens Emil høfligt nikker med et tvivlende blik.

Festivalkunst i verdensklasse

Den forklaring kender Claus Visbye godt. Hvert år, når der bliver lavet publikumsundersøgelser, står det sort på hvidt: Folk synes musikken er fin, men ikke slagnummeret. De vægter festen lige så højt.

»Hvis jeg skal blive lidt vidtløftig, så er det, vi laver, festivalkunst i verdensklasse. Vi bruger 30 millioner kroner på musikken og 30 millioner på pladsen«, siger Claus Visbye, en spinkel mand med det lyse hår vesterbrosmart trukket tilbage og en sweatshirt med ’Smukfest’ trykt hen over brystet i en lækker skrifttype.

Her er ikke noget af af festivalens traditionelle håndtegnede hyggeæstetik.

»Dem, der går meget op i musikken, vil måske mene, at vi skal dreje lidt, så en større del af de penge går til musik, og dem, der går meget op i festen, kan så sige, at vi skal gøre det omvendte«, siger han.

»Jeg vil jo nok høre til det hold, der siger, at I med fordel bare kunne begynde at hyre nogle kunstnere med bare en lille smule kant«, siger Emil.

»Vi er ikke en progressiv festival, når det kommer til musikken. Det er vi ikke. Og vi skal ikke være det«, siger Visbye.

»Lad mig forklare det i procent. 75 procent af navnene skal være nogen, som folk kender, og som gerne må have noget, man kan synge med på. Så er der måske fem procent som er helt nyt. Der er ikke nogen, der er så seriøse omkring upcoming bands fra Danmark, som vi er. Derudover har vi en stærk tradition for det humoristiske«.

»Ja, der er meget her, der let kommer til at virke komisk«, vrisser Emil.

»Sådan kan du selvfølgelig også se det«, siger Claus Visbye.

Det er fedt at klappe i takt

»Kan du ikke bare forklare Emil, at det slet ikke er så forfærdeligt at klappe på to og fire, at have det rart og synge med på nogle gode sange«, siger Jeppe.

»Vi snakker selvfølgelig meget om, hvordan vi er…«, siger Visbye.

»Men I gør ikke så meget ved det«, siger Emil.

»Det synes jeg ikke passer«, siger Claus visbye.

»Det er 19. gang, at Poul Krebs spiller her. Når jeg er på Roskilde Festival, så går jeg tilfældigt ind et sted, hvor der sidder en mand fra Mali og spiller på et instrument, jeg ikke kender. Det er tit både fascinerende og poetisk. Det synes jeg ikke, jeg møder her«, siger Emil.

»Det har aldrig stået så klart for mig som nu, hvor forskellige vi to er. Bare fordi en mand spiller på daggammelt træ og er fra et afrikansk land, er det vel ikke automatisk godt«, indvender Jeppe, før Claus Visbye samler Emils kritiske tråd op.

KONCERT.  Poul Krebs' sorte skjorte blev helt gennembødt af det massive regnvejr. - Foto: Ditte Valente. »I bund og grund er det jo et spørgsmål om smag. Jeg synes, vi har et stærkt musikprogram, især når det kommer til mellemnavnene, og så har vi et par rigtig gode DJ’er. Det lyder måske underligt for dig, men her er et band som ’1975’ faktisk en udfordring. Vi udfordrer lidt, men vi skal ikke gøre det for meget«, siger Visbye.

»Men I kunne da måske lade være med at have TV-2 på programmet hvert år. Når de spiller, er der jo en massepsykose, så hvis de sagde, at publikum skulle invadere Polen, så...«, siger Emil.

»Det ville de rare mennesker da heller aldrig bede om«, afbryder Jeppe.

»Nej okay, men behøver I have dem hvert år?«, spørger Emil.

»Det har vi da heller ikke… det er hvert andet«, siger festival-formanden.

Man kan lære det

Der er altså tale om folkelighed i den temmelig folkelige version. I den version, hvor man ikke ligner en sort rockeminence med hat og silkeklud i blazerjakken, som Ekstra Blandets anmelder Henrik Queitsch.

Men til trods for sit svært elitære udtryk har den lange, benede anmelder med det umulige efternavn lært at holde af festivalen i løbet af sine 15 ture til bøgeskoven ved Skanderborg.

»Jeg forstår ikke konceptet Skanderborg Festival. Kan du ikke forklare mig det«, spørger Emil.

»Jeg forstod det heller ikke, og det er jeg egentlig heller ikke sikker på, jeg gør nu. Men jeg har lært at holde af festivalen«, siger anmelderen.

»Det er et meget skizofrent udtryk. Festivalen ved ikke rigtig, om den vil være en forvokset byfest eller musikarrangement. Som byfest fungerer det unikt godt, mens den musikalsk har et problem, når det kommer til de internationale topnavne. Især i år, hvor der mangler noget. Rent musikalsk kan jeg ikke huske dårligere år«, siger han.

»Men det er vel svært at argumentere mod succes. Festivalen var udsolgt allerede i april, så et eller andet må den da gøre rigtigt. Den giver vel bare folk, hvad de vil have«, indvender Jeppe.

»Ja, det viser jo, at den er god til at ramme sit publikum. Men det viser også, at musikken spiller andenviolin, for i april var mange af de store navne endnu ikke offentliggjort, så det har altså været for festen, ikke musikken, at folk så har købt billet på det tidspunkt«, siger Henrik.

Sats dansk

Emil nikker og nikker og nikker. Han forstår, gør han. Og det er alt sammen meget fint, men hvad skal festivalen så gøre for at forbedre sig, når nu den så åbenlyst fænger sit publikum, vil Jeppe vide.

»I stedet for at have en ret mærkelig booking som 50 Cent kunne de måske satse endnu mere det danske. Festivalen gør i forvejen meget for de danske navne, i og med at de giver dem plads, betaler dem ordentligt og også tager mindre navne ind. Der er mange kendte bands, der er megen klappen i takt, og der er meget hat og briller – men det er ikke kun hat og briller«.

»Ja Emil, og du må acceptere, at der er mennesker, der bare elsker røvballemusik og ikke er så meget til toner udmålt efter sinuskurver af japanske støjkunstnere. Jeg kan for eksempel bedst lide musik, jeg har hørt før«, udbryder Jeppe.

»Men der er godt nok meget hat og briller«, siger Emil, og Henrik svarer hurtigt.

»Ja, og det skal man kunne klare«.

Men så sker der noget, som Emil vist ikke selv opdager. Han begynder at snakke helt entusiastisk om sin aften i går, da han til Nik og Jay-koncerten drak farve- og alkoholrig drikkelse af en plastikspand.

SMIL.  Glad festivalgæst inden regnvejret for alvor tog fat. - Foto: Ditte Valente »Jeg vil aldrig drikke andet. Det er fantastisk«, proklamerer han bombastisk.

»Hov, hvad var det Emil? Du er jo ved at lære det. Der er næppe noget meget mere bøvet, bonderøv og Sunny Beach end den slags sprut-i-spand. Det er godt at høre«, siger Jeppe, før Emil svarer igen:

»Jaja, men jeg forstår stadig ikke musikkonceptet. Henrik, hvor længe gik der, før du lærte at holde af festivalen?«.

»Jeg kom direkte ind fra stenbroen og Roskilde Festival, så det var et chok til at starte med. For det er en skizofren oplevelse. Men der gik nok to år, før jeg lærte at holde af Skanderborg Festival«, siger musikanmelderen.

»Emil, så skal du jo bare komme igen næste år«.

Don Ø hænger i baren

Visbye forsøger stadig at få Emil til at indse, at musikken faktisk spiller en rolle på Skanderborg Festival. Altså en rolle, der er er mere end det, som rockspillelisterne på diverse barer kan levere.

»Jeg tror vi skal prøve et andet sted«, siger han og rejser sig fra sofaen i det lille lydafskærmede kontor med lækre computere, hyggehjørne med gode sofaer og barskab.

Vi går forbi backstagebaren, hvor Don Ø står i sejlersko og ser ud sammen med andre mere eller mindre kendte danskere - eller selverklæret kendte.

På en væg hænger samtlige plakater fra festivalens historie. Visbye finder 1998 og peger i toppen. Der står Björk. Så står der Run DMC. Så står der Green Day.

»Det var året, hvor der faktisk kom en forandring. Der fandt vi ud af, at vi også blev nødt til at satse på internationale navne. Problemet var, at vi kun bookede det, vi selv ville høre. Det holdt vi op med der, fordi vi var tabe en generation af festivalgængere på jorden«.

»Hører du selv TV-2 derhjemme«, spørger Jeppe.

»Nej, det gør jeg ikke«.

»Poul Krebs«, spørger Emil.

»Det er sjældent. Jeg gjorde engang. Og det er heller ikke ret meget Skrillex, jeg hører«, siger Claus Visbye.

»Jeg er jo nok lidt en rockdreng, men jeg skal ikke booke det, jeg selv vil høre, men det folk vil høre. Vi vil ikke være musikopdragende«, siger han.

Hvad med inspiration?

»Man kunne også bare kalde det inspirerende at give folk noget, de ikke har regnet med. Har du aldrig lyst til at losse folk i røven og give dem fingeren?«, siger Emil, mens han rækker to fuckfingre i ansigtet på den smilende formand - han tager som de andre festivalledere kritikken usædvanligt... smukt, for nu at bruge deres egen terminologi.

»Folk her føler det meget som belærende, når vi gør den slags. Det vil vi ikke være«, siger han og åbner barskabet, hvor han finder en flaske lækker rom. 15 år gammel og det hele.

Altså jeg har da tidligere ind imellem tænkt: »Hold nu op med det der syngeri og lyt ? vi har faktisk øvet os

Poul Krebs, sanger

Lidt dejlig spiritus til varmen og humøret - selv må han holde sig ædru, men vi siger ikke nej.

»Måske det kan hjælpe lidt på humøret, Emil«.

»Det kunne du jo hjælpe på, hvis du bookede nogle andre navne. Du siger, at I har et godt program på de mellemstore navne. Hvad mangler I?«.

»Vi mangler et stort internationalt rocknavn, synes jeg. Det gør vi. Vi arbejdede på det indtil det sidste, men det gik ikke helt, som vi havde håbet«.

Håndboldstjernen Poul Krebs

Vi siger tak og skynder os videre. Vi har en aftale med en af dem, der rent faktisk spiller på festivalen. Eller lige har spillet. For 19. gang. Altså Poul Krebs.

Under hans koncert strømmede folk til, så der var flere, da koncerten sluttede, end da den begyndte. Det til trods for, at regnen stod ned i gardiner.

Krebs giver en fast hånd med armbånd og et ur med orange rem om håndledet.

Han er gammel håndboldspiller. Som ung var han på førsteholdet i Skovbakken, og det glæder Jeppe, der til hverdag er sportsreporter, at han endelig kan snakke lidt om idræt efter at have været så længe i selskab med halvsplejsede og boldbange Emil. Eller at han i hvert fald kan plukke lidt af sportsverdenens noget klichéfyldte ordbog.

»Poul, da Søren Rislund præsenterede dig i dag på den store bøgescene, sagde han, at det var 18. eller 19. gang, du optrådte på festivalen. Så vil jeg gerne spørge en gammel håndboldspiller som dig: Er det her at spille på hjemmebane for dig«, siger Jeppe og smiler stolt af den halvkiksede sammenfletning af musikerens fortid og nutid.

Den svært solbrune Poul Krebs griner høfligt, før han svarer:

»Ja, det kan man godt sige, men forskellen er, at det i musikverdenen ikke altid er en fordel at spille på hjemmebane, som det ellers er i håndbold. Når jeg står derude foran det publikum, så er der pres på. Der er meget at leve op til«.

»Men det gik jo godt, du havde dem i din hule håndboldhånd – på trods af regnvejret«, siger Jeppe.

»Ja, der er jo også regn i alle mine sange alligevel«, smiler Poul Krebs, der ifølge en hurtig Google-søgning synger om regn i ’For enden af regnbuen’, ’Morrison, Dylan og Elvis’, ’Nat i Oslo’, ’Li’som regn’, ’Dronning træd varsomt’, ’Solskinsregn’ – for bare lige hurtigt at nævne en god håndfuld numre.

Folk må gerne synge med

»Hør lige. Det er jo sådant et vanvittigt tryghedssøgende ’klappe-i-takt-synge-i-vilden-sky’-publikum. Har du aldrig lyst til bare at sparke dem i røven for at ruske op i dem. Spille noget, de ikke kender«, spørger Emil.

»Altså jeg har da tidligere ind imellem tænkt: »Hold nu op med det der syngeri og lyt – vi har faktisk øvet os««, siger Poul Krebs.

»Men sådan har jeg det slet ikke nu. Flere gange på festivalen i Skanderborg har jeg oplevet de der magiske øjeblikke, hvor der sker et eller andet udefinerbart. Hvor der sker noget stærkere, end man havde kunnet forestille sig. Det er blandt andet sket, når publikum herude synger med«, siger musikeren.

»Hvor konservative er gæsterne egentlig? Jeg har engang interviewet Steffen Brandt, og han fortalte, at TV-2 næppe vil slippe fra Bøgescenen i live, hvis ikke de spiller ’Bag duggede ruder’. Ville du overleve at undlade ’Sådan nogen som os’? Den vil jeg i hvert fald altid høre – uden at jeg dog vil gå korporligt til værks«, spørger den imponerede Jeppe.

»Ja, det kan jeg godt slippe af sted med. Det har jeg faktisk gjort flere gange, og i dag kørte jeg den bare akustisk, hvor Barbara Moleko også sang et vers. Ja, hvad skete der lige der? Men det er fedt at overraske publikum lidt på den måde«, siger Krebs og associerer selv videre.

REGNSLAG.  Publikum krøb i relativt tørvejr under paraplyer og regnslag foran scenen. - Foto: Ditte Valente »Efter mig spillede Barbara jo på Bøgescenen, selv om hun ikke har så mange numre, det brede publikum kender. Det viser også, at festivalen giver plads til de nye danske navne, det gør den meget for, synes jeg. Og så skal de da have lidt at synge med på ind imellem, så de bedre lægger mærke til det nye«.

Poul Krebs smiler meget. Han har godt nok også lige modtaget en guldplade for at have solgt 10.000 eksemplarer af sit seneste album, ’Asfalt’, men det er nu ikke den eneste grund til, at han konstant fremviser øre-til-øre-emaljerækken.

»Jeg har et helt særligt forhold til den her festival. Arrangørerne har været topstædige på den gode måde og har holdt fast i at lave skæve ting, så det bliver en helt unik fest. Det er bare sådan, at man… Ja, man går bare rundt og smiler«, siger Poul Krebs og efterlever på prægtigste vis sine ord.

Ingen kritik af Poul Krebs

»Men kan det ikke blive lidt kedeligt at spille på en festival, hvor folk siger, at musikken er sekundær eller ligefrem tertiær?«, spørger Emil.

»Sådan er det da også på Roskilde og alle andre steder. Her siger de det bare åbent«, siger musikeren.

Emil leder lidt efter flere kritiske spørgsmål, men kløjs af overraskelse i sin mangel på vrede.

Vi giver Krebs hånden. Emil klapper ham lidt akavet på skulderen.

»Det er virkelig en bøvet sang, men jeg elsker ’Sådan nogen som os’«, siger Emil til Jeppe efter have forladt sangeren.

»Jeg ved ikke hvorfor, men Poul Krebs, ham kan jeg ikke være sur på. Jeg tror faktisk, jeg er lidt vild med ham. Kan vi ikke bare sige, det var det, og så gå op og købe en sprutspand?«.

»Se så, Emil. Du har jo lært det«, siger Jeppe.

PolitikenPlus
  • Merry Christmas, Baby DR Big Bandet afslutter 2014 for fuld julemusik. Solisterne Sinne Eeg og Mads Mathias, som efter hånden er blevet kære gengangere med bandet, vil føre os til tops på julehumørbarometret?

    Pluspris 220 kr. Alm. pris 295 kr. Køb
  • Mefisto Mefisto er en dramatisk fortælling om magt og menneskelig stræben efter både succes og værdighed.

    Pluspris fra 120 kr. Alm. pris fra 220 kr. Køb
  • Lulu Lulu er en grådig femme fatale, der begæres af alle mænd ? men dem, der møder hende, går til grunde: En læge forelsker sig i Lulu, overrasker hende sammen med en kunstner og dør af et hjerteslag.

    Pluspris fra 460 kr. Alm. pris fra 575 kr. Køb
  • Rasmus Lyberth Den grønlandske sanger, sangskriver og skuespiller har siden 1970'erne været et af landets mest populære ansigter.

    Pluspris fra 160 kr. Alm. pris fra 200 kr. Køb
  • Marie Carmen Koppel julekoncert Danmarks gospel- og souldiva Marie Carmen Koppel har tilbragt to år som gospelsanger i en kirke i Brooklyn.

    Pluspris fra 195 kr. Alm. pris fra 235 kr. Køb