Han gør kvinderne våde bare ved at strejfe dem med blikket, siger han. Hun har mødt en anden, som tilfredsstiller hende, selv om han er gammel nok til at være hendes far, siger hun. Den unge mand og den unge kvinde danner par, men tosomheden er måske blevet en smule triviel. Der skal ske noget andet. Med en tredje. Noget frækt. Men er det virkeligt? Måske er de forbudte sager bare noget, de siger for at gøre hinanden jaloux. Eller liderlige. Et forspil. Måske er de slet ikke noget par, men skuespillere i et melodrama på tysk tv, og vi er tilskuere til optagelserne. Eller til vores eget liv nedsænket i en drøm af David Lynch.
Klassisk trekantsdrama Intet er sikkert i Ghita Makowska Rasmussens sprænglærde og hyperbevidste dramatikerdebut på Teater FÅR302, som er noget med to mænd, en midaldrende og en ung, og en ung kvinde.
LÆS OGSÅ Ugens forestilling: Fantasy-bestseller bliver til virkelighed på scenen Vidunderligt spillet af superholdet Karin Bang Heinemeier, Morten Burian og Torben Zeller. Et klassisk trekantsdrama, som vi kender det fra Strindberg. Eller er det Kafka? Helt sikkert Godard. Og David Lynch.
Alle mulige konstellationer De tre karakterer kan i hvert fald - så nogenlunde - deres nyere kulturhistorie. Men de har mere end svært ved at adskille den fra deres egen virkelighed. Alt, hvad de oplever, minder dem om noget, de har læst. Alt, hvad de siger, lyder som en scorereplik fra en film, de har set. Ikke, at der sker så meget. De møder hinanden og begærer hinanden og griber hinanden på fersk gerning. I alle mulige konstellationer, også den homoerotiske. Men det samme sker flere gange, på hele tiden nye måder og fra nye vinkler. Konstant dramatisk Ghita Makowska Rasmussen og iscenesætter Emil Hansen kan nemlig også deres kulturhistorie, især filmens. Den opbrudte kronologi og den skarpe, filmiske underlægningsmusik af Jonas Vest leder tankerne i retning af Jean-Luc Godard. Ligesom den franske montagemester bygger Makowska og Hansen deres situationer op imod et dramatisk højdepunkt, blot for at bryde dem af, inden de når til udløsning. Konstant dramatisk coitus interruptus, der noget så eftertrykkeligt fortæller os, at vi kigger på en fiktion. Bag forhænget Scenografien med de mange forhæng, der hives til side, er mere David Lynch. Men virkningen er den samme, og forestillingen spørger konstant, om der er noget bag forhænget. Er det hele blot tegn og ørkesløst begær i den postmoderne billedsump? Eller findes kærligheden virkelig? Den første halvdel af forestillingen er virkelig god. Modig i sin nørdede gakkethed og godt iscenesat af Emil Hansen, som orkestrerer det filmiske formsprog med legende lethed.
Besættende kærlighedssyge Gakkeriet føles ikke som gak for gakkens egen skyld, fordi den synes drevet af en underliggende vrede. Som vil dramatikeren én gang for alle rydde op i hele den kulturelle underskov af fantasmer om utroskab og udenomsaffærer, der giver næring til et gennemsnitligt yngre parforhold anno 2012. LÆS OGSÅ Måske hendes eget, måske ikke. I hvert fald en kærlighedssyge af den besættende slags, som er fyldt med inspireret galskab. Et skarpt og morsomt portræt af forelskelsens fantasmefabrik, hvor virkelighed og digt er én betændt masse.
Filmen knækker Men filmen knækker cirka halvvejs, når dramatikeren begynder at forklare, hvad det hele handler om. I et studentikost sprog om subjektfilosofi og fiktive verdener versus virkelighed, som er hørt bedre for 10 år siden på et kursus i Moderne Kultur ved Københavns Universitet. Her falder (selv-)ironien til gulvet, når den vil være klog og give svar. Ærgerligt, at forestillingen ikke går planken ud med den uforklarede åbenhed fra første halvdel, hvor 'Man skulle tro jeg var en anden' ikke står tilbage for Jean-Luc Godard i hurtig, virtuos leg med fiktioner. At knækket alligevel ikke får konstruktionen til at falde sammen, skyldes netop legen på scenen. De tre skuespillere udfylder det lille teater i Toldbodgade med så nydelsesfuldt et spil og zapper så ubesværet imellem genrer, at de kan køre forestillingen hjem på ren spilleglæde.