Når kulturminister Uffe Elbæk (R) i eftermiddag ankommer til møde med teaterbranchen i Randers, vil næsten 40 teatre fra hele landet uden for København stå klar for at fortælle, hvordan det bliver stadig vanskeligere at få teatre i provinsen til at løbe rundt. »For mig at se har vi nationalt en forpligtelse til at sørge for kulturliv ude i regionerne. Det er for eksempel her, vi har de danske teatre med mest international profil«, siger teaterleder på Randers EgnsTeater og tidligere næstformand i scenekunstudvalget under Statens Kunstråd Peter Westphael med reference til dansk børneteater, der er berømt langt uden for landets grænser. Metropolisering af det danske kulturliv »Det handler ikke bare om: Send flere penge. Og jeg gider heller ikke at råbe: Københavneri! Men vi har et problem med metropolisering i det danske kulturliv«. Provinsteatrenes problemer er blandt andet, at det er svært at skaffe arbejdskraft, fordi skuespillere og anden kunstnerisk arbejdskraft typisk søger mod København. LÆS OGSÅStorbyernes teatre snupper kulturstøtten De landsdækkende medier og anmeldere har heller ikke så stort fokus på det, der sker uden for København, mener teatrene. Udgifterne er blevet udhulet Men frem for alt har egnsteatrene - og kommunerne med egnsteatre - et problem med at få budgetterne til at hænge sammen, til trods for at publikum i stigende grad løser billet. Staten dækker nemlig ikke længere per automatik udgifterne lige over med kommunerne. Der er blevet flere egnsteatre, og eftersom statsstøtten ikke er sat op, er de oprindelige 50 procent af udgifterne, som staten betaler, blevet udhulet. Peter Westphael taler ligefrem om »kollektiv afstraffelse«, fordi systemet fungerer sådan, at åbner der et nyt egnsteater i Esbjerg, er der »mindre til Randers«, som han siger. »Der bor jo også folk herude« Teaterleder på Limfjordsteatret og formand for Teatrenes Interesseorganisation Gitta Malling ser frem til både at få diskuteret den udhulede støtte til egnsteatrene og den mere principielle diskussion om, hvordan kulturens centralakse i København betragter kulturinstitutioner ude i landet. »Det handler i høj grad om provinsen kontra storbyen. Vi har en national forpligtelse til at få ikke bare teatre, men kulturinstitutioner til at fungere i hele landet. Der bor jo også folk herude, ikke?«, siger Gitta Malling. Et vakuum »Man ser desværre en tendens til i de her år, at staten samler en række kulturinstitutioner i København og de større byer, og fortsætter det, er der en masse lokale initiativer og kulturliv, der forsvinder. Før havde vi amterne til at sikre den slags. Nu har vi regionerne, men de har ikke den opgave, så der er opstået et vakuum«. LÆS OGSÅDanske smårevyer ligger på smertegrænsen Stefan Larsson, teaterdirektør på Aarhus Teater, indskærper, at Folketinget hele tiden bør mindes om at »have fokus på fordelingen af kulturmidler i hovedstaden og provinsen«. Kunsten har det hårdt Fra Mungo Park i Kolding kommer teaterleder Lasse Handberg for at gå i dialog med ministeren om, »hvad der er nationale anliggender, og hvad der ikke er«. Det har været et væsentligt spørgsmål, lige siden statsstøtten begyndte at smuldre, siger han, og det nikker den administrerende direktør på Vendsyssel Teater, Lars Sennels, med på. Det er naivt at tro, at man bare kan bede om flere penge, erkender han, men måske er det på tide at tage en diskussion om, hvad der skal til for at blive defineret som støtteberettiget egnsteater. »Det kan være, at et teater skal opfylde nogle kvalitative eller kvantitative krav for at blive defineret som egnsteater«, foreslår Sennels, mens teaterlederen på Aalborg Teater, Morten Kirkskov, peger på den situation, teatrene aktuelt står i. »Det er svært at gøre sig gældende med kunst for tiden«, siger han.